Skriv en kommentar
Ved sidste års Berlinale var Pernille Fischer Christensens En Familie sammen med Thomas Vinterbergs Submarino udtaget til hovedkonkurrencen, og selvom Christensen tidligere har vundet på festivalen med En Soap havde verdenspressen mere øje og interesse for Vinterberg, også selvom filmen faktisk vandt kritikernes pris den såkaldte FIPRESCI på festivalen.
Nu får filmen så endelig premiere i de danske biografer efter et langt festivalliv rundt omkring i verden. En turne der har indbragt tre priser heriblandt for bedste mandlige hovedrolle til Jesper Christensens familiepatriark Richard på den spanske internationale filmfestival i Valladolid.
Richard er ved filmens start ved at komme sig oven på en kræftbehandling af lungerne, hvilket dog ikke holder ham væk fra hans liv og hjerteblod: familiens hofleverende bageri. Bageriet har han, som vi finurligt fortælles i indledningen, overtaget fra sin far, der i sin tid overtog det fra sin far, der i sin tid gik hele vejen fra Tyskland til Danmark kun med en sæk korn på ryggen. Da Richard erklæres rask beslutter han at ham og kæresten Sanne (Anne Louise Hasing) skal giftes, for når hun, som han udtrykker det i bryllupstalen, har kunnet tage det sure, ved at passe ham i et helt år uden at klage, så fortjener hun også det søde.
Samtidig følger vi hans ældste datter Ditte (Lene Maria Christensen) og hendes drøm om at komme til New York som gallerist sammen med sin kunstnerkæreste Peter (Pilou Asbæk). En drøm der først trues af en uventet graviditet og siden af Richards genkommende kræft som har spredt sig.
En familie er blevet til som et samarbejde mellem Kim Fupz Aakeson og Pernille Fiscer Christensens, hvor undersøgelsen af den moderne familie indkredses til en spænding mellem tradition og frihed. Skal Ditte vælge sin egen lykke eller blive og videreføre farens forventning om at hun fører familieforretningen videre?! Som sådan præsenterer En Familie en klassisk moderne tematik, hvor samfundets udvikling og forandring skaber brud på tværs af generationerne. Det der gør filmen så levende og vedkommende trods sine veltravede problemstilling er skuespillets intensitet og rene tone. Alle fra Jesper Christensens bestemmende patriark, der må se sig reduceret til en kræftsvækket olding, over Pilou Asbæks spil som den stadig mere frustrerende kæreste til den på en og samme tid vankelmodige og stædige Ditte, til familiens mindste barn Vimmer spillet af Gustav Fischer Kjærulff som også lyste op med sin præstation i Submarino. Dette spil gør at indlevelsen holdes fast næsten til slut, hvor filmen desværre lidt mister den sprudlende intensitet som klart er En Families store force udover skuespillet.
