Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Året er 1985. Befolkningen er hovedsageligt sort. Magttinden er hvid. Men Sydafrikas elefanter er stadig grå. Midt i denne farveopdelte verden prøver politiske repræsentanter fra den hvide elites dominerende magtcenter og den undertrykte sorte befolknings undergrundsorganisation, ACN, med en fængslet Mandela i front, at finde en slags holdbart kompromis, en virkeliggørende fredserklæring, en ny kurs mod en mere retfærdig og inkluderende fremtid, der en gang for alle annullerer den uretfærdige, ekskluderende samtid.
Endgame zoomer ind på Sydafrika i starthalvfemserne, et land i evindeligt oprør, en vedvarende krig mellem den hvide demografi, der sidder på den politiske magt og nyder alle privilegier og den sorte population, der bliver holdt uden for det gode selskab, ligesom de bliver nægtet basale menneskelige rettigheder. Et privat firma med økonomiske interesser i Sydafrika kan ikke udfolde sine stræbende markedskræfter i det splittede land, så firmaet påtager sig den ikke simple opgave at gennemtrumfe en fredelig løsning på apartheid.
Indledningsvist tager de kontakt til den sydafrikanske oprørsgruppe ANC med Mandela i fortrop og Sydafrikas hvide anti-apartheid bevægelse. De primære mål er ikke nødvendigvis proaktive handlingsforslag, men et spinkelt håb om at diskutere, hvilke mekanismer, der skal til for at underminere eller helt afskaffe apartheid. Professor Esterhuyse (William Hurt), en hvid sydafrikaner, er en af de hvide delegerede, der qua sin humanistiske vinkel og proliberale holdninger skal fungere som en neutral, empatisk repræsentant for den hvide side. Den sydafrikanske regering beder ham dog rapportere tilbage til den, så den kan danne sig et bedre indtryk af, hvem ANC egentlig er, og hvad de vil.
ANCs repræsentant, Thabo Mbeki (senere Sydafrikas præsident - 1999-2008), spillet af Chiwetel Ejiofor, frygtet og foragtet, viser sig til gengæld fra en ganske anden vinkel. Velartikuleret, reflekterende og altruistisk, er han oprigtigt indstillet på at nå frem til en varig løsning, en fredsopretholdende løsning. Han går sågar så vidt som at pointere, at fortid skal blive i fortiden, og at ingen hvide sydafrikanere skal straffes for at have medvirket til at opretholde apartheid. Denne medmenneskelighed overbeviser professor Esterhuyse om, at her er ægte grobund for at omforme nutiden og så frø for en bedre, mere human fremtid.
I stedet for at melde tilbage til regeringen, påbegynder han en langsommelig forsoningsproces med Thabo Mbeki, og et varmt venskab begynder så småt at vokse mellem to umiddelbart vidt forskellige mænd. Ligesom det opsplittede sydafrikanske land for første gang skimter en fælles horisont …
Black or white
Med et brændende interessant emne på papiret samt en dygtig instruktør bag kameraet, burde det være en legitimeret forventning, at Endgame strittede lidt mere spændende og opslugende end et gennemsnitligt politisk drama. Desværre er dette ikke tilfældet. Filmens billedside er både gennemtænkt og hypermoderne med et rystende kamera, der forestiller det dokumentariske præg, hurtig klipning, der understreger dynamikken og en anelse grovkornede billeder, der både tilfører stilen en uheldig amatørisme og en virkelighedsbærende autencitet samt skæve billedklipninger og pludselige zooms, der i korte øjeblikke afbryder monotonien, men ved overdreven brug selv bliver ofre for en lurende monotoni. Stilen er for så vidt velkomponeret, men undgår alligevel ikke at igangsætte gabemuskulaturen mere end et par gange.
Historien, til trods for det ultraspændende materiale, forbliver uforløst. Det skylder flere faktorer. En af de mest omsiggribende er, at man aldrig kommer ind under facaden på aktørerne. I hvert fald ikke nok, ikke tilstrækkeligt. Af denne grund forbliver de blot ansigtsløse eksponenter for en større sag. De er funktionelle midler, der skal fremme det overordnede mål. Men denne noget objektive stillingstagen skærmer seeren fra rigtigt at kunne leve sig ind i problemstillingerne. En anden hæmmende faktor er, at der går alt, alt for meget kaffe-ryge-snakkeklub i foretagendet. Der bliver diskuteret, endevendt, vendt og drejet på livet løs, og selv om disse mangfoldige drøftelser er interessevækkende langt hen ad vejen, bliver de også alt for hurtigt en anelse overdøvende. Man taber ganske enkelt pusten, når man skal forholde sig til så mange brogede stemmer, der hver taler deres egen sag, henviser til ganske andre sager og undervejs opfinder helt tredje.
Mandela er naturligvis blevet et symbol på både apartheid og frihedskamp, men i denne film havde man faktisk ønsket hans tilstedeværelse fjernet. Han har absolut ingen nævneværdig rolle i filmen, men bliver alligevel presset ind i historien. Hans persona optager unødvendig skærmplads, der hellere skulle være blevet brugt på at grave dybere ned i de centrale karakterer. I stedet bliver dette Mandelske symbol ganske trivielt og trykkende, eftersom det fylder langt mere, end det reelt fortjener.
Filmens fokus er grundlæggende alt for fraspaltet. Filmen er ganske enkelt usikker på, hvad den skal rette sit analytiske projektørlys hen imod og i sin konstante forvirring ender den med at flagre diffust og dilettantisk rundt, som led den under et epileptisk anfald. Et rodet manuskript, lemfældig instruktion samt en manglende centrering omkring sagens inderste kerne indskyder blot gennemsnitlige reaktioner i seeren.
Ligesom i skak er både de hvide og de sorte brikker klar til kamp, men med forudsætningsløse, kranke spillere bag, ender partiet ikke med et overtrumfende skak mat. Nok snarere som et sjusket skakbræt med væltede skakbrikker og slappe håndled.
Another World Entertainment.
