Skriv en kommentar
Michael Moore er efterhånden blevet lidt af en personlighed. På en sympatisk måde har han gennem et par film film, adskillige bøger og en tv-serie, præsteret at åbne mange vesterlændinge og især amerikaneres øjne for det hykleri, der foregår lige for øjnene af dem. Iøjnefaldende, provokerende og med klare holdninger har den fyldige amerikaner været af stor betydning for noget så stort som amerikansk opinionsdannelse. Da han i 2002 frigav "Bowling for Columbine" var han egenhændigt med til at ændre utrolig manges opfattelse af amerikansk våbenlovgivning. Denne gang er det hovedsageligt vores allesammens George W. Bush, som Moore er efter. Som i "Bowling..." går filmen en hårfin balance mellem dokumentarisme og regulær propagande. Dokumentarfilmens traditionelle fundament af objektivitet er arkiveret lodret, og intet gennemsyrer filmen mere end Moores uforbeholdne holdning til præsident Bush og den siddende regering. Det betyder til gengæld også, at filmen i den grad har noget på hjerte. Moore har lavet sine lektier, og ved hvad han laver.
"Fahrenheit 9/11" lægger ud med at kortlæge hvorledes George W. Bush og hans rige omgangskreds snød sig til sejr i det amerikanske præsidentvalg i 2000. Derefter dissekeres de fleste af mandens handlinger siden. Oprustningen, terrorangrebet 11. sep. 2001 og dets konsekvenser. Irak-krigen gennemgås i størstedelen af filmen, og hele tiden sørger Moore for at få sin holdning igennem. Bush fremstilles gang på gang som den kæmpe ignorant, de fleste mennesker i forvejen mener han er. Vi ser hvordan han sidder passivt i en skoleklasse under begivenhederne 11. sep. og venter adskillige minutter med at reagere. Vi er med til diverse forretningskonferencer, hvor hykleri og nådesløshed trives i en fuldstændig absurd grad. Møder en peptalkende præsident, der opmuntrer til krig mod terror, hvorefter han viser sit nye drive på golfbanen. Præsidentens skumle forretningsforbindelser - især med Bin Laden-familien - blotlægges ned til mindste detalje, og farmands rolle i det hele bliver også hentet frem i lyset.
Det Moore tilsyneladende ønsker med denne film er dels at informere befolkningen om hvor grotesk åndsvag en mand, der for tiden kører deres land og "den frie verden" i sænk, dels at beskrive absurditeten i den amerikanske selvopfattelse og folkementalitet. Det hele symboliseres i en middelaldrende familiemor, som Moore følger hele vejen igennem krigen. Hun lægger ud som ambitiøs patriot, der hver dag sætter det amerikanske flag op i haven, og som føler det som en stor ære, da hendes søn sendes til fronten i Irak. Situationen ændrer sig dog, da sønnen dør i kamp, og moren pludselig bliver konfronteret med krigens sande væsen og uoverskuelige absurditet. Flere og flere sandheder går op for hende, og slutteligt ender hun som aktivist ved det hvide hus. Moore bruger hende som symbolet på den vækkelse, han håber at kunne igangsætte i alle, der ser filmen. Ud over familiemoren, benyttes bl.a. en soldat hjemvenden fra fronten. Moore tager ham med rundt til forskellige amerikanske kongresmedlemmer og konfronterer dem med papirer til at lade deres børn hverve i "kampen mod terrorisme". Gang på gang konfronterer han overklassen fuldstændig nådesløst og på sin helt egen måde. På samme måde bombarderes publikum konstant med fakta, som vil komme bag på langt de fleste. Hvordan Moore har fået adgang til meget af det arkivmateriale der er brugt i filmen er ete mysterie, hvordan filmen overhovedet er blevet frigivet i USA er et mysterie. Havde "Bowling..." ikke haft den succes den havde, var denne film aldrig sluppet igennem de amerikanske censurmyndigheder.
De mest ubehagelige scener er filmet i Irak under krigen. Først konfronteres vi lige på og hårdt med krigens gru i form af opsprættede og brændte børnelig, derefter vises adskillige interviews med amerikanske soldater, der kun lige er trådt op i de voksnes rækker, og ser krigen som et eller andet grotesk spil. Vi får at vide hvorledes det er almindeligt blandt amerikanske soldater at høre musik medns de er i kamp, for på den måde at få pumpet adrenalinen bedre rundt i systemet. Det er voldsomt, det er ubehageligt og det er ualmindeligt tankevækkende...
Moores film er aktuel fordi den tør tage fat i de emner vi alle tænker på, den drager de paraleller folk ikke har turdet og den stiller de spørgsmål folk gerne vil have svar på. Det er en film alle der er bare lidt interesserede i den aktuelle verdenssituation burde se, men det er samtidig en film, man bør tage en objektiv distance til. Moores møgsorte humor er heller ikke at fornægte. Endnu en gang formår manden at gøre selv det mest hæslige mindre uoverskueligt ved sin brug af humor. Han bliver ikke useriøs på noget tidspunkt forstås, humoren bruges dels som middel til at hæve tempoet i det tunge materiale og gøre det underholdende, dels som tankevækkende påmindelse om, hvor vanvittig langt ude mange af forholdende i den vestlige verden på nuværende tidspunkt er. Filmen er ubehagelig, men samtidig opmuntrende. Alt håb er ikke tabt. Flere og flere mennesker bliver bevidste om forholdene og tager i højere grad ansvar og griber til handling. Hvis denne film kan bidrage til den udvikling, så har den i alderhøjeste grad tjent sit formål...og mere til.
