Skriv en kommentar
Vi kender det nok alle sammen. Omkring os oplever vi stille, nærmest anonyme eksistenser, som ender med at blive dømt, misforstået, latterliggjort og hånet, selv om der bag det ydre gemmer sig triste, måske ligefrem tragiske historier. Måske er det den enlige kvinde i køen foran dig, som køber fast føde i form af en pakke billige fiskefrikadeller og dertil en karton af den billigste papvin. Måske er det den modne mand, der møder sine medmennesker vrissent, uanset om de møver sig foran i køen eller ‘kender deres plads’ bag ham.
59-årlige Ove er en af disse personer. Med stor ildhu holder han øje med, om biler og cykler holder forskriftsmæssigt parkeret, om skrald bliver anbragt i de korrekte fraktioner i skraldecontainerne, og om der ganske uhørt forekommer kørsel med biler og/eller knallerter på gangstierne i boligområdet.
Historien om Ove bliver ridset op med en sart vekslen mellem rørende, barokke og lejlighedsvist gribende og vemodige iagttagelser. For os i biografens mørke er der ikke tale om en udtalt munter oplevelse. Næh, tværtimod bliver filmen et skoleeksempel på, hvordan man kan blive grebet om hjertet og sine steder mærker en tåre presse sig på i øjenkrogen. Og så er det alligevel også en lun oplevelse. En beretning om, hvordan uventede omstændigheder kan åbne for ny erkendelse og få sænket parader, der har været hævet alt, alt for længe.
Oves postkasse bliver uforvarende påkørt og smadret af en nabofamilies bil da en svensk, og alt andet end handy, mand, hans højgravide kone fra Iran og deres to små piger flytter ind. Det åbner for faretruende perspektiver om forholdet til fremmede, men faktisk viser Nasasin sig at være et kærligt, empatisk og, ikke mindst i forhold til Ove, yderst tålmodigt menneske. Hun trænger med mange små skridt ind under huden på den gamle gnavpot, der folder en i realiteten temmeligt tragisk familiehistorie ud. Skridt der medvirker til, at Ove så småt vender sig mod andre mennesker og lægger længslen efter genforening med sin afdøde kone, og den deraf følgende selvmordstrang, bag sig.
I sit udgangspunkt har En mand der hedder Ove visse lighedspunkter med Clint Eastwoods Gran Torino fra 2008, blot er der i denne film et absolut fravær af vold og action - når man altså ser bort fra den smadrede postkasse. Det er en fin lavmælt fortælling om, hvad der kan gemme sig bag et vredladent og gryntende ydre.
Rolf Lassgård udtrykker som Ove fornemt både de umiddelbare og ikke særligt sympatiske ydre karaktertræk og den udtalte længsel efter at blive genforenet med den afdøde kone. Et absolut centrum for filmen, der får med- og modspil i den glimrende casting til filmens sammensatte persongalleri. Det gælder Ida Engvoll, der meget tidligt falder for den stille og kejtede Ove og bliver hans livs store kærlighed. Det gælder Chatarina Larsson i rollen som Anita, der er gift med den tidligere formand for beboerforeningen Rune, som - efter Oves mening i hvert fald - afsatte Ove på samme post ved et kup. Og det gælder selvfølgelig også Filip Berg i rollen som den unge Ove, der med sin stille og gennemført retskafne facon tidligt lægger grunden til et liv uden nævneværdige ambitioner.
En mand der hedder Ove byder på beretningen om et livsforløb, som man nemt kan nikke genkendende til, enten som direkte involveret eller som iagttager på afstand. Når slutteksterne til slut ruller over lærredet, sidder man tilbage både grebet og varm om hjertet - og en lille smule klogere på livet.
