Skriv en kommentar
Følgende sin mands pludselig død er en efterladt hustru og hendes tre døtre samlet i det marokkanske barndomshjem i Tanger for første gang i flere år. Den yngste datter Sofia, er sammen med sin søn hjemvendt fra New York, hvor hun til daglig forsøger sig med en skuespillerkarriere, efter i en længere periode ikke at have været på talefod med sin far. Hendes ældre søstre, Kenza og Miriam, er derimod blevet i hjemstavnen og finder sig ikke i Sofias diskrete beskyldninger om, at de kunne have forhindret deres fjerde søster i at begå selvmord nogle år tidligere.
Et hus i Marokko har fokus på disse og familiens øvrige kvinder, og i løbet af en tre-dages sørgeperiode, hvor huset er fyldt med alt fra tætte slægtninge til fjerne bekendtskaber, beskæftiger filmen sig med de problemer kvinderne har med hinanden og ikke mindst de problemer, de har med sig selv.
Nordvestafrikas Familien
Når det først falder én ind at sammenligne Et hus i Marokko med John Wells' Familien (2013) (på engelsk, August: Osage County) er lighederne overraskende slående. I begge film er dødsfaldet af faren – der i øvrigt fungerer som fortæller i begge tilfælde – årsag til genforening i familiehjemmet, og i ingen af fortællingerne er dét årsag nok til, at der bliver lagt låg på konflikterne og skruet ned for temperamenterne. Derudover er der lignende figurtyper, en række af de samme temaer, og kvinderne er tilmed begge films byggesten, mens mændene er lidt patetiske og tilsidesat.
Årsagen til at en oplagt sammenligning måske ikke melder sig med det samme er dog, at udførelsen og tonen ligger i hver sin ende af spektret i de to film til trods for plottet. Kvinderne i Et hus i Marokko er på ingen måde ligeså modbydelige og hævngerrige som i Familien, men snarere skægge, passionerede og ret charmerende. Dette gør sig gældende lige fra den hudløst ærlige bedstemor, der siger tingene, som de er, uanset om modtageren er åben for input eller ej, til Miriam, der selvrealiserende indrømmer, at hun føler sig åndsvag og udbryder: ”Far er død, og jeg har plastikpatter!”
Tradition vs det moderne
Noget de alle synes at bokse med er de forventninger, det traditionelle samfund har af dem versus deres egne instinkter. Kenza giftede sig med sin fætter efter sin fars ønske, men ved ikke rigtig om hun elsker sin mand. Hun er praktiserende muslim, men har svært ved at være det lige efter bogen. Miriam har også problemer med ægteskabet og sin identitet og tror svaret ligger i at få lavet kosmetiske operationer hos en læge, hun har et godt øje til. Sofia er den eneste af de tre døtre, der har formået at emancipere sig fra sin opvækst, men den rolle hun spiller på amerikansk TV, er stereotypisk nok som fundamentalistisk muslimsk terrorist. Sløret løftes tilmed for de ældre kvinders indre kampe, og de forskellige måder generationerne håndterer sådant på er interessant at observere.
Til tider er filmen lidt langsom, men langt hen ad vejen reddes den af de portrætterede figurer, der får lov at være fascinerende, fordi de er forfriskende selvmodsigende og komplicerede. Man kunne måske ønske, at Et hus i Marokko tilbød en mere afsluttende konklusion, men på den anden side må man respektere en historie, der ikke påstår, at alle problematikker kan løses i løbet af halvanden time.
