Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

The Crow
The Crow billede

Børnene Fra Sølv...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Exit Through the Gift Shop

12. maj 2011 af Kasper Sølvsten

5 stjerner Skriv en kommentar

Exit Through the Gift Shop billede

Thierry Guetta drømmer om at filme den notorisk hemmelighedsfulde street artist Banksy, men da det lykkes, vender Banksy kameraet den modsatte vej. Resultatet er dybt originalt og aldeles fremragende

I dette øjeblik læser du disse ord. De er begyndelsen på en anmeldelse af en film, og eftersom du læser disse ord, må denne film nødvendigvis eksistere. Men der er et paradoks. For når du læser disse ord, læser du om en film, du aldrig kommer til at se. Det, du kommer til at se, er en film om en film, du ikke kommer til at se. Det, du kommer til at se, er en film om en mand ved navn Thierry Guetta, der overbeviste verdens mest fremtrædende street art-kunstnere om, at han var en filmmager, der ville lave en film om dem. Men i virkeligheden var han bare en godmodig tosse med et kamera, intet filmisk talent og ingen intention om at lave nogen film. Og det syntes Banksy, street artens ukronede konge, var så interessant en historie, at han besluttede sig for at lave en film om det. Han kaldte den ’Exit Throught the Gift Shop’, og det, du læser nu, er en anmeldelse af den. Lad mig forsøge at forklare.

Thierry Guetta har tre fremtrædende kendetegn: En accent som en cirkusklovn, bakkenbarter som en orlogskaptajn og et videokamera, han evig og altid har i sin hånd. Han er franskmand, familiefar og emigreret til Los Angeles, hvor han driver en second hand-tøjbutik. På en familieferie i Frankrig i 1999 finder han ved et tilfælde ud af, at hans fætter er street art-kunstneren Space Invader. Thierry kender ikke noget til street art, men da fætteren inviterer ham med ud i den parisiske nat for at vise, hvad det går ud på, er Thierry solgt på stedet.

Gennem Space Invader lærer Thierry hurtigt en række af de mest betydningsfulde kunstnere inden for street art at kende. Takket være sin umiddelbarhed, charme og en enfoldighed, der fejlagtigt opfattes som en eller anden form for journalistisk nysgerrighed, lader de ellers så hemmelighedsfulde kunstnere Thierry komme ind på livet af dem. Med et står han i epicentret i det mest betydningsfulde, der er sket inden for kunsten i årevis. Og han har kameraet, der kan dokumentere det hele.

Men der er stadig én kunstner, Thierry mangler at møde; Bansky. ”The Scarlet Pimpernel of street art”, som Thierry kalder ham, har på trods at være street artens mest betydningsfulde og mest kendte kunstner formået at holde sin identitet skjult i årevis, og lige meget hvad, Thierry gør, kan han ikke komme i nærheden af ham. Spændingen bygges op, men da ’Exit Through the Gift Shop’, som netop Banksy har instrueret, jo faktisk eksisterer, må det i sagens natur ikke være et spørgsmål om, men hvornår og hvordan det lykkes Thierry at møde ham.

Det sker ved en tilfældighed, da Banksy er i L.A. og brug for én, der kan vise ham rundt i byen. Thierry kaster alt, hvad han har i hænderne fra sig, undtagen naturligvis sit kamera, for at hjælpe ham. Mødet bliver starten på en form for venskab mellem den tossede og ikke alt for kvikke franskmand og street artens rockstjerne, der viser sig at være både vanvittig interessant, cool og i besiddelse af en evne til at levere knastørre, sorthumoristiske sætninger, der er lige så skarpe som hans kunstværker.

Inden længe lader Banksy Thierry filme alt, hvad han foretager sig. For i modsætning til det meste kunst har steet art kun en begrænset levetid. Det meste ender med at bliver overmalet, ødelagt eller fjernet af kommunalansatte med højtryksspulere. Så den eneste måde street art kan overleve er ved at nogen dokumenterer den. Derfor bakker Banksy op om Thierrys projekt, som han fejlagtigt tror er at lave en seriøs film om street art.

Efter et stykke tid overbeviser Banksy Thierry om, at han har indsamlet nok materiale og det er tid til at færdiggøre ”filmen”. Men da Banksy ser Thierrys værk, får han et chok. ”It was at that point that I realized that maybe Thierry wasn't actually a film maker, and he was maybe just someone with mental problems who happened to have a camera,” som han lakonisk udtrykker det.

Banksy beskriver ’Life Remote Control’, som Thierry har kaldt sin ”film”, som noget, der ser ud til at være lavet af en person med en meget dårlig koncentrationsevne, der zapper gennem 900 tv-kanaler. Det er forfærdeligt ud over alle grænser, og det har intet med en narrativ film at gøre.

Råmaterialet, som Thierry har indsamlet, fejler imidlertid ikke noget. Det er fuldstændig enestående, og Banksy er ikke indstillet på at lade det gå til spilde. Så han beder Thierry rejse tilbage til L.A. og bruge sin tid på at lave lidt kunst, mens han selv laver en rigtig film ud af materialet.

Som sagt så gjort. Thierry rejser tilbage til L.A. for at lave kunst, og her tager filmen - og angiveligt virkeligheden - en drejning, der overgår fantasien, da Thierry forvandler sig til street art-kunstneren Mr. Brainwash.

”Exit Through the Gift Shop” er en metafilm, der forholder sig til sig selv og skifter vinkel under vejs på en dybt fascinerende måde. Det er Banksy, der er krediteret for at have instrueret den, men var det ikke for Thierry Guetta, ville filmen ikke eksistere. Omvendt: havde Thierry faktisk været en rigtig filmmager, der var i stand til at lave en egentlig film ud af sine optagelser, ville ’Exit Through the Gift Shop’ heller ikke eksistere. Og den film, der i så fald ville være kommet ud af det, ville formentlig ikke have været tilnærmelsesvis lige så interessant som ’Exit Through the Gift Shop’. Thierrys uduelighed er et lykketræf.

’Exit Throught the Gift Shop’ er først og fremmest et kærligt og hysterisk morsomt portræt af Thierry Guetta. Men den er også en chokerende og satirisk dissekering af, hvor hyklerisk og forkvaklet et forhold vi har til street art og kunst i almindelighed og hvordan dem, der begynder med at provokere og bryde reglerne, ender som en del af det etablissementet, de gør oprør mod.

Titel: Exit Through the Gift Shop
Original Titel: Exit Through the Gift Shop
Premieredato: 12. maj 2011
Instruktør: Banksy
Skuespillere: Thierry Guetta/Mr, Brainwash, Banksy, Shepard Fairey, Space Invader, André, Rhys Ifans (fortæller)
Spilletid: 86 min.
Selskab: Paranoid Pictures, 2010
Genre: Dokumentar
Link: http://www.banksyfilm.com


banner
Overskrift Højre Block
Strange Darling
Mufasa:Løvernes ...
Hellboy - The Cr...
Kraven the Hunter
Ringenes Herre: ...
Bambi: Livet i s...
A Different Man
Konklave
Juror #2 (Blockb...
Anora



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...