Skriv en kommentar
Francois (Jacques Tati) er byens original og postbud, langlæmmet pedalerende, bliver posten afleveret korrekt. Nogle skal vækkes, og han står sig ikke tilbage for at brevet skal afleveres personligt, og træder gerne ind og folks dagligstuer, som sydens skikke byder.
Men en dag er der så uroligheder i luften. Byens mastodontisk flagstang skal plantes på bytorvet, en gammel meget krumrygget kone og hendes ged, kan lige se med ved at lægge nakken helt tilbage. Francois må hurtig tage styring over foretagendet, mens cirkuset ankommer. Der er romantik i luften, charme og stribede trøjer, og tyglsgardiner der blafrer bag unge forventningsfulde piger, der sikkert har kedet sig bravt indtil denne dag.
Cirkuset/tivoliet bliver sat sammen og køreklart, borgmesteren og de andre af byens deltagere er begyndt, der bliver skålet, børn vælter rundt og alt er nærmest kaos for den pligtopfyldende Francois. I et telt vises en stumfilm om det amerikanske postvæsen og deres usædvanlige effektivitet, og han bliver sært bevæget og inspireret af sin oversøiske kollegaer.
Dagen efter skal det stå for en prøve, og da byen så småt er pakket væk igen til genkendelighed, spurter Francois gennem byen for amerikanisere og effektivisere sin postgang!
Et typisk Jacques Tati stempel hviler over denne antikvariske sag tilbage fra 1949! Den har sikkert chokeret men i hvert fald være fremsynet som en del af hans film, omkring effektivisering. Men i dag er den udover enkle morsomme scener kun en billedbog over en nostalgisk tid. Der er en del Morten Korch stemning i vente, for romantikerne. Musikken er ganske forunderlig og er med til at styre løjerne, som desværre falder meget til jorden set med nutidens øjne. Der er for meget falde-i-bananskræld over det, og der går langt tid mellem den gode komik, det er egentlig først til slut i filmen at Tati får skruet op for vanviddet, at det fungere. Stort set alle hans film har det med at være forældede, på nær "Trafik" og Festlige Feriedage", generelt har de ikke den geniale klassiske dybde som eksempelvis Buster Keaton og især Charlie Chaplin, som også var særdeles politisk. Tati har det med at overdrive, og trække tingene for langt ud, disse momenter er der en del af, i denne film, som ikke hører til hans bedste.
