Skriv en kommentar
Det er altid dejligt at se nye spillere på filmbanen, og Esthers Orkester er et originalt indspark fra Alexander Sagmo og Troels Engelbrecht og andre med rødder i den århusianske filmskole Super8.
Det originale opvejer dog ikke den noget usammenhængende og fragmentariske handling med replikker, der visse steder lander på tallerkenen som tunge fødselsdagsboller.
Esther (Annika Aakjær) er en kvinde med masser af gå-på-mod og charme, og hun har skrevet en børnebog, som skal udgives som et tegnet album. Hun holder møde med forlæggeren (spillet af en altid veloplagt Peter Gantzler), og hun forlader frustreret mødet, for hun har travlt, og de kan ikke helt blive enige om betingelserne. Esther behøver en dygtig tegner, og hendes valg falder på Thomas (Johannes Lilleøre), som prøver at undslå sig, da han har travlt og ikke har erfaring med at tegne børnebøger. Men Esther er ikke sådan at afvise, og inden vi ser os om, er der lagt op til et parløb mellem de to, som rummer mere end blot et arbejdsfællesskab.
Lige så bestemt og målrettet Esther er, lige så veg og ubeslutsom er Thomas, og det fører til en række uheldige – somme tider decideret bizarre – situationer, som da Thomas skal hente sin datter Tessa i skolen for at overbringe hende en dårlig nyhed.
Historien er fortalt i lige dele flash-backs til Thomas' møde med Esther og tilbage til nutiden, hvor Thomas må prøve at få hverdagen til at hænge sammen uden virkelig at gøre noget.
Det bliver desværre aldrig rigtig sjovt, eller rigtig interessant og vedkommende, hvad der foregår i Esthers Orkester. Persontegningerne er for karikerede (især Thomas), og det går ud over troværdigheden. Nogle scener er ganske langtrukne, andre underligt korte, og på lydsiden buldrer undergangsstemningen afsted på tidspunkter, hvor den overdøver det, der faktisk foregår i billedet.
Selv om valget af de mange nærbilleder kan diskuteres, er fotograferingen absolut i orden og løfter filmen op til et professionelt niveau, og skuespilpræstationerne er også fine – især kan fremhæves Emma Pis debut i hendes præstation som den ældste datter Tessa.
Esthers Orkester er ikke nogen dårlig film, men den ved ikke rigtig, hvad den vil (eller også ved vi ikke rigtig, hvad den vil). Der er plads til forbedringer, men så kan det også være, det bliver en både original og sammenhængende film, der lander på vores tallerken næste gang.
