Skriv en kommentar
Franske film har siden den franske nybølge måtte kæmpe med en fordom, som ikke er helt usand. Fordommen går på, at i franske film sker der aldrig det helt store. Ingen store eksplosioner og biljagter. Derimod taler karakterne meget og gerne længe om sig selv, kultur, politik; you name it. Alt i mellem himmel og jord kan diskuteres uden at det driver handlingen synderligt videre. Det kan være trættende og grænseløst irriterende ,hvis man først har set sig sur på filmens hovedpersoner. Det kan omvendt også være sært berigende at følge umiddelbare usympatiske karakterer åbne sig og vise flere fasetter end et dusin amerikanske actionhelte. Desværre for familiefesten hører store dele af familiens medlemmer til i den første kategori.
Det starter ellers fint. To drenge åbner porten så forældrene Vincent (spillet af instruktøren selv) og Marie (Laetitia Colombani) kan køre deres bil ind til fødselarens hus. Her er den aldrende matrone Andréa spillet af ikonet Catherine Deneuve sammen med sin mand Jean (Alain Artur) i gang med forberedelserne til festen. Her mødes de af Vincents yngre bror Romain (Vincent Macaigne) der har fået den ide at filme hele familiefødselsdagen. Herudover møder vi den unge Emma (Luàna Bajrami) som bor hos sin mormor imens hendes mor Claire (Emmanuelle Bercot) er i USA. Det er hun så ikke alligevel viser det sig, da hun ringer til moren og afslører at hun er på vej, men at der er gået noget galt på stationen. Vincent tager af sted for at hente Claire. Claire er blevet fanget i et regnskyl med alle hendes ting.
Vi fornemmer et set up a la Festen af Thomas Vinterberg under opsejling, men ulig Christian virker Claires opgør med moren underlig forstyrret af hendes neurotiske forsøg på at indynde sig hos den afvisende datter for dernæst at opsøge en ejendomsmægler for at få ham til at vurdere huset værdi så hun kan få den arv som moren skylder hende. At hun så samtidig har stjålet smykker fra ekskærestens mor hjælper heller ikke just på sympatien. Claire sætter med andre ord fut i løjerne på den kedelige måde, ikke ulig hendes bror Romain som har travlt med at leve kunstnerdrømmen ud med sit filmprojekt, hvor han får familiemedlemmerne til at stille sig og gentage sig selv så han kan optage det til hans store kunstprojekt. Et projekt der som filmen skrider frem mere virker som en undskyldning for at ryge pot, drikke sig fuld og score unge studiner som kæresten Rosita (Isabel Aimé González-Sola). Hun har dog luret ham og er klar til at gøre forholdet forbi.
I takt med at familiens skærmydsler udfoldes og udstiller de voksne som mere eller mindre usympatiske, er det svært ikke at fatte sympati for Maries børnebørn der til trods for den ældre generationers traumer, opfører et skuespil de selv har fundet på i dagens anledning. Og det er da også børnene, der formår at serverer fødselsdagskagen da resten af familien er ved at gå op i limningen. Jovist er det sandt som Tolstoj skrev det; alle lykkelige familier ligner hinanden, men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig. Desværre for familiefesten, er denne families ulykke ikke særlig spændende eller inspirerende at deltage i.
