Skriv en kommentar
Fabian: Going to the Dogs foregår i 1931 i Berlin, i en tid med store politiske omvæltninger, hvor man fornemmer, at det ulmer under overfladen og bag hvert et gadehjørne. Vi følger den unge krigsveteran og forfatterspire Fabian (spillet af Tom Schilling), der er udpræget intellektuel og utilpas ved tiden han lever i.
Om dagen arbejder han på et reklamebureau, og om natten driver han rundt sammen med vennen Stephan Labude (spillet af Albrecht Schuch), blandt skæve karakterer i Berlins underverden af absint, horehuse og tyk røg fra cigaretter. Her leder de begge efter noget, der kan gøre dem hele og få verden til at give mening.
Ved et tilfælde møde Fabian den smukke aspirerende skuespillerinde Cornelia (spillet af Saskia Rosendahl), som udfordrer hans verdenssyn og slipper en stråle af lys ind i hans dystre dagligdag.
Håbet spirer, og følelserne vokser mellem de to. Snart trænger spørgsmålet sig på, om hvorvidt to mennesker kan finde lykken sammen i en tid, hvor både individet og det tyske samfund drives mod en afgrund af desperation.
Fabian: Going to the Dogs bygger på bogen Fabian af Erich Kästner, som på sin tid blev forbudt af Nationale Socialister, og tilmed brændt, men som siden er blevet meget populær, selvom Erich Kästner er mest kendt for sine børnebøger og poesi.
Filmen er instrueret af tyske Dominik Graf, der har vundet et væld af priser, og den var ved filmfestivalen i Berlin nomineret til Guldbjørnen for bedste film. Den skildrer den politisk anspændte tid mellem de to verdenskrige sublimt, og når de to venner søgende flakker rundt i Berlins natteliv, fornemmer man desperationen blandt et væld af bi-karakterer, som f.eks. den eksentriske Irene Moll (spillet af Meret Becker), der lettere desperat starter et mandebordel efter at hendes mand er stukket af fra Berlin.
Skuespillet er godt hele vejen rundt, og især Tom Schilling og Saskia Rosendahl er velcastet. De spiller begge med stil og charme, der tilfører filmen finesse.
Med sine knap tre timer, er det en lang film. Den har sit helt eget sprog, både i fortællingen, kameraet der er som en svævende flue på væggen, og fortælleren der som voice-over for en gang skyld fungerer upåklageligt og bidrager til et drømmende roman-indtryk. Tålmodighed lønner sig og lader her et karakterdrama udfolde sig, hvor karaktererne får lov at udvikle sig hver især, og vi kommer ned i detaljer uden at noget er udpenslet. Det er vellykket, men først og fremmest er Fabian: Going to the Dogs, en meget poetisk filmoplevelse, der byder på både hjertevarme og tragedie i en tid i heftigt politisk opbrud.
Trailer:
