Skriv en kommentar
Veldrejet komedie om en usædvanlig familiudflugt
Fra manden bag komediehittet Dodgeball (2004) kommer nu historien om David Burke (Jason Sudeikis), som på grund af gæld (og noget mod sin vilje) opgraderes fra sin trygge tilværelse som hashhandler i Denver til international storsmugler. Det eneste David skal gøre er at smutte over den mexicanske grænse, hente en ”smule” hash og aflevere det til den utilregnelige leverandør, Brad (Ed Helms). For at undgå at vække opsigt, beslutter han sig for at gå i forklædning som familiefar.
Han mangler bare én ting: nemlig resten af familien. Derfor hyrer han den rapkæftede stripper, Rose (Jennifer Aniston), en sød, lidt kikset knægt ved navn Kenny (Will Poulter) samt den den vilde og hjemløse Casey (Emma Roberts), der sammen udgør mor, søn og datter. Den lille familie begiver sig nu ud på den farefulde færd – Et foretagende, der naturligvis ender i en masse komiske forviklinger.
Jennifer Aniston – De romantiske komediers dronning
Der er en vis Little Miss Sunshine-vibe over den kaotiske sammenskudsfamilie. De får hurtigt den der helt særlige kemi, som kun opstår, når karakterer ikke rigtigt ved, om de skal hade eller elske hinanden. Altså ligesom i en rigtig familie. Filmens største kvalitet findes helt klart i kombinationen af vellykket casting, udmærket dialog og fokus på ikke-familiens skæve og interessante forhold til hinanden.
Jennifer Aniston er lidt af komediedronning og også i denne sammenhæng er hendes varme og charme med til at sikre, at man som tilskuer tror på, at kemien er ægte. Jeg er samtidig ret overbevist af Jason Sudeikis’ præstation som den drengerøvsagtige familiefar-in-the-making, der med sine rappe replikker, dog hele tiden er på grænsen til at være irriterende. Men kun på grænsen, det bliver aldrig helt for meget. Både Emma Roberts og Will Poulter fungerer også fremragende i rollerne som vred teenagepige og uskyldig, men kærlig brormand.
En snert af hævet testikel
Plottet har alle de rigtige elementer: forhindringer i form af mexicansk mafia, en irriterende, lidt for ivrig amerikansk familie (der selvfølgelig bare gerne vil være deres nye bedste venner), en farlig spejderedderkop samt en lang række sjofelheder. Og selvom mange af elementerne er så klassiske, at man ikke just forbløffes over originalitetsniveauet, så virker det kombinationen nu egentlig meget godt. Desværre slipper familien lidt for let ud af mexicoskurkene ikke ligefrem jernhårde greb; det er lidt som om, det aldrig rigtig bliver farligt.
Det er dog rart til en forveksling at se en komedie, der forbliver sjofel, uden at nogen behøver at få en kylling op i enden. Der er en snert af hævet testikel og en masse beskidt sprogbrug, men det er blot en del af charmen. Nogle af de fedeste og sjoveste situationer opstår netop, når der spilles på det åbenlyst incestuøse potentiale som ikke-familien kan tilbyde: som for eksempel når mor og søster prøver at lære den uskyldige brormand, hvordan man kysser, samt når selvsamme Kenny kigger lidt for indgående på mor, idet hun stripper for de mexicanske skurke.
Filmen når sine højdepunkter i disse øjeblikke af mærkelig skæv familieintimitet. Samtidig er der også tilpas meget spil mellem klassiske amerikanske familieværdier og mere kynisk, overfladisk fuck-off humor – med andre ord: det bliver aldrig hverken for poleret, for plat eller for vammelt. Og så er det hele egentlig ret sjovt.
Alt i alt er Familien Miller en ganske vellykket komediefilm, der dog, på grund af sin haltende action og manglende kreativitet, aldrig når de allerhøjest skylag. Har man lyst til at en tilpas mængde velplaceret humor og ikke-kvalmende hjertevarme, er den helt klart en biograftur værd.
