Skriv en kommentar
Ken Loach er, sammen med Mike Leigh, et af de rigtig store navne i den engelske socialrealisme. Han har gentagne gange vist en evne til at belyse sociale problemstillinger igennem små, personlige historier, noget der kun kan lykkes hvis man som instruktør har et solidt greb om sine personkarakteristikker og sine fortællermæssige virkemidler, hvilket Loach må siges at have.
Med ” En Fri Verden…”kaster Loach sig over problematikken med billig arbejdskraft, hovedsageligt importeret fra Østeuropa og Mellemøsten, og de uligheder og uretfærdigheder dette medfører.
Den enlige mor Angie (Kierston Wareing) arbejder på en slags arbejdsformidling, der skaffer arbejde til indvandrere. Da hun nægter at finde sig i sexchikane bliver hun fyret, og hun vælger derfor at starte sit eget arbejdsformidlingsselskab sammen med veninden Rose. (Juliet Ellis) Angie ser virksomheden som sin sidste store chance for at skabe noget for hende selv og hendes søn, og er skrækslagen for at ende som en lønslave, ligesom hendes forældre. Hun bruger derfor alle kneb i bogen for at gøre forretningen til en succes, inklusive tvivlsom bogføring, formidling af ulovlig arbejdskraft, og ikke mindst sit kønne ydre. I alt dette er der naturligvis ikke meget tid tilbage til hendes søn, der reagerer med at blive voldelig over for sine skolekammerater og ender med at må flytte hjem til bedsteforældrene.
Helt fra starten af er det som om at der er noget der ikke er i balance i ” En Fri Verden…” Man når aldrig rigtig at få sympati for Angie, da man hele tiden er konfronteret med folk der helt åbenlyst har det meget værre. Problemstillingen med den stakkels enlige mor der kommer til at forsømme sit barn i sine forsøg på at skabe bedre materielle kår for dem begge, er naturligvis relevant, men når aldrig rigtig videre end klichestadiet, og virker igen temmelig hul, når man ser på de elendige kår som hendes arbejdere lever under. Det hjælper heller ikke på sagerne at Angie det meste af tiden fremstår som en egoistisk dulle når hun drøner rundt på sin motorcykel i lædergear med brintet hår og bruger sine kvindelige fortrin til at skaffe kunder.
Som filmen skrider frem, så skrider Angies moral også, og hun begynder at formidle ulovlig arbejdskraft til tvivlsomme arbejdsgivere. Hun begynder tilmed at udleje sengepladser til arbejderne, hvilket viser sig at være yderst profitabelt.
Det skal naturligvis gå galt og det gør det også, og snart har Angie en hulens masse vrede arbejdere på nakken, fordi en af disse tvivlsomme arbejdsgivere har stukket af uden at betale.
”En Fri Verden” er så forudsigelig og mekanisk i sin katastrofekurs at det til tider virker decideret utroværdigt. Faktisk virker det nærmest som om filmen er lavet på automatpilot. Mange af scenerne virker underligt uafsluttede, mens andre scener er besynderligt umotiverede, som for eksempel når Angie og Rose efter en kedelig aften i byen ringer til et par af de lækre fyre fra sjakket for at tilfredsstille dem seksuelt. Det handler givetvis om den vestlige verdens udnyttelse af arbejderne på endnu et plan, koblet med en noget påtaget seksuel ligestilling, men det eneste som scenen det tilføjer filmen som helhed er mere uklarhed – hvilket der er rigeligt af i forvejen.
Socialrealismen som genre er dybt afhængig af gode troværdige karakterer man kan holde af, og en gennemarbejdet historie. “En Fri Verden…” har ingen af delene, og man sidder tilbage med en tung, humorforladt film, med en hovedperson der på ingen måde formår at vække tilskuerens sympati.
Ken Loach har utvivlsomt hjertet på rette sted, og forsøger med denne film at gøre opmærksom på et meget relevant emne. Desværre er det ret svært at se præcis hvad Loach forsøger at sige med denne trøstesløse film – udover selvfølgelig at det er synd for dem der har det hårdt, hvilket vel næppe kan komme bag på nogen…
Det er besynderligt at Loach falder igennem på præcis de punkter hvor han før har vist så stor styrke og sikkerhed, men selv de bedste kan vel fejle en gang imellem.
“En Fri Verden…” kan til nød fungere som et meget langtrukkent debatoplæg om fremmedarbejderes kår i den vestlige verden, som film er den en tung og uinspirerende affære og, ærligt talt, ikke meget bevendt.
