Skriv en kommentar
I den feministiske metafilm ”The Hours”, forsøgte manuskriptforfatter Michael Cunningham at løsne en stram narrativ ved at trække linjer mellem motiv og plot i flere forhandlingsforløb, hvilket gav et helt unikt og dynamisk udtryk i en kreativ leg med tid og rum. Hvad der dengang fungerede helt ekstraordinært, forsøger Cunningham med instruktør Lajos Koltai nu igen at fremføre med ”Evening”. Faktum er desværre at der sjældent er set en mere irriterende tudefilm, der i fraværet af oprigtig dybsindighed, oven i købet ligner én kæmpe gabkendelig og patetisk misforståelse.
Ann (Vanessa Redgrave) ligger på sit dødsleje, mens tankerne i dette hendes livs efterår kredser om en episode halvtreds år tidligere, da livet var noget man som ung levede i nuet. Mens hendes to døtre Nina (Toni Collette) og Constance (Natasha Richardson) tager sig af deres moder, beretter Ann, til deres store overraskelse, om den ellers ubekendte Harris (Patrick Wilson); manden som tilsyneladende er hendes største og eneste sande kærlighed, og hun som ung (Claire Danes) mødte til veninden Lilas (Mamie Gummer) bryllup. De tre kvindeskæbner sættes nu i relief ovenpå Anns bekendelse og efter et langt liv, stilles hendes valg i kontrast overfor de beslutninger hendes to unge døtre har truffet og vil træffe. Dilemmaet om at træffe de rigtige valg i livet, kontra det ikke at træffe valg i frygt for at sætte pengene på den forkerte hest er filmens store postulat – livet er jo ih så forunderlig en størrelse.
Filmens store problem, er i den grad at temaet er alt for karikeret, klichétungt og at alting skal skæres ud i pap. Der spilles gentagende gange på let genkendelige symboler, hvad der er fuldstændigt unødvendigt eftersom temaet i forvejen udpensles på det groveste via teatralsk skuespil og forudsigeligt plot. Vejr og natur er således direkte refleksioner af hovedpersonernes sindslige tilstande, hvilket i små mængder kan virke underbyggende; i ”Evening” tages publikum i hånden som en baby, der første gang er i zoologisk have for at se elefanterne. Scenerne er skam helt exceptionel flot filmet, men når det er så ledende at regn konstant er lign med sorg, stille kyst er ensomhed, uvejrs kyst er problemer under opsejling og andet i den dur, falmer selv den smukkeste naturskildring til billige virkemidler og falder uvedkommende til jorden. Vel at mærke mens tudekoret af jammervioliner tager til i orkanstyrke.
Skuespillerpræsentationerne går fra jævnt til udmærket, og med sådan en stjernebesætning er det en smule skuffende. Dog er rutinerede Glenn Close som Lilas snobbede mor og upcoming Hugh Dancy som Lilas bror 'Buddy' blændende, mens det klæder Claire Danes i en moden hovedrolle hun absolut er i stand til at trække. Patrick Wilson, der på det seneste ellers har været ganske habil i indiefilmene ”Hard Candy” og ”Little Children”, føles komplet malplaceret som super lover Harris – hvem der skulle være en all american hero karakter alle pigerne blev forelsket i, fremstår ligeså spændende som et stykke vindblæst knækbrød hvor alle sesamfrøene er blæst af. Vanessa Redgrave gør det sådan set ganske udmærket gennem filmen, men når man ser hende rende pludrende rundt efter CGI sommerfugle, tænker man mest af alt på en retarderet hamster der løber febrilsk rundt i sit møllehjul.
”Evening” vil så gerne være en eksistentiel tudefilm der trækker på en lang række store skuespillere, flot fotografering og følger op på de gode erfaringer fra ”The Hours”. Flot er det, men filmen er fra start til slut er en lang og gabende kedelig banalisering af kvinders følelsesliv uden andet budskab end ”lev mens du gør det, elsk mens du tør det”, der udelukkende spiller på klassiske konventioner og virkemidler – og gør det virkeligt skidt. Med ”Evening” møder lægeroman ”Stegte Grønne Tomater”, sidstnævnt er en glimrende tudefilm, og er man til en af delene kan det i et vis omfang være at ”Evening” vil falde i god jord. Imidlertid skal det absolut ikke tages som en opfordring eller anbefaling.
