Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Exodus: Gods and Kings” er en lang film. Hele 150 minutter, uden pauser – og alligevel er den så godt som en time kortere end netop ”The Ten Commandments” fra 1956. Dén film er på den ene side et passende sammenligningsgrundlag for Ridley Scotts film, da myten, persongalleriet og den ydre form i filmene langt hen ad vejen er de samme.
De, der kender og kan huske historien fra Bibelen, vil vide, at Moses som spæd bliver lagt i en sivkurv og skubbet ud på Nilen for at undgå den forfølgelse, som israelitterne blev udsat for i Faraonernes Ægypten. Ridley Scott starter derimod lige på og hårdt i forberedelserne til krig mod hittitterne. Farao forsøger at styrke tilliden og fællesskabet mellem hans ægte søn, Ramses, og hans adoptivsøn, Moses. Imidlertid sår en ypperstepræstindes spådom tvivl i begge sønners sind om, hvad fremtiden måtte bringe. Moses viser sig at være en større begavelse, både taktisk og strategisk, så kimen til misundelse og nag er tydelig.
Moses bliver sendt til Pithom for at besigtige den lokale administration, ikke mindst af de hebræiske slaver. Han finder fremfærden over for slaverne unødigt brutal. Samtidig bliver han opsøgt af hebræernes ældste, der fortæller Moses om hans familiebaggrund. Da den aldrende farao, Seti, dør, er der dermed alle muligheder til stede for, at det nag, der hidtil blot har ulmet ved hoffet, bryder ud i lys lue og Moses ender da også med at blive forvist.
Under forvisningen stifter Moses familie, men samtidig tumler hans samvittighed med den behandling slaverne udsættes for i Pithom. Hans tvivl på og samtidig søgen efter Gud bidrager oven i købet til, at han vender tilbage til Pithom for bringe slaverne ud af trældommen.
Historien er skåret til, så den kan fortælles i en serie af tableauer. I hvert fald når personerne sjældent at bevæge sig ud over en meget skematisk og udvendig form. På den måde kommer de sjældent ind under huden, hverken på persongalleriet eller på os derude foran lærredet. John Torturro i rollen som den aldrende Seti udgør undtagelsen i beskrivelsen af Setis klarsyn og samtidig resignation i forhold til at have indflydelse på forholdet mellem de to sønner.
Christian Bale gør sit bedste for at forme Moses som en alvors- og samvittighedstung ung mand, der forsøger at forstå og ikke mindst at handle efter et dramatisk skift i erkendelse og identitet. Resultatet er imidlertid en ret udvendig affære. En sjældent anonym Sigourney Weaver har rollen som dronning Tuya, mor til Ramses, mens der straks er mere nærvær over Ben Kingsley i rollen som Nun, talsmand for hebræerne i Pithom. For danskere er det desuden pudsigt at se Dar Salim som Ramses’ hærfør Khyan – når man ellers kender ham fra danske TV-serier som Dicte, Broen og Borgen.
Jeg skal ikke forsøge at dømme filmen på, i hvor høj grad den er en bogstavtro fremstilling af Moses som religiøs figur. Det ligger i sagens natur, at det indebærer fravalg og i kunsterisk forstand tilvalg at fortælle denne i særklasse i forvejen kendte historie. Til gengæld må jeg blankt indrømme, at filmen er et visuelt overflødighedshorn, der gør paladser, slagmarker og slavernes kummerlige forhold levende på lærredet. Særligt den yderst effektfulde fremstilling i 3D af Egyptens 10 plager ender med, at man i biografsædet nærmest dukker sig eller kryber sammen, når græshopper, fluer eller frøer myldrer frem.
Hvor filmen når frem til delingen af Det Røde Hav i billeder er man imidlertid som beskuer nået frem til en vis mæthed af storslåede effekter. Ja, vandene bliver delt. Ja, hebræerne når så godt som helskindede om end ikke helt tørskoede over. Ja, Ramses og hans folk bliver stort omfang skyllet væk. Så billederne viser et dramatisk højdepunkt, men derefter fader historien ud uden reelt at sætte begivenhederne og den betydning, som forløbet har haft for Moses og for verden derefter, i relief.
Ridley Scott har været udsat for alvorlig kritik for sin casting – eller rettere MANGLENDE casting – af etnisk troværdige skuespillere. Han har forklaret sig med, hvor vitalt det er for finansieringen af et projekt i dén størrelsesorden, at de skuespillere, der bliver castet, rent faktisk er i stand til at hive tilstrækkeligt mange mennesker ind i biografmørket. Dét argument kan så bare ikke forklare, hvorfor han har benyttet hvide skuespillere, der er farvet brune i forskellige nuancer.
En detalje, der virker ufrivilligt komisk al den stund, at de digitaliserede billeder står knivskarpt og dermed nærmest fremhæver et sådan kunstgreb.
Når jeg prøver at samle mine indtryk af filmen, så sidder jeg på den ene side tilbage med en vis skuffelse over den begrænsede dybde i persongalleriet og den nærmest fuldstændigt fraværende perspektivering af Moses i forhold til geopolitik, religion, kultur og eftertid. På den anden side kan jeg søge refleksionen over disse aspekter i et andet regi og i stedet i bredeste forstand bare lade mig underholde. Ridley Scott fortæller trods alt sin version af historien om Moses i storslåede og dramatiske billeder, med 3D-effekter, som i sig selv er en oplevelse værd.
Det omfattende ekstramateriale sætter bestemt film, instruktør samt ikke mindst Moses som historiens omdrejningspunkt i et større perspektiv. Det ændrer imidlertid ikke på, at ”Exodus: Gods and Kings” fremstår noget uforløst.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount
