Skriv en kommentar
David Mamet er en af de helt store, når vi snakker om den i brede kredse ret anonyme rolle som manuskriptforfatter. Gennem en lang årrække har han sat sit navn på ikke så få meget stærke manuskripter med The Untouchables fra 1987 og Glengarry Glenn Ross fra 1992 som et par nævneværdige højdepunkter.
Mamet har en sans for den skarpe og originale dialog ofte tilsat en snert af underspillet humor. Egenskaber, der sammen med en god portion provokation også synes at være ambitionen for forlægget til Edmond – et manuskript med en del år på bagen, da det blev skrevet til teatret tilbage i 1980’erne.
Men nu altså overført til film, med gyserinstruktør Stuart Gordon som styrmand og det altid interessante gummiansigt William H. Macy i den altdominerende titelrolle.
Macy er den selvudslettende forretningsmand, Edmond Burke, der godt 47 år inde i sit trivielle liv indser, at der skal ske noget. Og det skal være nu. Endnu inden han har spist sine grøntager, udmønter bekendelsen sig til handling, og han skrider fra den forbløffede hustru (Rebecca Pigeon). Han indleder jagten på et hurtigt slag fisse, men forarges over priserne på byens glædespiger (som man har fået unge prominente navne som Denise Richards og Mena Survari til at udfylde). Frustrationerne – og de hober sig altså efterhånden op – går på blodig vis ud over en sort hustler og en venlig/villig servitrice (Julia Stiles).
Her er klare paralleller til Joel Schumachers Falling Down fra 1993, hvor Michael Douglas kommer af med sine indestængte frustrationer gennem et baseballbat og en taske fuld af automatiske våben. Ved den lejlighed er aggressionens overdrivelser den motor, der holder en film med en noget tynd ydre historie og persontegning i live.
Edmond har en lang række af de samme problemer, som det var tilfældet med Falling Down. Og endda endnu mere udtalte.
Groft sagt, så er Edmond ikke en rigtig spillefilm. Det kan vel bedst betegnes som en lidt for lang kortfilm, der er uden en række af spillefilmens grundlæggende elementer, så som en egentlig indledning og en meningsfyldt persontegning. Det er situationsdrama – i korte sekvenser ganske vellykket, skal det siges – men uden den sammenhængskraft, der gør en spillefilm.
Med lange monologer om, hvordan verden har svigtet, udfylder William H. Macy titelrollen præcis, som man forventer det af ham. Men Edmond Burke bliver aldrig en ægte figur, snarere et redskab i fortællingen om en mand, for hvem trivialiteten bliver for meget og for hvem den aggressive konfrontation mod verden synes at være den mest plausible løsning.
Tilbage står en i bogstaveligste forstand lille film, der aldrig når ud over at kunne være interessant. Og det er jo ikke sig selv interessant.
EKSTRA MATERIALE:
Der er ikke noget ekstramateriale på denne DVD.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision.
