Skriv en kommentar
En hånd knuger krampagtigt om et taskehåndtag, en fod stiger modvilligt op på et togtrin, og med en kameravinkel der kun viser os ryggen af en mand, ser vi ham stige af toget igen. Ledsaget af stille klavermusik slår han frakkekraven op og skutter sig i vintertågen, imens hånden igen knuger om taskens håndtag. Sådan ankommer den unge mand Endel Nelis til Estland i starten af 1950’erne, hvor han skal undervise i gymnastik på en skole i en fjern og faldefærdig landsby.
Malingen skaller af væggene på skolen og rusten æder af møblerne. Mange af børnene er blevet forældreløse af krigen, og de modtager Nelis med en blanding af nysgerrighed og skepsis. Langsomt åbner børnene sig dog op, og da Nelis introducerer fægtning som gymnastikundervisning, bliver det en måde for børnene at udtrykke sig på, og de genfinder håbet, da muligheden for at deltage en stor fægtekonkurrence byder sig.
Fægteren udspiller sig 1950’erne i efterkrigstidens kommunistiske Estland, og er inspireret af virkelighedens mesterfægter Endel Nelis, der grundlage et fægteakademi, som siden har fostret flere fægtere i verdensklasse.
I starten får vi meget lidt at vide om, hvorfor Nelis har forladt Leningrad. Kun en telefonsamtale hvor vi hører Nelis beklage sig: ”Det var ikke det her vi trænede til” efterfulgt at et lavmælt svar i den anden ende ”hold lav profil”, lader os vide, at der er mere under overfladen af historien end vi umiddelbart kan se. Men det forbliver langt hen af vejen et mysterium, hvorfor et fægtetalent forlader storbyen til fordel for en faldefærdig flække.
Skolebestyreren af landsbyskolen er af den gamle autoritetsskole og ser sig sur på Nelis’ upassende opfindsomhed med fægteundervisningen. Skolebestyreren finder det lige vel proletarisk og anti-kommunistisk, og han sætter sig for med alle midler at grave Nelis’ hemmelighed frem, og en fantastisk underspillet og intens konflikt mellem Nelis og skolebestyreren udspiller sig i en kamp mellem oprør og kommunisme.
Vi ser skæbnesvangre billeder af en sort bil, der en sen aften kører gennem byen for efter tip fra skolebestyreren at hente lokale beboere, der bakker op om fægtningen og plottets dybde udfolder sig på den måde gennem antydninger, fremfor direkte fortælling, og Nelis finder hurtigt sig selv foran et svært valg, mellem at risikere alt ved at kæmpe for de børn han er begyndt at holde af, eller stikke af og beskytte sin hemmelighed.
Skuespillet er fremragende fra start til slut, og særligt den begyndende tillid der vokser frem mellem eleverne og Nelis, og konflikten mellem ham og skolebestyreren er værd at bemærke. Der er lagt vægt på antydning gennem detaljer, og interessante kameravinkler, hvor vi ser Nelis bagfra. Det er ikke så gennemført som i Sauls Søn (2015), men efterlader ingen tvivl om, at det er Nelis’ historie vi ser, og det giver en tone af mystik over filmen.
Fægteren er en stærk og hjertevarm fortælling, der er fuld af håb. Den handler om at kæmpe, at stå imod og ikke lade sig kue. Den handler om valg, om at gøre det rigtige og om at være noget for andre og turde være et forbillede på trods af ofre, midt i sorg og heling.
Den er meget æstetisk og enkel i sit udtryk, med simple karakterer og en gribende historie, der på trods af sin alvorlige karakter, efterlader en fuld af håb om menneskets evne til at gøre det rigtige.
