Skriv en kommentar
Dansk film med nydansk islæt er på vej frem. Hvor vi sidste år bl.a. så Natasha Arthys fremragende ungdomsfilm ”Fighter”, er 2008 startet med den prisvindende ”Gå med fred Jamil” af Omar Shargawi, der har premiere til maj og nu 22-årige autodidakte filmskaber Kaywan ”K1” Mohsens anden spillefilm, ”Eye for eye”. Allerede som 16-årige debuterede Mohsen med ”Made in Denmark”, som han stod for stort set alle aspekter af, hvad han har gentaget med ”Eye for eye”. Begge film er personlige skildringer af hans voldsomme opvækst i Århus. Selvom hans nyeste film er tankevækkende, vigtig og særligt imponerende i lyset af Mohsens egen renæssancemenneske indsats og modige tilgang, har filmen i sig selv dog åbenlyse mangler.
I ”Eye for eye” følger vi K (Kaywan Mohsen) og hans venner i den kriminelle underverden i Århus. De vælter sig i coke, sprut og piger, mens de fører sig frem ved at tale gang-bang amerikansk, sælge stoffer og opfører sig gangsta på grænsen af det pinlige. Da K1 og hans venner finder ud af, at en af de unge piger i hans omgangskreds er blevet voldtaget, beslutter de sig for ikke at lade stå til. De hævner pigen, hvilket udvikler sig til en bandekrig...
Der er ingen tvivl om at ”Eye for eye” er et kraftfuldt og friskt indslag i pæn dansk film, og en tiltræng en af slagsen. Filmen tager på ingen måde hensyn, til hvad der må vises eller siges. Filmen er optaget med håndholdt kamera, hvilket bryder intim grænserne og nærgående optagelse af blodige slagsmål og voldtægter. Intet overlades så at sige til fantasien, med eksplicit vold og en retorik i øvrigt, der river tilskueren rundt indtil man overgiver sig – og hører efter Kaywans budskab. For filmen er ikke en forhelligelse af kriminalitet eller et påtaget gangsta-miljø, men i høj grad ment som ærlig øjenåbner i flere aspekter og for flere samfundslag. Med insider-kamera, vises en mørk side af Danmark, og hvilke konsekvenser det har både menneskeligt og social. Ikke at det er original og banebrydende, men det er vedkommende, Filmen tager fint fat i en integrations problematik, der i dagens Danmark ikke tages konstruktiv stilling til. Det er en kunst i sig selv, at Mohsen er i stand til at ruske op i den debat.
Man kan diskuterer, om stilen ikke bliver en kliché på amerikanske bandefilm og provinsvold ophøjet til bandekrig kan virke letkøbt. Der er åbenlyst skruet en tand ekstra op for løjerne, for at skabe debatten, hvilket i bund og grund er filmens formål. Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, hvad man med rette kan kalde filmens mantra. For nok skæres filmens pointe ud i pap, sådan at selv den yngste gangsta i flokken fanger budskabet, går budskabet derfor også på kompromis med filmens realisme. Eftersom realismen er alfa-omega i ”Eye for eye” og bundet af en væsentlig troværdighedsfaktor, kommer ”Eye for eye” aldrig udover kliché'erne og troværdighedsproblemet. Og det er syndt, eftersom det er tydeligt at Mohsen har lagt blod, sved og tårer i denne meget personlige produktion – som bl.a. instruktør, producent, manuskriptforfatter, musiker, hovedrolleindehaver og klipper, og i øvrigt selv har sørget for filmens økonomiske fundament.
Kaywan Mohsen fortjener et stort klap på skulderen for et imponerende stykke arbejde, der med ”Eye for eye” viser at man med jern vilje, kompromisløs beslutsomhed og målrettet ambition kan gennemføre filmprojekter. Han besidder det største potentiale, dansk film længe har set og der er ingen tvivl om at Mohsen bliver meget spændende at følge fremover. Dog lider ”Eye for eye” under hans begrænset erfaring som ung filmskaber, da han har endnu ikke fundet balancen mellem stil og narrativ. En genindspilning af ”Made in Denmark” er på vej og det bliver interessant hvordan tusindkunstneren Mohsen har udviklet sig til den tid.
