Skriv en kommentar
Susanne Bier er en af de mest succesfulde danske instruktører. Ikke nok med at hun har været nomineret til en oscar flere gange, så har hun endda også vundet én og fået lov til at lave flere film i Hollywood og taget springet fra den danske til den internationale scene.
Derfor er det altid spændende at se, hvad hun laver, fordi hun er en unik skikkelse i danskfilm. På mange måder er hun det modsatte af den lige så kendte danske instruktør Lars Von-Trier, fordi hun ikke på samme måde er optaget af at lave film til sig selv, men gerne vil lave film, der kan underholde så mange mennesker som muligt. Det er dog i dette ønske om at favne et bredt publikum, at hendes seneste skud på stamme af melodramaer, En chance til falder fra hinanden.
Historien er ellers i sit udgangspunkt nervepirrende og familiær. For spørgsmålet der bliver stillet er; hvad ville du gøre, hvis du mistede dit spædbarn, hvordan ville udfylde det tomrum, som dit afkom efterlader? Det er en både dramatisk og rørende problemstilling, som alle, der har været i kontakt med en familie vil kunne sætte sig ind i. Når det tilmed også er lykkedes at hente Nikolaj Coster-Waldau, der har en forrygende karriere i USA, hjem til at spille hovedrollen, og bl.a. Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas til at udgøre birollerne i filmen, burde filmen bare være et stensikkert hit, men så alligevel ikke.
En tynd kop te
For på trods af de på papiret meget hårdtslående og hjertegribende emner, som filmen berører, føles intet af det i sidste ende virkeligt, og det er der flere årsager til. Alle karakterne i filmen, med undtagelse af Coster-Waldau, er papirtynde. Konen er så uforklarlig eksalteret og gal, og en tikkende bombe, der bare venter på at gå af til en sådan grad, at hendes personlighed aldrig rækker ud over forholdet til hendes barn. Lie Kaas’ pusher er intet mere end en ekstremt selvoptaget mand, og Ulrich Thomsen bliver aldrig mere end en fordrukken betjent.
Musikken er en pastiche over al violindramatisk underlægningsmusik, og det er endda de samme få minutter musik, der gentages igennem hele filmen. Værst er dog, at katalysatoren, hele årsagen til at Coster-Waldaus karakter foretager den utilgivelige handling som han gør, er så ufrivilligt komisk iscenesat og kunstig, at filmen allerede der mister forbindelsen til virkeligheden.
Og det er i realiteten det, der gør at filmen ikke rigtig fungerer. Der er simpelthen ikke nogen egentlig dybde i den historie, som fortælles. Vi bliver hele tiden holdt i en armslængde fra personerne og kommer aldrig ind på livet af dem. Det ville sikkert have fungeret i et amerikansk melodrama, men på den danske filmscene, hvor man ikke har de samme ressourcer at gøre godt med til visueldistraktion, må man også forvente, at der er bedre styr på de mest basale elementer som historien.
En chance til er såmænd ikke noget forfærdeligt melodrama, men det er et overfladisk af slagsen og, derfor bliver dramaet aldrig rørende. Historien hænger ikke rigtig sammen, menneskerne virker mere som klichéer end personer, men det virkelige problem er, at det at miste et barn bliver behandlet som et dramaturgisk kneb, og ikke som en mulighed til at udforske vores menneskelighed.
