Skriv en kommentar
Ex Machina er om nogen en af forrige års mest omtalte forbigåelser i de danske biografer. Dette science-fiction drama, der følger skaberne af kunstig intelligens, en programmør, der skal udføre en Turing-test, samt en androide, AVA, der med iskold intensitet spilles af Alicia Vikander. Det lyder måske som en lidt tynd affære, men anmeldere (og de få mennesker, der har set den i biografen) har været ovenud positive, og det har endda tilvejebragt hele to oscar-nomineringer for bedste manuskript og bedste visuelle effekter.
Med denne forhistorie siger det sig selv, at forventningerne er helt i vejret, men lever filmen så op til disse forventninger - svaret er både ja, og nej.
Mennesker, der taler.
Først og fremmest er filmens ypperligste præstation, at den med kun 3 rigtige karakterer kan skabe et spændende og interessant drama. Det er sjældent, at jeg har været så tryllebundet af, at se to mennesker bare tale sammen og filosofere.
Eftertænksomme mennesker er som regel ekskluderet til prætentiøse kunstfilm, men her er det virkelig spændende, at gætte med og forsøge selv at svare på de metafysiske spørgsmål, om hvad det vil sige at være menneske, og hvilken rolle kunstig intelligens kommer til at spille, for ikke at tale om de ramafikationer, det kommer til at have, hvis AVA består Turing-testen og altså kan siges at rumme en menneskelignende bevidsthed.
Sådan forløber filmen næsten hele vejen igennem, imens paranoiaen og rebet hele tiden strammes, men så beslutter filmens slutning sig for at komme med den mest klichéfyldt og intetsigende slutning på en "intellektuel" science-fiction, jeg længe har set. Det er så tydeligt, at filmskaberne hele tiden har haft slutningen i baghovedet, også selvom det ikke giver nogen mening. Det kræver flere karakterbrud undervejs for at føre til denne slutning og er åbenbart en pris er klar til at betale, for en åben og tom slutning, der i stedet for at give os nye tanker at tygge på, ender med følelsen af en historie, der stak af fra forfatterne.
Ex Machina er uden tvivl en interessant filmoplevelse. De tre skuespillere, Oscar Isaac, Domhnall Gleeson og Alicia Vikander gør det alle fremragende, og udfylder deres roller så eminent, at man sagtens kan holde ud at se på de tre tale sammen i to timer, og selvom der bliver stillet et par interessant metafysiske spørgsmål op undervejs, så ændrer det ikke på, at slutningen er så antiklimatisk og så blottet for andet end generiske budskaber om maskinernes overtag på menneskerne, at man må spørge sig selv, om menneskerne bag denne film egentlig selv har vidst, hvad de ville sige med filmen?
