Skriv en kommentar
Historisk prolog:
Et barn græder af sult i en nedslidt lejlighed i Medellíns slumkvarter; en by i Columbias nordlige del. Moren hører intet – død af en overdosis er barnet efterladt til sig selv i en brutal verden af stoffer og pistoler. Barnets far er ligeledes død som følge af den narkokrig, der koster så utroligt mange mennesker livet i 80’erne og 90’ernes Columbia. I en anden del af Meddelín stiller byens helt og skurk, alt efter hvilke øjne man ser igennem, op som kongresmedlem omgivet af champagne, glitter og jublende mennesker alt i mens landets politikere synker en klup af dyb foragt.
Pablo Escobar er navnet på manden med det snuskede hår og de enormt mange drab på samvittigheden. Skurken Pablo Escobar er Columbias mest berygtede narkosmugler, og var leder af det famøse Medellínkartel, der tjente så mange penge, at det amerikaske erhvervsmagasin, Forbes, placerede Escobar på listen som verdens 7. rigeste person i 1987. Escobar var involveret i omfattende kriminatalitet, der udover narkohandel omfattede drab, kidnapninger og massiv bestikkelse af offentlige myndigheder. Helten Pablo Escobar derimod var folkets mand, og var elsket for sine donationer til den fattige del af befolkningen, der herigennem fik tildelt midler til byfornyelser, skoler mv.
Pablo Escobar er en uomtvisteligt uhåndterbar størrelse, der var både elsket og hadet. Den ene dag kunne han være din bedste ven, mens han den næste får nogen til at blæse knoppen af dig, hvis du ikke deler hans mening.
Anmeldelse af Escobar Paradise Lost
Nå, før jeg helt fortaber mig i denne makabre men interessante personlighed, må jeg hellere vende snuden mod den film anmeldelsen egentlig burde handle om: Escobar: Paradise Lost. Jeg synes dog alligevel, at det for filmens skyld var nødvendigt med en historisk indgangsvinkel, da det er særdeles vigtigt at forstå, hvilke kræfter der er på spil når man omgås narkobaronen Pablo Escobar.
Filmens omdrejningspunkt er i desværre også filmens allerstørste tab, da det netop ikke er Pablo Escobar filmen egentlig handler om – og så dog, men det vender jeg tilbage til. Nej, filmens hovedperson er en ung canadisk mand ved navn, Nick, der er rejst til Columbia med sin bror for at leve livet i strandkanten og leve af, at servere lunkne drinks under palmetræerne. Nick møder og forelsker sig i den smukke Maria, der viser sig at være niece til Pablo Escobar, for hvem familie betyder altid; i hvert fald efter eget udsagn. Herfra trækkes Nick mere og mere ind i den kaotiske og brutale hverdag, som Escobar og hans Meddelínkartel er en del af. Efter søvnløse nætter og adskillige drab uden for hovedøren beslutter Nick og Maria at stikke af fra narkokrigen. Men før dette er en mulighed, inddrager Pablo Nick til at udføre en sidste opgaven for familien som han udtrykker det. Spørgsmålet er nu bare om Nick blot er en uskyldig brik i Escobars store puslespil.
Interessant miljø og udmærkede skuespillerpræstationer
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er betaget af Sydamerika. Jeg finder det derfor også uhyre interessant, at følge filmen rundt fra slumkvarterer til smukke bjerglandskaber. Igennem filmen oplever man ligeledes en meget opdelt befolkning, hvor de rige er rige og de fattige er meget fattige. Filmen er derfor også et stykke fremragende kultur omhandlende Columbias land og historie. Jeg anser derfor filmen som værende en rejse i et smukt men barsk land, hvor forskellene er noget større end vi er vant til herhjemme.
Endvidere er det en af filmens helt klare plusser, at man har fået Benicio Del Toro til at spille Pablo Escobar, og jeg må da også erkende at han gør det fornemt. Det samme kan faktisk siges om Josh Hutchinson og Claudia Traisac, der spiller det unge forelskede par; Nick og Maria.
En forspildt mulighed
Som jeg kort antydede i starten af ovenstående afsnit, synes jeg at filmen er en forspildt mulighed for at lave en fremragende historie om den interessante Pablo Escobar – og så endda med Benicio Del Toro til at portrættere ham. I stedet virker det som om, at filmens forfatter ikke finder Pablos liv interessant nok, hvorfor man opdigter en simpel kærlighedshistorie, med en karakter (Nick), der let kan sammenlignes med den unge doktorkarakter fra filmen The Last King of Scotland. Ja faktisk ligner de to films opbygning hinanden, om end The Last King of Scotland blot er bedre udført.
Filmen Escobar: Paradise Lost synes derfor aldrig helt at kunne beslutte sig for, om man ønsker at følge Nicks eller Pablos historie. Okay, jeg vil da gerne medgive, at det er et udmærket forsøg på at fortælle historien om Pablo Escobar fra en anden vinkel. Men for at være helt ærlig, så er jeg kun interesseret i at følge historien om Pablo Escobar, hvorfor Nick for min skyld gerne måtte tage Maria under armen og smutte ud af filmen.
Filmen er i det hele taget ganske udmærket, om end jeg synes, at en fiktiv kærlighedshistorie som filmens trækplaster i stedet for Pablo Escocars egen sagtens kunne være undværet.
Du skal selvfølgelig se filmen, men kun hvis du lover at tage et kig på serien Narcos også. Denne behandler samme emne og personlighed, men med langt større omhyggelighed, som serieformatet netop tillader.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
