Skriv en kommentar
Elena handler om det aldrende par Elena og Vladimir, der har mødt hinanden sent i livet, da Vladimir skulle have fjernet sin blindtarm og Elena var hans sygeplejerske. Han er en velhavende forretningsmand, mens hun kommer fra beskedne kår, og de har hver deres voksne børn fra tidligere ægteskaber.
Elenas søn, Sergei, er doven og arbejdsløs og tager sig ikke af sin familie, selvom han ukritisk tager imod sin mors penge fra hendes pension. Vladimirs datter, Katerina, lever af sin fars penge, men har et distanceret og tilsyneladende koldt forhold til sin far. Da Sergei beder om penge til at sende sin søn i skole, går Elena til Vladimir og beder om støtte. Men et pludseligt hjerteanfald sender ham på hospitalet og det giver grobund for en forsoning mellem ham og hans datter. Han beslutter at Katerina skal arve hans penge, hvilket vender op og ned på Elenas planer, som nu må finde en anden måde at skaffe pengene.
Gamle mennesker er det nye sort
Hvor tilværelsen i vort livs efterår før har været en lidt overset eller undervurderet periode i folks liv, rent dramaturgisk set, ser vi nu en hel del film, der netop tager dette emne op. Elena havde premiere i Cannes i 2011, det samme havde den islandske Volcano (2011), der handlede om livet, efter man er blevet pensioneret. For tiden går den Michael Hanekes Amour (2012) sin sejrsgang over hele verden, og selv Hollywood har givet sit besyv med i form af Hope Springs (2012). Men hvor de fleste af de nævnte film handler om kærligheden mellem et ægtepar, handler Elena mere om kærligheden til sine børn, og om man kan elske dem for højt eller forkert.
De tilfældiges overlevelse
Instruktøren Andrey Zvyagintsev siger selv, at han er fascineret at teorien om ”survival of the fittest”. Man kan også godt sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig er de stærkeste og mest egnede, der overlever, eller om det mere handler om, at dem, der overlever, bare er havnet i en gunstig situation eller har den rette beskyttelse. Elena elsker sin søn og sine børnebørn så højt, at hun vil gøre alt for dem. Men gør hun dem dermed en bjørnetjeneste ved ikke at opfordre dem til at handle selv? Det er den kritik Vladimir giver Elena, selvom det samme måske gælder for ham selv, hvis datter har det fint med at leve af hans penge, uden at give noget igen. Både Elena og Vladimir ser deres egne fejl i hinandens børn uden egentlig at lære af dem.
Russisk, grå socialrealisme - på den enkle måde
Elena er en langsom film. Den er socialrealistisk, har en grå farveskala, har meget lange indstillinger, og så er den russisk. Nogle har sammenlignet Zvyagintsev med hans landsmand Tarkovsky, har Zvyagintsev har bestemt noget af den samme hang til meget lange indstillinger og nøgterne observationer. Men Elena formår alligevel at fastholde ens opmærksomhed og være fængende, og så er den også en del mere tilgængelig end noget Tarkovsky ville have lavet. Den holder fast i sin enkelthed og imponerer med fremragende skuespil af især Nadezhda Markina, der spiller Elena på en både meget lige til måde, men som stadig får skabt billedet af en kompleks karakter.
Den manglende narve
Men trods den interessante historie, og at filmen på mange måder viser dygtigt håndværk, så er det som om filmen mangler noget. Noget ekstra nerve, der kunne knuge grebet på publikum lidt hårdere. For når filmen forekommer så grå og dvælende, må den skrue lidt ekstra op for de andre knapper, og selvom filmen er intens og ærlig, så er den det ikke helt nok til at få banket sig helt fast i erindringen.
