Skriv en kommentar
De to gamle venner Sam og Jonathan bor på en udefineret institution og lever af at rejse rundt og sælge spøg og skæmt artikler. De rejser fra den ene scene til den anden og guider os med alvorlige miner, og lommerne fyldt med vampyrtænder, lattermaskiner og pruttepuder, gennem en række forskellige hverdagsbegivenheder, der spænder over alt fra kærestesorg til dyreforsøg. Det er en anelse absurd, men overraskende fængslende.
Åbningsscenen i En due sad på en gren og funderede over tilværelsen viser en ældre mand der står på et ellers tomt naturhistorisk museum, og kigger på en due i en montre. Kameraet bevæger sig ikke, der er ikke klippet, og intet bliver sagt. Farverne er afdæmpede og udvaskede. Men musikken er munter og står i skrap kontrast til det dystre billede. Det er mærkeligt og man når at undre sig over hvad det egentlig handler om, inden filmen går rigtigt i gang.
Men åbningsscenen er ikke tilfældig, den passer perfekt til både titel og filmen som helhed. Gentagende gange ser vi nemlig, med en interessant kameravinkel, tingene ske gennem et vindue, eller på afstand. Roy Andersson, som har instrueret filmen, har virkelig forstået at bruge mediet til at vise en række hverdagsbegivenheder, så man bliver tilskuer til brudstykker fra en hverdag.
Vi følger tre møder med døden, hvor en mand falder om med hjertestop i stuen, og konen ikke kan høre det fordi hun har for travlt med at synge falsk i køkkenet. En dame der ikke vil give slip på sin taske i hospitalssengen, og en mand falder om i et færgecafeteria efter at han har betalt for sin frokost. Men købet kan desværre ikke refunderes. De samme replikker bliver gentaget i de forskellige scener, og vi tages med til både hjertesorg midt i dansetimer, og til dyreforsøg med en abe der skriger så hjerteskærende at det gør ondt.
En due sad på en gren og funderede over tilværelsen er sidste del i Roy Anderssons trilogi om at være menneske. Første film Sange fra anden sal kom i 2000, og Du levende i 2007. Filmen vandt Guldløven i Venedig sidste år og er en overraskende fængende film. Den meget æstetisk, fuld af stilbilleder, hvor kun enkelte ting bevæger sig, som f.eks. en scene hvor de to venner går hen af vej. Kameraet bevæger sig ikke og man ser dem komme gående ind i kameravinklen, snakke, stoppe, skændes, og så fortsætte, uden at der bliver klippet. Det virker utroligt godt.
Jeg er meget begejstret over denne film, som er tankevækkende og meget speciel. Midt i dens absurditeter har den et meget fint budskab. Gentagelsen af replikken: ”Vad roligt at høre at ni har det bra” (Som på dansk betyder: Godt at høre at I har det godt) sagt af mennesker der er tæt på et sammenbrud, og næsten krakkeleret i overfladen, virker meget stærkt, og bliver forstærket af en anden replik der også går igen i filmen: ”Det er for sent til det der, der er mange der skal tidligt op, det må vente”. Ligegyldigheden i vores daglige ræs, hvor det tit er vigtigere at følge sin plan og nå sit skema, end hvordan vi egentlig går og har det, bliver på den måde elegant udstillet.
Men selvom Homo Sapiens lukker øjnene for virkeligheden, for at klare sig og resultatet bliver ørkesløshed, er dette ikke en film man bliver trist af. Det er snarere en tankevækker der opfordrer til at gå ud af biografen, åbne øjnene, og huske på at nyde tilværelsen mens man har den.
Se den med et åbent sind og lad dig overraske.
