Skriv en kommentar
Det er interessant at se, hvordan disse unge amerikanske independent-instruktører vælger at fortsætte karrieren efter deres skæve, kreative gennembrud. En stor del af dem vælger i disse år at lave film, der adskiller sig meget fra deres originale stil. Tænk bare på en mand som Neil Labute (In the Company of Men, 1997, Your Friends and Neighbours, 1998 og Nurse Betty, 2000), der har påtaget sig at filmatisere en stor, klassisk kærlighedshistorie som Possession (skulle komme til DK i februar) efter sine små, skæve satirer.
Også Christopher Nolan valgte efter Memento (2000) at forsøge sig med en klassisk moralsk thriller i Insomnia (2002) – med ganske stor held, skal det tilføjes.
På samme måde har Todd Haynes valgt at dreje en film i en genre, der er i en helt anden boldgade end hans tidligere film. Haynes lavede i 1987 Superstar – The Karen Carpenter Story, en film om den amerikanske sangerinde Karen Carpenters undergang i nervøs spisevægring, hvor hovedrollerne blev spillet af Barbie-dukker. Herefter fulgte Poison (1991), Safe (1995) og endelig Velvet Goldmine (1998) – alle skæve film i independent-produktionens ånd, der har taget masse af priser på adskillige alternative festivaler.
Nu har Haynes valgt prøve noget helt andet med denne deciderede genre-film, der er kraftigt inspireret af især tyske Douglas Sirk, der lavede film i Hollywood i 50’erne. Hans største succeser var film som Magnificent Obsession (1953), All That Heaven Allows (1955) og There’s Always Tomorrow (1956). Emnet har ofte været en forbudt kærlighed, som ikke er velset i de små overklasse-forstadskvarterer, der emmer af selvtilfredshed, diskrimination og arrogance. Således også i Far From Heaven.
Den hjemmegående Cathy Whitaker har på overfladen det perfekte liv. Hun er gift med en succesfuld forretningsmand, har to børn og et stort hus i en forstad. Men ægtemanden har virket distraheret på det seneste og er også begyndt at kigge lidt vel dybt i flasken. Da Cathy fanger sin mand i en kompromitterende situation med en anden mand, forsøger hun at hjælpe ham med hans ”sygdom”. Men problemerne stikker dybt, og de bliver ikke mindre af, at hun fatter stor sympati for sin gartner, der er sort.
Lad det være slået fast med det samme, at Todd Haynes kan sit håndværk. Far From Heaven er usædvanlig stilsikker, og Haynes ryster ikke på hånden i sit 50’er-portræt. Det virker ikke påtaget, når drengen i familien siger: ”Aw, shucks”, fordi han ikke må sove hos sin kammerat, og både musikken, kostumerne og farvetonen er fantastisk overbevisende.
Skuespillet i Far From Heaven skal også have roser med på vejen. Især Julianne Moore, der er en ”regular” i Haynes’ film, spiller overbevisende med en meget intens tilbageholdenhed, selvom udtrykket lyder paradoksalt. Moore brænder til tider næsten igennem lærredet. Dennis Quaids præstation som uvillig homoseksuel er ikke mindre imponerende, selvom han ikke er så fremtrædende. Hele ensemblet gør det virkelig godt.
Far From Heaven er vedkommende hele vejen igennem, på trods af det lidt gammeldags touch, og det er fantastisk at se, hvor stilfuldt Todd Haynes holder filmen. Filmen er faktisk modigere end de originale Sirk-film – den omhandler f.eks. homoseksualitet – men Haynes ved, hvor langt han kan og skal gå i de tætte scener. Han respekterer hele tiden de spilleregler, der er basis for denne type film, og det er prisværdigt. Far From Heaven er en passende homage til Douglas Sirks 50’er-sædeskildringer.
Skal man endelig kritisere Far From Heaven, kunne man påpege, at filmen nogle gange ligner en stiløvelse for Todd Haynes. Da Coen-brødrene i 1992 lavede mesterværket Miller’s Crossing, mente mange anmeldere, at filmen lignede en reklame for en gangsterfilm, og den samme kritik, hvis den overhovedet er relevant, kan pålægges Far From Heaven. Filmen er til tider næsten for perfekt, og derfor efterlader den også publikum lidt kold.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at Far From Heaven er en gribende og rørende film, der hæver sig højt over gennemsnittet af de film, der er i biografudbud.
Todd Haynes viser, at han ikke kun kan lave skæve, underlige produktioner. Der er kælet for detaljen i den usædvanlig stilsikre film, og kærlighedshistorien er gribende og intens. Se den.
