Skriv en kommentar
Hele Danmarks "far til fire" er efterhånden blevet spillet af en god håndfuld skuespillere. Ib Schønberg startede det hele i 1953 med originalen "Far til fire" og havde også titelrollen i efterfølgeren året efter med "Far til fire i sneen" (1954). Derefter kom der hele seks film med gode gamle Karl Stegger som Far, efterfulgt af en enkelt med Helge Kjærulff-Schmidt i titelrollen som den blide Far. "Far til fire - gi'r aldrig op" (2005) sparkede familien ind i det 21 århundrede med moderat succes omend Niels Olsen var et glimrende valg som Far. Siden da medvirkede han i fem film indtil fejlcastede Jesper Asholt overtog rollen i to nye film. Og endeligt genstartede Martin Miehe-Renard så franchisen sidste år med Martin Brygmann som Far i "Far til fire - på toppen" (2017). Med andre ord så er det spørgsmålet om vi har brug for flere fortællinger om alenefaren, den herligt skøre Onkel Anders og de fire velopdragende børn - eller om trætheden snart melder sig hos publikum.
Rivalisering
Historien er - ikke overraskende - ligeså næringsfyldt som en syltetøjsmad med hvidt toastbrød. Far, Onkel Anders og børnene rejser på en tiltrængt ferie til Grand Canaria. Afslapning, hygge og feriestemning er sådan programmet lyder for familien, men da Fars gamle skolekammerat, Bjørn - eller "Blære-Bjørn", som familien og Far kalder ham - og hans familie indtager ferieparadiset kommer der andre boller på suppen. En harmløs konkurrence om at blive "årets solfamilie" bliver i stedet til en indædt og bidsk kamp imellem de to gamle rivaler - og med ét er feriestemningen for alvor i fare.
En hån imod de oprindelige film
Når filmen er tålelig - og det er alligevel ganske få gange - så skyldes det faktisk at Martin Brygmann er en hæderlig og forholdsvis underholdende Far. De enkelte sjove replikker, kommer fra ham, og leveres i børnehøjde og med slapstick, så det fremmaner små kluk hos selv den mest indædte kyniker. Brygmann er dog lammet af det torskedumme og hektiske manuskript, der forsøger at prædike en sød historie om at man er god nok som man er, men som er alt for kluntet fortalt. Børnene virker desuden mekaniske i deres respektive roller, og hvad enten det er den sydlandske varmebølge, som gør det svært for de mindste i castet at virke troværdige, eller om det blot er sløset instruktion fra Miehe-Renard, skal forblive usagt herfra. Når snapchatfiltre, hashtags og emojis bliver brugt i filmen af Mie (Laura Lavigne Bie-Olsen) til at vise at ferien er "super nice" eller "optur", rynker man egentlig bare på panden og tager sig til hovedet. Et åbenlyst forsøg på at aktualisere karaktererne, men det ender som en hån imod de oprindelige films arv. Klipningen ligner i øvrigt noget for en meget uoverskuelig musikvideo.
Nedladende
Selvom filmen naturligvis er tiltænkt et yngre publikum, så må dette også kritiseres. Det bliver for nedladende og for tuttenuttet. Børn tager ikke skade af modne historier, så længe de er tilpas skånsomt og morsomt fortalt - tænk eventuelt "Den Utrolige Historie om den Kæmpe Store Pære" eller et hvilket som helst mesterværk fra Pixar. Thomas Bo Larsen overspiller ligeledes fuldstændig og ligner mest af alt en Storm P figur som Onkel Anders, og jeg sad virkelig og savnede Peter Malbergs lunefulde portræt af onklen.
"Far til fire i solen" rammer et bundniveau, som forhåbentlig betyder at denne "Far til fire"-film er den sidste af sin slags i lang tid. I stedet kan man jo som forældre vise sine børn nogle af de gamle film, hvis børnene plager om at se en film i ferien.
