Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Forestil dig at du sidder med fingeren på aftrækkeren. Du har en drone i luften med dødbringende missiler. Du har lokaliseret en terror-rede, som huser en række eftersøgte personer, som netop er i færd med at klargøre bombebælter. Det er vel bare at få klikket på knappen, så et missil stryger afsted for at tilintetgøre denne trussel?
Dog er der den detalje, at der spottes en 9-årig pige, som sidder og sælger brød til forbipasserende uden for det pågældende hus. En helt almindelig uskyldig pige, som intet har med missionen at gøre. Nu melder det moralske dilemma sig. Skal man udføre missionen, og sprænge terrorcellen i stumper og stykker, og samtidig vide at man med al sandsynlighed selv eliminerer en civil? Er det et mindre tab, i forhold til det som terroristerne udsletter, hvis deres planer føres ud i livet? Og hvad med propaganda-delen? Og hvad med udenrigspolitik-delen? Og hvad med det kæmpe ansvar som følger med?
Det er lige nøjagtig det store issue som Eye In The Sky omhandler. Vi følger nemlig ikke alene terrorcellens planer, men også den lokale muldvarp som optrævler cellen. I sikkerhed sidder en distræt oberst (spillet af Helen Mirren – The Queen, Red), en militærstringent general (Alan Rickman – Die Hard, Harry Potter) og et par soldater som skal udføre de ordre som måtte komme. Bedst som man troede at nu kunne der ikke komme flere argumenter i den anspændte situation, så evner filmen og idémanden Gavin Hood at trække på alle tråde – og lad mig sige det som det er: særdeles vedkommende tråde – hvor man som tilskuer ikke kan underminere et eneste argument. Nej, man skal ikke slå civile ihjel. Nej, man skal ikke miste anseelse i sin omverden. Nej, man skal ikke tabe terræn i sin operation. Ja, man skal slå til når chancen byder sig. Ja, man skal udrydde enhver form for terror. Ja, man skal tage aktion for at udgå en større misére. Der er så mange skildrede for og imod-postulater, at man lynhurtigt kommer til at føle med de figurer vi følger i Eye In The Sky…
Filmen evner i særdeleshed at vise hvilken type sikringskrig der føres anno 2016. Det er på sin vis nemt at sidde langt borte og trykke på en demolision-button, men det sker nok sjældent uden skrupler. Man skal dog være indstillet på at alle pressede situationer skal løses via diplomati og rundspørge blandt militante og regeringsministre. Derfor skal man slet ikke forvente sig et actionbrag, hvis man havde sat næsen op efter det. Vi følger i samhøringhed tingenes udvikling fra flere førerbunkers og så på selve centrum for seancen, nemlig der hvor bomberne er henlagt til måske (og så måske ikke) at skulle falde.
Eye In The Sky er en glimrende thriller, men om man på 1 ½ time kommer nok under huden på de involverede og det pres de hver især er udsat for – det vil jeg ikke påstå. Her var som minimum grundlaget for at puste en halv times yderligere nervepirrende koldsved ind i handlingen, men Gavin Hood har følt at det var nok i den lave ende. Jeg anerkender filmen, men savner at der var blevet gjort endnu mere ud af tingene, når nu det er lykkes at banke et så originalt manuskript sammen. Krigsfilm med droner som omdrejningspunkt er ikke en udtømt kilde. Hvis du er fascineret af denne vinkel, skal jeg som det sidste her anbefale Good Kill med Ethan Hawke i hovedrollen.
Filmen blev også et spillefilmsmæssigt punktum for Alan Rickman (nekrolog kan læses andetsteds på dette medie), hvis man ser bort fra hans stemmelægning i Alice I Eventyrland: Bag Spejlet. Rickman døde desværre tidligere i år, men som altid evner Rickman at gøre sig til på det store lærred – denne gang som generalen med tråde ud til beslutningstagerne. Eye In The Sky får 4 stjerner.
Ekstra materialet kræser om 2 halvandet minuts kommentatorspors-trailere. Skuespillerne, instruktøren og produceren – selveste Colin Firth – sætter filmens tema og dilemma i perspektiv adviseret af hurtige klip fra filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
