Skriv en kommentar
Hollywood har en lang og stolt historie for monsterfilm. Lige siden King Kong første gang besteg Empire State Building i 1933 har historierne om gigantiske uhyrer, der ødelægger storbyer og spreder rædsel været en fast bestanddel i filmbyens repertoire, og der er produceret mange film indenfor genren (foruden ”King Kong” er én af de mest kendte vel japanske Godzilla og Steven Spielbergs kæmpehaj fra ”Dødens Gab”). Monsterfilmens storhedstid var vel nok i 1950erne, hvor især ”Tarantula” fra 1955 har relevans for denne anmeldelse. I ”Tarantula” vokser en tarantel sig kæmpestor efter at have fået en indsprøjtning med et vækstmiddel. Men også efter 1950erne har filmmagerne udnyttet den latente angst for edderkopper som de fleste af os render rundt med. Vi nævner i flæng film som ”The Giant Spider Invasion” fra 1975 , ”Kingdom of the Spiders” fra 1977 og senest ”Arachnophobia” fra 1990. Dertil kommer flere TV-film med samme tema. På mange måder minder ”Eight Legged Freaks” imidlertid mest om den morsomme lille gyserkomedie ”Ormen” (Tremors) fra 1990 med Kevin Bacon og Fred Ward, hvor en lille søvnig by i ørkenen bliver belejret af nogle meget store og sultne orm. Konceptet i ”Eight Legged Freaks” er omtrent det samme.
I den lille uddøende mineby Prosperity (i ”Tremors” hedder byen ”Perfection”) har den mindre-end-hæderlige borgmester (Leon Rippy) ”udlejet” en del af den nedlagte mine som oplagsplads for meget sundhedsskadelige kemikalier. I begyndelsen af filmen tabes én af kemikalietønderne fra en lastbil og havner i en sø. Uheldigvis henter byens særling, Joshua (Tom Noonan), insekter i søen som han fodrer til sin store samling af edderkopper. Som følge af kemikalierne begynder edderkopperne at vokse til enorm størrelse og Joshua er spist indenfor 5 minutter. Inden da er vi dog blevet introduceret for den kvindelige sherifs unge søn, Mike (Scott Terra), der er edderkoppe-entusiast, og han bliver selvfølgelig en vigtig brik da edderkopperne for alvor går til angreb. Da dette først sker, udvikler filmen sig til en hæsblæsende menneskejagt (af edderkopperne, altså), hvor menneskene først søger tilflugt i byens indkøbscenter, og dernæst i minegangene under byen.
Inden det kommer så vidt er vi dog blevet præsenteret for et større udsnit af byens befolkning. Hovedpersonerne er den attraktive kvindelige sherif Sam Parker (Kari Wuhrer), hendes ligeså attraktive datter Ashley (Scarlett Johansson), sønnen Mike (Scott Terra) og det nyligt hjemvendte bysbarn Chris McCormack (David Arquette), der naturligvis har et godt øje til sheriffen. Derudover er byen beboet af en række mere eller mindre farverige personligheder, deriblandt radio-værten Harlan (Doug E. Doug), borgmesteren Wade (Leon Rippy) og dennes stedsøn Bret (Matt Czuchry) der har noget kørende med sheriffens datter.
Det er filmens første del, der fungerer klart bedst: plottet etableres og vi præsenteres for hovedpersonerne og de vigtigste bipersoner. Denne del af filmen er sjov fordi personerne, som de skal være i en film af denne type, både er rene klichéer og ret karikerede. I filmens anden halvdel, hvor edderkopperne om natten angriber byen, kammer filmen over i ren action, hvor byens indbyggere kæmper for deres liv mens de bliver jagtet af de flot computeranimerede edderkopper. Desværre er persontegningen så spinkel i begyndelsen af filmen, at man aldrig rigtig bekymrer sig om nogen af personerne da først edderkopperne begynder at spise af dem, og generelt sidder man i denne del af filmen og ønsker at der var brugt noget mere tid på at etablere personerne og deres trivielle hverdag, for det er faktisk den første del af filmen der var sjovest. Imidlertid må man erkende, at anden del af filmen er hæsblæsende underholdende og flot lavet, så kedsommeligt bliver det i hvert fald aldrig.
”Eight Legged Freaks” er ingen gyserfilm men en komediegyser. Dette betyder naturligvis at der er brugt meget energi fra manuskriptforfatternes side på at lægge en masse humoristiske elementer ind i filmen. Dette tager både form af sjove personer (byens aldrende barber er ganske morsom indtil han bliver spist), mere eller mindre åbenlyse henvisninger til andre film samt naturligvis diverse absurde situationer, der involverer de store ottebenede kryb. En af de mere opfindsomme henvisninger til ældre amerikansk horror er, at radioværten Harlan anvendes som en slags fortæller i filmens begyndelse og slutning, hvor han sidder og fortæller og kagler som en slags opdateret version af The Cryptkeeper fra ”Tales from the Crypt”. En mere direkte henvisning til en amerikansk sci-fi-klassiker er, da David Arquettes karakter, Chris, forsøger at overbevise alarmcentralen om, at han ikke tager gas på dem og til sidst skriger ind i telefonen: ”De er her! De er her!” – en åbenlys henvisning til Don Siegels klassiske filmatisering af Jack Finneys ”Invasion of the Body Snatchers” fra 1956. Den slags indforståede henvisninger er dog aldrig et bærende element for filmens humor, og det er derfor heldigvis aldrig en forudsætning for at værdsætte filmens humor, at man kender disse ældre film. Filmens lyd-design er som nævnt også en del af humoren, især fordi edderkopperne har fået nogle ret tegnefilms-agtige ”stemmer”. På et tidspunkt hoster en af edderkopperne sågar, idet en af filmens hovedpersoner ”hauler ass” væk fra den på en motorcykel og således sender en masse støv i edderkoppens retning. Alle de humoristiske elementer i filmen er med til at underminere en stor del af angsten for edderkopperne, hvilket naturligvis også har været hensigten. Som nævnt er ”Eight Legged Freaks” en komediegyser og ingen decideret gyser.
”Eight Legged Freaks” er med sin spilletid på rundt regnet 100 minutter en forholdsvis kort film efter dagens standard. I en tid, hvor de færreste spillefilm er under 2 timer lange, er det næsten altid positivt at opleve en film, der formår at afvikle sin handling på under 2 timer. I lige præcis dette tilfælde synes den ”korte” spilletid imidlertid at arbejde imod filmen. Filmen ville klart have kunnet drage fordel af en lidt længere ekspositions-fase inden lortet rammer ventilatoren. Det ville have været både sjovt og godt for karakterernes troværdighed, hvis vi havde haft lidt længere tid til at lære dem at kende inden de begyndte at blive spist af de ottebenede uhyrer. Et ellers klassisk element, der næsten mangler helt i ”Eight Legged Freaks” er fasen hvor der sker mystiske hændelser, og ingen ved hvad der foregår og alle prøver at finde ud af det. Denne fase findes i filmen, men er meget meget kort. Som den er skruet sammen nu, har filmen en klar slagside til fordel for anden halvdel, og det er primært denne del af filmen man husker bagefter, selv om første halvdel egentlig er den sjoveste.
Filmen er produceret af Roland Emmerich og Dean Devlin, der tidligere har lavet bl.a. ”Independence Day” (1996), ”Godzilla” (1998) og ”The Patriot” (2000), og instrueret af den relativt uerfarne Ellory Elkayem, der i 2000 lavede en TV-film med et lignende tema om ø, der bliver invaderet af dødbringende insekter (”They Nest”, 2000). Skuespillet er middelmådigt, men aldrig decideret dårligt. Den udmærkede filmmusik er skrevet af John Ottman, der tidligere bl.a. har stået bag musikken til ”The Usual Suspects” (1995) og ”Halloween: H20” (1998) og som skal skrive musikken til den nye X-Men film, der kommer i 2003.
”Eight Legged Freaks” er en tåbelig, underholdende gyserkomedie, som holder sig trofast overfor genren. Den er rendyrket underholdende i alle 99 minutter, hverken mere eller mindre, og den kan anbefales til en søvnig søndag eftermiddag, hvor man ikke har andet at lave. Men lad kæresten blive hjemme. Hun vil sikkert synes den er dybt åndssvag.
