Skriv en kommentar
Det er ikke et portræt af manden, Nelson Mandela. Det er heller ikke en belysning af Mandelas politiske visioner. Ja, Goodbye Bafana’s bedst kendte karakter er end ikke i nærheden af at være hovedkarakteren.
For Bille August vil se historien fra en anden side. Som Milos Forman så på Mozart gennem den musikalske modstander Salieri i Amadeus. Og som Kevin MacDonald så på Idi Amin gennem den unge, skotske læge i The Last King of Scotland.
Vores hovedperson er James Gregory (Joseph Fiennes), en hvid fangevogter i det sydafrikanske apartheidstyre. Vi kommer ind, netop som han skal begynde som vogter på Robben Island, hvis mest prominente fange er Nelson Mandela (Dennis Haysbert). Takket være James Gregorys evne til at tale de indfødtes sprog, Xhosa, får han hurtigt en toppost tæt på Mandela. Hans opgave er at opsnappe korrespondance mellem den naturlige leder og de sortes ANC.
Goodbye Bafana bygger på James Gregorys selvbiografi af samme navn. Heri beskriver han sit efterhånden forandrende forhold til Mandela. Fangevogteren er til at starte med racist. Men han fatter sympati for Mandela. Og for hans holdninger. Så snart kollegerne på Robben Island får nys om det, bliver han – og hans hustru, Gloria (Diane Kruger) – frosset udenfor.
Der er ingen som helst tvivl om, at Bille August’s Goodbye Bafana er velmenende og sympatisk. Filmens synsvinkel på Sydafrikas afskyelige, nyere historie synes også som den rigtige i forhold at fortælle historien nuanceret – den hvide mands opbrud med apartheid. James Gregory er den simple, hvide man. Han er ingen ekstremist. Han er vokset op med apartheid. Det er det, han kender. Sorte mennesker er undermennesker. Punktum. Det er ikke så meget had, som det er den eneste gyldige sandhed for den hvide fangevogter. Bille August formår klogt ikke at ’ekstremistisere’ sin hovedperson for at intensivere den indre udvikling, vi ved James Gregory skal igennem.
Der er selvsagt et stykke vej fra det udgangspunkt og til den oprigtige sympati og respekt, James Gregory får for Nelson Mandela. Men Goodbye Bafanas helt afgørende svaghed er, at nok når den derhen, men det foregår altså hverken særlig elegant, indlevende eller intenst.
Joseph Fiennes er såmænd fint underspillende som James Gregory, men han lades noget i stikken af et manuskript, der er fattigt på udpræget gode enkeltscener, og som noget kejtet får sat sine pointer og afgørende twists i vores hovedpersons standpunkter ind.
Som da James Gregory i en skidt, skidt scene sammen med sin datter ser en gruppe sorte kvinder få prygl af politiet i Cape Town, alene fordi de ikke bærer pas. Hvorfor får de tæsk for det? Vi skal da ikke bære pas, spørger datteren efterfølgende. Sådan er det bare, er svaret. Det er Guds vilje, at sorte og hvide skal være adskilt. Så er de manglende argumenter for apartheid hos de hvide i hvert fald skåret ud i pap.
Eller da filmen i sin mest afgørende vending springer de fleste nuancer og mellemregninger over: James Gregory, der i ren hemmelig agentstil løber fra sin familie i Cape Town og ned på bibliotekets forbudte afsnit for at læse ANC’s frihedserklæring, der selvfølgelig er blevet bandlyst – efter en kort, kemifattig samtale med Mandela. Snart efter diskuterer de politik.
Det er her, filmen postulerer, at James Gregory er åben for andet end den eneste sandhed – at sorte mennesker er undermennesker. Den køber man ikke. Der mangler mellemregninger. Eller mere konkret, der mangler spilletid Joseph Fiennes og Dennis Haysbert imellem, hvor Mandelas karisma, integritet og intelligens kan skinne igennem, så vi kan tro på, at Gregory kan åbne op. Det er svært at klandre Haysbert; August giver ham ikke mange chancer for at levere Mandelas udstråling.
Men det betyder, at forholdet mellem Gregory og Mandela er godt gammeldags kedeligt, uden intimitet, uden rigtig troværdighed og uden gribende øjeblikke, der kunne løfte filmen. Joseph Fiennes ender faktisk med at have sine bedste stunder som fåmælt, frustreret ægtemand over for en ellers voldsomt overspillende Diane Kruger.
Så sympatisk eller ej, Goodbye Bafana er en tam affære, der ganske enkelt bare burde have været en hel del bedre.
