Skriv en kommentar
Rio De Janeiro er mok mest kendt for sine tætbefolkede turiststrande og kulørte karnevaler, men det er også en by plaget af massiv kriminalitet og narkomisbrug.
Allerværst står det til i de såkaldte favelaer. Enorme slumkvarterer, der styres med hård hånd af narkokartellerne.
Politiet bevæger sig sjældent ind i disse kvarterer, og når de gør, er det oftest for at inkassere bestikkelse fra narkohandlerne. I Rio er politiet nemlig bundkorrupt.
De eneste der ikke er korrupte er den specielle BOPE enhed, militærpolitiets elitestyrke som bliver tilkaldt når det for alvor brænder på.
Kaptajn Nascimento har efterhånden været en del af BOPE i mange år og er på randen af et psykisk sammenbrud. For selvom BOPE ikke er korrupte så er de nemlig langtfra fine i kanten. De skyder folk for et godt ord og går ikke af vejen for at bruge tortur - eller ”skærpede forhørsmetoder”, som det jo så fint hedder nu til dags. Det bliver ikke bedre af at mange af BOPEs ofre er ganske unge knægte, der arbejder for kartellerne, da der tilsyneladende ikke er ret mange andre muligheder, hvis man vokser op i en favela.
Disse ting sætter sig naturligvis på sjælen og Nascimento har enormt svært ved at forene det farlige liv, som hårdkogt kaptajn i BOPE, med rollen som nybagt far. Derfor skal han finde en afløser, og de eneste reelle bud er barndomsvennerne Neto og Matias.
Matias læser til advokat samtidig med at han arbejder som politimand, han holder imidlertid hans beskæftigelse skjult for medstuderende. De er nemlig nogle venstreorienterede bonghoveder, der mener at politiet er nogle dumme svin. Matias lever altså også lidt af en dobbelttilværelse, der kompliceres yderligere af at han forelsker sig i en af hans medstuderende, der oven i købet har forbindelser til en narkobaron.
Neto er knap så kompliceret. Han er ung og fandenivoldsk og går ikke af vejen for at trodse sine overordnede eller at hustle sig til reservedele til politiets patruljebiler – så længe det er i den gode sags tjeneste.
Filmen bevæger sig altså i nogle moralske gråzoner, hvor det ofte er svært at skille helte og skurke fra hinanden, og ingen er helt uskyldige. Hvis man skal slippe af sted med den slags, så kræver det nogle gode karakterer og solidt plot, som det er tilfældet i Scorseses ”Goodfellas” der er en tydelig inspirationskilde for ”Elitestyrken”
En kompleks og interessant karakter skabes imidlertid ikke udelukkende ved at fylde en person med modsætninger og problemer - karakteren skal leve. Det er der desværre ikke mange af karaktererne der gør i ”Elitestyrken”. Tværtimod så virker de fleste af karaktererne ret uvedkommende. Meget af dette skyldes nogle temmelig flade skuespilspræstationer, men problemet stikker væsentligt dybere end det. For eksempel bliver venskabet mellem Matias og Neto aldrig rigtig beskrevet. Faktisk er det først langt henne i filmen at man får fortalt at de er barndomsvenner. Ligeledes er kaptajn Nascimentos psykiske kollaps noget der nærmest sker fra den ene scene til den anden.
”Elitestyrken” har vakt en del kontroverser i Brasilien på grund af at den udstiller politiets brug af tortur. Det brasilianske politi skulle endda have forsøgt at få filmen stoppet. Det ironiske her er, at filmen nærmest forsvarer de hårdhændede metoder, i og med at det ubetinget er politiet der er heltene i fortællingen og torturen beskrives som et nødvendigt middel til at fange slynglerne.
Nu er det jo ikke sådan at en film skal komme med nemme løsninger serveret på et sølvfad, men som minimum må man forvente at en film gør et forsøg på at klarlægge hvor problemet ligger. Det lykkes ikke for ”Elitestyrken”, der naivt vader rundt i et utal af moralsk tvivlsomme situationer med samme elegance som en elefant i en glasbutik.
Jeg har faktisk ret svært ved at se, præcis hvad det er instruktøren José Padilha vil med denne film. Det virker som om han har villet lave en dynamisk og rå politifilm af en forholdsvis klassisk skuffe, men når han så, uden at blinke, sætter sine hovedpersoner til at tæve og skyde små drenge, hopper kæden altså af.
Flere steder virker det som om at Padilha peger på den rige unge middelklasse som de egentligt ansvarlige. Logikken syntes at være, at hvis de blot kunne være med at købe tjald og coke af narkokartellerne, så ville hele situationen løse sig selv. En noget forskruet logik må man sige.
Padilha har dog rimelig godt fat på hans miljø. Storbyportrættet er dynamisk og troværdigt, godt hjulpet på vej af en dokumentarlignende håndholdt kameraføring, der dog har det med at kamme lidt over i actionsekvenserne.
”Elitestyrken” bliver markedsført som en slags efterfølger til ”City of God” men det er kun i deres emneområde og miljø at man kan tale om et tilhørsforhold de to film imellem, kvalitetsmæssigt er der en verden til forskel.
