Skriv en kommentar
Ryota (spillet af Abe Hiroshi) en mand midt i trediverne og i krise i forhold til flere af livets aspekter. Han var én gang en up-coming stjerne efter at have vundet en pris for sin debutroman med titlen ”Den tomme etage”. Debutromanen var autofiktion og hans stædige storesøster er stadig vred over, hvordan han delvis har udleveret brudstykker fra deres egen familie samtidig med at han har opdigtet episoder, som hun kalder for løgne.
I de første scener får vi ikke et særligt flatterende indtryk af vores hovedperson Ryota. Han er i gang med at gennemgå sin afdøde faders private ting for at se, om der er noget af værdi. Det er en evig kamp for Ryota at hoste op med det månedlige hustru/børnebidrag til ekskonen. Han arbejder for et detektiv bureau og bruger som påskud, at det er for at samle stof til sin kommende roman. Lønnen forsvinder inden han når at blikke to gange, da hans hang til spil og gambling får ham til at glemme hverdagens trummerum med pligter, ansvar og mest af alt sløre hans drøm, som både driver ham fremad og martrer ham.
Vi møder Ryota på et tidspunkt i hans liv, hvor intet rigtig lykkedes for ham hverken som lillebror, søn, ægtemand (eksmand) og far. Samtidig kæmper han med sine indre dæmoner og livets store spørgsmål. Er han blevet til den, som han drømte om at blive, og hvordan kommer han videre?
Store talenter blomstrer sent
Ryotas moder og farmoderen Yoshiko (spillet af Kiki Kilin) er vis, humoristisk og livsklog. Det er hende, som binder generationerne sammen - de døde og de levende familiemedlemmer uanset deres livskriser og forviklede relationer. Ryotas egen ni-årige søn Shingo (spillet af Yoshizawa Taiyo) har som sit forbillede farmoderen, fordi hun er klog. Hun forsøger på sin egen måde at guide sin forvildede søn Ryota med varme, skarp humor og poetiske formuleringer. Med disse får hun fortalt nogle sandheder om ham og om livet.
Farmoderen gentager for sin søn Ryota, at ’store talenter blomstrer sent’. Når Ryota og hans ekskone Kyoko (spillet af Maki Yoko) taler om, at livet er kompliceret, så modsvarer farmoderen dem, at livet er enkelt. Farmoderen er af den overbevisning, at især mænd ikke forstår at omfavne den tid, som de lever i, men lever på det som en gang var eller forsøger at tage tilbage, hvad de tror er deres eller værre endnu - at nå højere end de evner. Det mener hun er en tabt kamp, en spiral som aldrig giver indre ro og kun skaber ulykkelige mennesker.
Der antydes fra farmoderen og fra instruktøren, Kooreda, at der er en usynlig linje mellem at acceptere den, du er, men også at du er i stand til at transformere og ændre dit liv – med et kierkegaardsk udtryk, at vælge den du er, at vælge dig. Og i farmoderens poetiske refleksioner er der ikke gemt noget budskab om at resignere eller affinde sig med sin plads her i livet. Farmoderen er fortaler for, at vi ’griber nu’et’ og omfavner hvert øjeblik af vores liv her-og-nu, ikke før eller om lidt, men nu.
”Efter stormen” fra 2016, som på japansk hedder ”Umi Yori Mo Mada Fukaku” og kan oversættes til ’Langt dybere end havet selv’ ligger sig i elegant forlængelse af Kooredas tidligere film “Nobody knows” (2004) ”Still walking” (2008), “I wish” (2011), ”Like father, like son”(2013), ”Our little sister” (2015), hvori der sættes universelle, eksistentialistiske og eksperimenterende spørgsmålstegn ved menneskelivet.
”Efter stormen” bygger på et stramt komponeret plot og en enkelt fortælling og Kooreda gør det igen på mesterlig, poetisk vis og med en stor visuel musikalitet. Skuespillerne er fremragende og håndplukket hver og en fra Kooredas hånd. Næsten hele skuespilgalleriet har vi set før i en Kooreda film. Farmoderen spillet af Kiki Kilin er unik og essentiel for hele filmens fortælling i ”Efter Stormen”.
