Skriv en kommentar
”Thank God we can't see the future or we´d never get out of bed,” siger Barbara Weston (Julia Roberts) til sin oprørske teenage-datter, spillet af Abigail Breslin (Little Miss Sunshine 2006). Uden for bilvinduet suser de øde, endeløse marker i Osage County, Oklahoma forbi. En familietragedie har bragt Barbara og hendes to søstre tilbage til barndomshjemmet.
Separationen fra sin mand (Ewan McGregor), som også er med på turen, kan vel have været brændstof til Barbaras kyniske udtalelse, men efterhånden som familiemedlemmernes problemer kommer op til overfladen, dukker et generelt billede af livet, som set i denne film, op. Og billedet er gråt og malet med en bitter pensel.
Fra teaterscene til filmlærred
August: Osage County, som er filmens originale titel, er oprindeligt et teaterstykke af Tracy Letts, som siden sin præmiere i Chicago i 2007, blandt andre steder er blevet opført på Broadway og i London samt på Odense og Aalborg Teater herhjemme.
Letts har også skrevet manuskriptet til filmen, og det har resulteret i en fortælling, der bærer præg af oprindeligt at være ment til scenen – på en positiv måde. I hvert fald hvis man holder af en historie, der går i dybden med sine figurer. Mens film ofte springer mellem højdepunkter og klipper lige efter en skarp replik, viser Familien alt det indimellem samt de umiddelbare konsekvenser af den rappe udtalelse. Det er blevet til en film bestående af gode, realistiske og lange scener. For lange vil nogle uden tvivl mene, og det er da også drænende at sidde til bords med familien Weston i noget hen ad tyve minutter, mens de alle vrisser af sidemanden og sender mistroiske blikke til hende overfor. Plottet vejer ikke tungt, men de gør, og de trækker bevist hinanden – og publikum – ned med sig.
Meryl
Specielt Meryl Streep (Jernladyen 2011) som den pilleafhængige og ultra spydige mor, Violet, er styg. Det er ikke svært at se, hvorfor kun én af de tre døtre, den relativt passive Ivy (Julianne Nicholson), har valgt at slå sig ned nær forældrene og tilsyneladende kun af pligtfølelse. Violet viger nemlig ikke tilbage fra at sætte et hvert familiemedlem i sigte for verbale angreb, og skulle humøret lette en smule familien i mellem, hvilket sommetider sker, ser hun det som sin pligt at skyde det ned, inden det når nogle synderlige højder.
Det en hyldest til Meryl Streeps talent, at hun kan fremstå så modbydelig og frastødende på skærmen, når hun nu er så ekstremt vellidt og respekteret uden for. Derfor er det også kun med rette at hun, ligeså vel som Julia Roberts, er nomineret til en Oscar for sin rolle. Niveauet for skuespil er højt i denne film.
Ingen umiddelbare løsninger
Hermed ikke sagt Meryl Streep stjæler hele billedet. Filmen synes at give god plads til alle medvirkende og tillader hver Weston at fortælle sin historie. Også derfor er det ikke kun med fascineret foragt, man som seer overværer denne families dynamik, men også medfølelse. Man forstår hvor de kommer fra, hvordan de er blevet, som de er, og hvorfor bitterhed, skuffelse og kynisme konstant hænger i luften.
Rynker og grå hår er ikke gemt væk i Familien. En realistisk gruppe mennesker er portrætteret, og de bevidner om, at selv gode mennesker kan gøres små og hævngerrige af skuffelse. Filmen kommer ikke med nogle løsninger på livets problemer. Den konstaterer, at problemer er der, om man så er født med dem eller selv trådt ind i dem. Spørgsmålet for Weston-familien er, om de kan finde en vej ud af dem og om de, på denne vej, i så fald støder ind i andre fra klanen. Svaret er i høj grad op til seeren.
”Thank God we cant see the future...” sagde Barbara, og ja, det er nok bedst sådan.
