Skriv en kommentar
Charles Bronson har i filmens verden altid været synonymt med action uden de store dikkedarer, nogle actionfliks mere vellykkede end andre. Manden har dog være aktør og nærmest fast inventar i en række klassikere som bl.a. ”Vestens Hårde Halse”, ”Det Beskidte Dusin”, ”Syv Der Sejrer” og ”En Mand Ser Rødt”; efter sidstnævnte fik Bronson status som cool killer og medvirkede i en række b-action film, bl.a. fire opfølgere till ”En Mand Ser Rødt”. Hvor den første film er solid action på drengen, er ingen af opfølgerne imidlertid ikke andet end gennemsnitligt dårlige film, man kan mene er så ringe at de er ufrivilligt komiske og derfor har en eller anden form for underholdningsværdi. Med denne nummer fem i serien knækker filmen dog for alvor – og det er ikke komisk længere, men udelukkende plat. Hvis der nogensinde skulle være en grund til at lege frustreret Charles Bronson i blodrus, er det efter man har set dette bras.
I denne sidste del af ”En Mand Ser Rødt”, er Paul Kersey (Charles Bronson) vendt tilbage til New York i et forsøg på at lægge alt det der selvtægt bag sig. Derfor lægger Kersey pistolen i skuffen, efter at have plaffet folk ned gennem to årtier. Han dater endda den skønne modedesigner Olivia (Lesley-Anne Down) og alt ånder fred og idyl...med det lille minus at eksmanden og gangsterbossen Tommy O'Shea (Michael Parks) har et horn i siden på sin tidligere udkårne og pusser gorillaerne på hende. Olivia bliver dræbt af håndlangeren Freddie Flake (Robert Joy) og til trods for at politiet høfligt beder Kersey pænt om ikke at genoptage sin gamle vane, er Kersey som bekendt ikke lige til at stoppe. Han ser rødt og tager kampen op med gangsterne.
Plottet er forudsigeligt og hullet som en Osama Bin Laden skydeskive. Dog lægger filmen også mest vægt på en masse vanvittigt eksekverede mord, hvad der er umådeligt svært at tage alvorligt, når det gennem under hele filmen lyser ud af Bronson, at han keder sig ligeså bravt som os der ser den. Persongalleriet i øvrigt er også helt ude i hampen og utroværdigt i ethvert henseende; der jokkes og trampes i mafiososkurke floskler og stereotyper så man tror det er ren parodi. Men selv i en parodi, ville en tændstik gumlende skurk ved navn Paconi sgu da ikke dø ved æde cyanid caloni eller noget så idiotisk som at blive sprængt i luften af en fjernstyret fodbold med indbygget napalmbombe. Det helt store mysterium er dog hvorfor i alverden politiet aldrig har pågrebet Kersey, vedvidende at han gennem tyve år har slået flere hundrede ihjel. Naturligvis ligger det lidt i kortene at 'a man gotta do what a man gotta do', og det faktum at han rydder op for politiet blandt kriminelle udskud. Det er dog stadig et alt for skråsikkert og uklart et grundlag for, hvorfor ingen overhovedet griber ind overfor gunslinger Kersey, andet end at politiet må synes at han er en rigtig guttermand. Han fortsætter upåvirket med at bøffe forbrydere til højre og venstre, hvilket ironisk nok er lige præcis hvad han selv er som selvtægtsdræber. Der er alt for mange platte bidrag på sort set alle niveauer og tåbelige plothuller til at filmen kan hænge sammen - og plottet i sig selv er nu bestemt heller ikke noget at slå ihjel for. Der er egentlig ikke meget andet positivt at sige, end der trods alt sker nok til at man ikke falder i søvn.
Den første ”En Mand Ser Rødt” fra 1974 blev på baggrund af selvtægts tematikken uhørt kontroversiel, særligt da den var rygende aktuel. New York var plaget af høj stigning af overlagte mord og befolkningen så magtesløse til og der har sikkert været en masse der har gået i Paul Kersey tanker. Det interessante ved den første film, er at der stilles et stort spørgsmålstegn ved selvtægten. Kersey er ikke actionhelten der pløkker alle på den i hans verden forkerte side af fortorvet, men en almindelig mand der får dræbt sin kone og hvis eneste forskuet løsning bliver at hævne sig på alt og alle. Desværre har ”En Mand Der Ser Rødt 5” hverken et eneste gram tankevækkende tema eller bare et velfungerende manuskript for den sags skyld. Til gengæld er det en smule underholdende at se overdrevet actionsekvenser, der er temmelig ringe – fjollet nok til at man alligevel gider at se skidtet færdig. Filmen bliver aldrig den ramme af festfyrværkeri, den selv håber på - men et par hidsige knaldperle knald indimellem trækker alligevel filmen en smule op.
Der er intet ekstra materiale og hverken lyd eller billede rykker.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:On Air Video.
