Skriv en kommentar
Filmens titel henviser til den jødiske tradition at sidde Shivah. Den begynder i hjemmet umiddelbart efter, at en person, der har boet der, er død. Perioden giver slægtninge og venner mulighed for at komme forbi og vise deltagelse og derved støtte de sørgende efterladte, der som udgangspunkt ikke arbejder i løbet af Shivah’en og i øvrigt opholder sig hjemme.
Når Shivah’en slutter på den syvende dag, melder hverdagen sig igen. I filmen går faderen, Eyal, og moderen, Vicky, 2 meget forskellige veje i deres bearbejdelse af tabet. Hvor Vicky søger normaliteten og den daglige trummerum som lærer, kaster Eyal forpligtelserne helt af sig, stjæler sønnens medicinske cannabis fra det hospice, hvor sønnen opholdt i den sidste svære til af sit sygdomsforløb, og begynder at hænge ud og ryge sig skæv i selskab med naboens flippede søn, Zooler.
Der er ingen tvivl om, at Eyal savner sin søn. Det ligger ham bare ikke lige for at søge afklaringen sammen med sin kone. Det virker nærmest som om det er et mål i sig selv at gøre det diametralt modsatte af, hvad konen gør. Da naboparret dukker op om morgenen på syvendedagen af Shivah’en, forsøger konen høfligt og korrekt at tage imod den medbragte skål salat, mens surt bemærker: ”Hvorfor kommer I først nu?”. Meget bedre bliver det ikke, da Eyal opsøger nabokonen for at klage over, hun og manden elsker med lidt for høj lydstyrke over for omgivelserne.
Sammen med Zooler fornemmer man til gengæld, at Eyal kommer en smule tættere på at forstå sin egen søns liv og interesser. En oplevelse, der fører ham videre til sammen med Zooler at tage sig af en lille glad og udadvendt pige på sønnens hospice, hvor hun synes at holde humøret højt og erkendelsen af sin mors livstruende sygdom på afstand med et billede af alvoren, der er ’tegnet’ med en barnets abstraktion.
Polonsky har som instruktør opnået en ganske særlig kemi ved at bringe Shai Avivi, der er kendt fra en række israelske komedier, i rollen som Eyal sammen med Evgina Dodina, der fortrinsvis er kendt fra teaterscener i Rusland og Israel, i rollen som Vicky. En kemi, som på glimrende vis formidler figurernes kontraster og som i øvrigt med fin diskret lune understreger lyset i en ellers mørk fortælling. Det er desuden en lille spøjs detalje, at Tomer Kapon måtte tage flere kilo på for at lægge afstand til sit actionfigur-look, som er kendt fra flere film – og fra den glimrende israelske spændingsserie Fauda, der kan opleves på Netflex.
Der er først og fremmest noget universelt over fortællingen om tabet af et barn, som kan forekomme hvor som helst. Ved at knytte den til et israelsk forældrepar, er der god grobund for at for at tilføre historien et stænk jødisk tradition. Dertil kommer de særlige krydderier, der bliver føjet til med hovedrollernes eminente samspil og med den særlige nonchalance og de mange små detaljer, som ’tegner’ filmens israelske hverdag.
Det er derfor med et lille smil på læben og med en smule lettelse i tankerne over udgangen på historien man begiver sig ud af biografsalen. Det kan stærkt anbefales at opsøge en biograf, der viser denne lille perle – og blive en smule klogere på døden og på livet.
