Skriv en kommentar
Christian Kampmann har begået et vidunderligt værk med familien Gregersen. Vi bliver aldrig trætte af at høre om fortiden, især ikke hvis den endnu kan skimtes i bakspejlet og desuden fortælles gennem velkendte menneskeskæbner. De to fantastiske serier Matador og senest Krøniken er eksempler på vores hungren efter fortiden og de store fortællinger. Bøgerne Kampmann skrev i perioden 1973-75 er blevet solgt i over en halv million eksemplarer, og de står i dag berettiget som et vigtigt værk i fortællingen om Danmark. Christian Kampmann selv skrev en lang række noveller og romaner fra sin debut i 1962 med novellesamlingen Blandt Venner. Han sprang efter et ægteskab og to børn ud som homoseksuel i 80’erne og blev i 1988 myrdet af sin elsker. I december har den fire timer lange film, der deles op i to, premiere herhjemme. Den er instrueret af Charlotte Sachs Bostrup, og Regner Grasten har efter sigende tømt sparegrisen til den store satsning, der såfremt den forholder sig oprigtigt til sit boglige forlæg nok skal blive en succes.
Danmarks Radios Krøniken foregår i 50’erne, og det er det samme årti vi først møder Familien Gregersen. 1950’erne er et velvalgt årti, i den forstand at førkrigstiden og fyrrene rent krønikefortællingsmæssigt allerede er så livligt beskrevet i Matador. Der har vi ligesom været, i de trange trediver og krigens rationeringsår; i familien Gregersen møder vi i stedet fremskridtet og den moderne tid. Det er en tetralogi indeholdende bindene Visse Hensyn, Faste Forhold, Rene Linier og Andre Måder.
Vi møder først familien Gregersen i påsken 1954. Vi er i overklassen, men formerne er alligevel ikke så faste som i fortiden. Det illustreres tydeligt, at vi er på vej ind i tider hvor familiemønstre og omgangsformer er i forandring. Der gives plads til livlig samtale og opførsel blandt børnene, og datteren har endda været på højskole. Familien samles til middag i villaen, og de to store børn Erik og Karen har deres kærester med hjem. De mindre børn Bo, Rune og Maj bor endnu hjemme, og har ikke selv kærester, men Bo er dog allerede begyndt at snuse til erotikken og stjæler af bridgekassen for at kunne købe erotiske blade. Ved denne middag lukkes vi lige så stille ind i familien, og begynder at kradse lidt i overfladen inden den store rutsjebanetur gennem de næste tyve år begynder.
Moderen Tilde, er nervøst anlagt og har for vane at pille ved sin perlekæde når noget forstyrrer hende. Hun er den klassiske hjemmegående overklassefrue, der holder på formerne, og ikke gerne giver sin mening til kende. Hun har også det for sin position, og også så ivrigt ofte før beskrevet i andre sammenhænge, forhold til sine børn; Javist, hun elsker dem da, men en rigtig moder med altomfavnende kærlighed og forståelse for sine børn finder man ikke i hende. Moderkærligheden er hende fremmed. Børnene skal i stedet finde andre steder at tage deres problemer hen, og de bruger i stedet hinanden og deres partnere. Direktør Mogens Gregersen er familiens overhoved. Den store patriark, der elskes og beundres af sin kone, men som ikke rigtigt gengælder det eller måske gider vise det. Han holder af moderen naturligvis, men det forstås at deres forhold er baseret på ren fornuft. Han har selv arbejdet sig op og skabt sin egen succes i forretningsverdenen. Han har overvejende tjent sine penge på lovlig vis, men senere skal vi opdage at han alligevel har bevæget sig i, og handlet med de forkerte kredse på den forkerte side af loven. Familien Gregersen er nyrige - det er nye penge, de har ikke en række velhavende forfædre bag sig, og det skaber nogle interessante stemninger og måde hvorpå de skal forholde sig til omverdenen. Faderen vil nemlig gerne være gammelrig, og lader som om. Selv om de ikke mangler penge, er de jo ikke rigtigt rige. Selv i overklassen er der skel.
Familien er på overfladen harmonisk og velfungerende, og måske rollemodel for hvad danskeren ønskede sig i 1950’erne hvor det igen var muligt at skabe sig succes i forretningslivet i en verden hvor udviklingen gik så hurtigt at man skulle løbe stærkt for ikke at tabe pusten. Men det er ikke kun i forretningsverdenen og karrierelivet at tingene forandrer sig. Vi følger også familien gennem tresserne og halvfjerdserne hvor familiemønstre og samlivet generelt gennemgik store forandringer. Det er her det er spændende at følge børnene i familien Gregersen. Og der er jo nok at tage af eftersom der er hele fem af slagsen.
Datteren Karen har som nævnt været på højskole og her møder hun så den kommende mand i hendes liv Jes. I fortiden spøger et ophold i England, hvor hun er blevet seksuelt misbrugt. Karen er symbolet på den unge kvinde der vil det så godt, og så gerne vil løsrive sig fra sin familie i den forstand at hun ikke har lyst til at gentage moderens rollemønster i familien. Men desværre lykkes det ikke og ud til det selvudslettende bliver hun den samme mor for sine to børn, Egon og Clara. Hendes lille familiedrøm styrter i grus og Jes forlader hende også til slut.
Manglen på følelser i forhold til andre mennesker tilfalder også sønnen Erik, der gifter sig med Marianne, der i modsætning til søsteren Karen er en stærk og selvstændig kvinde. Sammen får de børnene Søren, Susanne og Louise, men dem formår han heller ikke at få et fornuftigt forhold til. Hans ambitioner i karrierelivet har han desværre ikke evner til at opfylde, og må slå sig til tåls med at være gymnasielærer, selv om han gerne ville være skribent. Deres lille familie krakelerer også da han får et forhold til en kollega.
Bo er familiens sorte får. Hans kæreste Lise får han aldrig andet end et overfladisk forhold til, da det efterhånden går op for ham (og hende) at hans interesse ligger andetsteds. Bo flytter til udlandet hvor han kan leve åbenlyst som homoseksuel langt væk fra den faderen og den øvrige familie, der kun kan give ham fordømmelse og foragt. Da han endelig vender tilbage forsøger han desperat at vinde faderens accept ved at kaste sig ud i forretningslivet, men må se det styrte i grus, da han ikke har faderens forretningstalent eller evner. Med kendskab til Christian Kampmanns livshistorie, er det ikke svært at ane forfatteren i den unge mands skikkelse.
Rune er den lille dreng i familien, og hvor Bo er den seksuelle oprører er Rune den mere klassiske. Han gør oprør mod 50’ernes materialistiske verden, i alle tilfælde på overfladen. Han fører os ind i tressernes politiske bevidsthed, hvor han flytter i kollektiv og forelsker sig i Britta, der er den arketypiske politiske oprører. Rune derimod har ikke de store idealer, han både ryger og drikker og følger så ellers bare flokken og Britta i den retning vinden blæser. Gennem ham ser vi 60’erne udstillet og hvordan Runes idealer og illusioner brister.
Til sidst er der den lille pige Maj. Eller rettere det er sådan vi møder hende første gang. 13 år og fars lille pige. Hun er et evigt moment til irritation, for hun er ekstremt selvhøjtidelig og ikke til at holde ud. Hun udnytter faderen, der fjern som han er, for han formår også at holde sit forhold til andre mennesker, sin kone og børn inklusive på afstand, alligevel kan charmeres af den lille pige. Maj bruger sit udseende, og tror hun kan klare verden fordi hun er smuk, men en karriere som journalist fejler, og hun gifter sig i stedet med Baron Sixten Terne, en rigmand, hvem hun formoder kan opfylde alle hendes behov for at komme frem i verden og være i centrum. Med i en verden af luxus og penge (gamle penge, vel at mærke) er det tomheden og ligegyldigheden der får tag i Maj. Hun opdager at hendes liv er tomt og indholdsløst, selv om ægteskabte for så vidt har givet hende den sociale status hun sådan har higet efter hele sit liv.
Familien Gregersen er et vidunderligt værk. Christian Kampmann har hang til lange sætninger, og det hæmmer af og til læselysten, og der er desuden flere tunge passager, der har tendens til at gå i selvsving, men det sat til side kan man kun begejstres. For fejlene hører til i småtingsafdelingen. Historien er mere end en krønike over omkring tyve år i Danmark, det er en fantastisk tur ned under overfladen hos en overklassefamilie. Vi elsker jo når det store glansbillede krakelerer, og det er da også som om undergangen allerede hænger tungt over familien lige fra afsættet ved påskefrokosten. Løgne, hemmeligheder og fortrængninger bor side om side med familien i den store villa. Vi får glæder, sorger og ikke mindst tragedier, der i det store billede ikke virker store, men som for det enkelte menneske det går ud over er altødelæggende. Det er afsindigt godt fortalt og beskrevet og man drages, som til det der Ude og Hjemme blad der ligger fremme i lægens venteværelse. Her er det bare ikke i mangel af bedre, det er rent faktisk godt, og elsker man Krøniken eller Matador vil man utvivlsomt elske familien Gregersen.
Bøgerne er netop genudgivet i to bind under titlen Familien Gregersen.
Bogen er venligst stillet til rådighed af
Gyldendal.
