Skriv en kommentar
Allerede i filmens første scene ser vi det lille drama, da den læsende 18-årige Maria har pjækket fra skolen, og uden smil ses i hendes højre øje en tåre på vej mod den blanke næse med tanken om en smerte. Alt imens står vinduet åbent, vinden rasler, og fuglene er sommerglade med en fløjtende tiltrækningskraft, og med de gammeldagsgardiner er vi på en østtysk hjemstavsgård i Thüringen, hvor Maria er flyttet ind på loftet med sin elskede Johannes, som er mest optaget af et nyt fotografiapparat: Mamiya, så drømmen er at fotografere folk i stedet for at være sammen med dem, og han er mere end lidt nørdet. Og moderen siger med smil på læben stolt om sin nye pisker:Med dette apparat skal jeg ikke længere piske flødeskum med hånden - familien er blevet lovet nye og bedre tider med Vestens drivkraft.
I mens sidder Maria og læser Brødrene Karamazov, og siger hun ikke kan forstå at Muren er væltet – hun møder tilfældigvis enspænderen Henner, som lever med heste på det mest umoderne landbrug – og hurtigt bliver hun indsluset i de dybeste hemmeligheder, og Maria har altid en god undskyldning for ikke at være med til en middag, når hun i en rus, har været besat af Henners voldsomme, grove elskovslege ved højlys dag – første gang går hun hurtigt i bad, og ser hans kødelige mærker – hun tror, hun kan vaske skylden af – og har derfor nok ikke helt fattet Dostojevskijs romaner. En af filmens store scener er, da Johannes går rundt i nabolaget og skal fotografere til optagelsesprøve, og kommer til Henners småbrug og knipser løs, hvor Maria står bag et gardin, og skal lige hen og iagttage hans fotografering, da han retter apparatet op i mod vinduet, og skyder af fra hoften. Klik. Klik. ”Mon jeg kom med på billedet?” – billeder lyver aldrig, har vi lært, men det gør de ofte. Livet kan være smertefuldt, men det går over - burde stå hos en hver familie.
Maria spilles forførende af den unge Marlene Burow (f. 2000) – som perfekt kan spille et dobbeltliv – og derfor ikke have et liv – men som bliver besat af Henners (spillet dramatisk af Felix Kruse f.1973) – og en af de få gange, hvor Maria blomstrer op er, da hun hos familien fortæller om sin ungdom som 12-årig i partiet – som pioner – var forsanger, og hun rejser sig og strålende udfører ”Wir sind die Moorsoldaten” fra 1933, som senere blev gjort kendt af den tyske folkesanger Hannes Wader – og med ét begynder de andre familiemedlemmer en efter en at synge med – den eneste gang på hjemmefronten hun kommer i fokus og viser sit værd. Og Henners styrke er med til at gøre Maria voksen og løsrive sig, og de bare kroppe gør kornmarken mere gul. Henner har en mørk side, som kommer frem en dag Maria ser ham fuld på et værtshus, og hører om hans moder, der var gift med en SS-officer og voldtaget af en russisk soldat og om hans tidligere kone: En kælling, som også var med i Stasi. Han ses læsende den østrigske forfatter Trakl (1887-1914), som led af svære depressioner, og lever som alkoholiker, han dør i en overdosis kokain i 1914, efter at han havde været sendt til Østfronten ved et blodigt slag i Sydpolen. Måske han her så sig selv.
Filmen er et af de bedste forsøg på at skildre det gamle Østtyskland uden at blive sentimental – og der er nu gået en generation efter Murens fald – og Muren er der stadig – og selve filmens titel er med til at løfte hele tilværelsen op. Men filmen slutter på en måde, så Maria slipper for at forsvare sig.
