Skriv en kommentar
Elina er ni år gammel og bor i begyndelsen af 1950’erne sammen med sin mor og to søstre i den svenske del af Lapland. Familien tilhører det finske mindretal og lever under fattige kår. Elinas far er død, og Elina har i sorg og savn lukket sig inde i sig selv. Hun går ofte ud i mosen, hvor faren og hende gik sammen. I mosen føler Elina sig tæt på sin far, og hun fører lange samtaler med ham, når hun går ture der. Da vi møder Elina, er hun netop blevet rask efter at have haft tuberkulose, og hun skal begynde i skolen igen. Her kommer hun i frøken Holms klasse og idyllen holder ikke længe. Frøken Holm ser det som sit kald at sætte system i vildmarken, herunder at lære ”fin-ungerne” at tale og skrive svensk. Derfor er det forbudt at tale finsk i skolen, et problem for de børn, der ikke kan tale andet end finsk. Samtidig ankommer en ny, ung lærer, Einar, til byen, og med sig har han nogle nye, anderledes ideer til, hvordan undervisning kan foregå. Der opstår hurtigt en konflikt mellem frøken Holm og Elina, som optrappes gennem filmen.
”Elina - som om jeg ikke fandtes” tager mange vigtige temaer op. Overordnet handler den om ensretning af tanker og sprog. Skoleklassen fungerer som en totalitær stat, hvor ingen tør stille spørgsmålstegn ved den måde, som tingene fungerer på. Elina opfører sig som en systemkritiker og bliver også behandlet som en. Til at begynde med prøver frøken Holm at få Elina til at indordne sig under systemet, men da det ikke lykkes, benytter frøken Holm et stærkere våben; hun lader som om, at Elina ikke findes. Elina bliver udstødt, fordi hun ikke bøjer hovedet og gør som lærerinden vil have det.
Sorg er ligeledes et tema, som filmen tager op. Elina bliver, både af moren og mange af de andre voksne, opfattet som et umuligt barn, der opfører sig, som hun gør for at sabotere de voksnes verden. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Elina er i dyb sorg over tabet af sin far, men der er ingen, der anerkender og forstår, at et barn kan være knust af sorg.
Sammenhængen mellem modersmål og identitet er også et tema, som perifert bliver behandlet. De finsk-svenske børn mister en del af deres identitet, når de ikke får lov til at tale deres sprog i skolen. Hvordan skal man kunne lære et nyt sprog, hvis man ikke må benytte sig af sit modersmål?
Det der gør filmen rigtig god er, at ”de onde” i filmen egentligt ikke er onde som sådan. Frøken Holm tror, at hun gør noget godt for børnene, når hun ensretter dem. Hun er ubetænksom og ubehagelig, men hun kommer til fornuft og ser pludselig sig selv udefra og indser sine fejl. Filmens personer bliver fremstillet som hele mennesker med både gode og dårlige sider. Filmen bliver fortalt med alvor og samtidig med et glimt i øjet, som indimellem giver lidt luft i den ellers alvorlige fortælling.
Selvom filmen foregår i 1950’erne i det nordlige Sverige, er dens temaer er højaktuelle i Danmark i dag. Filmen handler om at forstå børn og tage dem alvorligt. Den handler om undertrykkelse, ensretning af mindretal og om, hvad vores modersmål betyder for vores måde at tænke på. Vigtige og evigtgyldige emner, som bliver behandlet med største respekt i dette lille mesterværk.
