Skriv en kommentar
Vi lærte i skolen, at under Første Verdenskrig var Danmark neutral – men vi hørte ikke, at ca. 30.000 sønderjyder blev sendt af sted som kvæg og tvangsindkaldt til tysk militærtjeneste. I de seneste par år har vi fået mange udenlandske film om krigen, og de sønderjyske soldaters kampe – og i 2018 skrev den sønderjyske forfatter Erling Jepsen romanen om Erna i Krig - som skildrer den 17-årige Kalle (spillet igangværende af Sylvester Byder) fra Bramstrup og moderens bekymring for i april 1918 at få hendes eneste søn hjem i kisten. Han virker som en dåre, og moderen viser den lokale landbetjent Meier, som har meldt sig til den tyske hær og hans ti følgere kredslægens undersøgelse af drengens svækkede tilstand - dog uden virkning – men sønnen siger også selverkendende med stor latter: Den tumpe, der ved han er dum, er klog.
Moderen Erna Jensen, spillet formidabelt og gennemskuende af Trine Dyrholm, bytter tøj med en desertør, og er pludselig med forkortet hår under tysk stålhjelm i Reserveregiment 86 på samme kaserne i Flensborg som sønnen – og får lavet en aftale med den tålmodige delingsfører Feldwebel Meier, lidt landligt underspillet af Ulrich Thomsen, at hvis han vil beskytte sønnen, kan han efter krigen flytte ind i hendes hus. Hun vækker selvfølgelig en del undren blandt menige sønderjyske soldater i sovesalen.
Vi følger alle de nervepirrende forhold på en kaserne og i krigstjenesten med de daglige konflikter, når Meier vil sætte soldaters samvittighed på spil ved, at hvis én lyver, bliver alle straffet – og Ernas kamp, da Kalle melder sig til en pigtrådsvagt, og Erna råber NEJ. Vi er med i frontens mudderpøl med de store bombardementer og for mig kunne filmens kærlighedstema sagtens være vist – uden de alt for mange lokkende krigsglimt og bombenedslag. Det virker på mig lidt for trivielt at lokke med sønderjyske pølser og kåldolmer. For at virke menneskelig.
En af filmens stærkeste scener er, hvor en af soldaterne skal dræbe deres egen kammerat med et skud – fordi han i krigen er så såret og uhelbredelig. Det er jo umenneskeligt at udsætte hjemlige soldater til det, og jeg skal ikke afsløre, hvordan problemet løses. Man lærer at stå på egne ben i krigen, hvor nogle soldater har det danske flag med som et skjold, mens de synger den sønderjyske sang af Ottesen fra 1890: ”Det haver så nyligen regnet”, og de tyske soldater nynner den tyske folkesang: ”Die Gedanken sind frei”.
De senere år er der kommet en del danske film om 1. og 2. Verdenskrig belyst meget forskelligt. Vi fik i 2018 den første film om 1. Verdenskrig, I Krig og Kærlighed hvor Esben i 3 år er med i fronten og vender hjem til Sønderjylland for at se en tysk officer, der har overtaget hans rolle, og fra 2. Verdenskrig har vi film som Hvidsten gruppen, 2012, 9. april, 2015, Under sandet, 2015, Flammen og Citronen, 2008 og senest De forbandede år, 2020 - som om vi som dansk lilleputnation har haft brug for at vise storhed og synlighed.
Filmen skal nok få et stort publikum om skyld, skam og seksuelle krænkelser, og Trine Dyrholm modtage fortjente priser, men jeg fik ikke lyst til at læse romanen.
