Skriv en kommentar
Filmens introscene indledes med et ’close-up’ af en fin, gammel smykkebutik i Paris, hvorpå der står ”Haffmann”. Smykkemageren monsieur Haffmann (spillet af Daniel Auteuil) sidder i sit værksted dybt koncentreret og nørkler med en sølvbroche, som forestiller en sommerfugl. Kvaliteten af sten er ikke i topklasse på grund af krigen, men som han fortæller sin assistent monsieur Mercier (spillet af Gilles Lellouche), så gør de små finesser det ud for kvaliteten. M. Haffmann kan sit métier og håndværk uden lige, da det er et hverv, som er gået i arv og butikken ligeså. Et sort/hvid fotografi viser butikken fra sin glanstid og med navnet ”Haffmann et les fils”.
Filmens præmis er at lave et etisk eksperiment og sætter spørgsmålstegn ved, hvad der sker, når to mænd bytter identitet. Den ene mand har alt; Er fra det bedre borgerskab, en lejlighed ovenpå smykkebutikken og en stor familie. Den anden mand er fra arbejderklassen og skal kæmpe for alt. Han halter på det ene ben og blev derfor frasorterede i krigen og han kan ikke gøre sin kone gravid, Madame Mercier (spillet af Sara Giraudeau). Begge dele gør, at han føler sig dybt krænket på sin mandighed og ønsker at kompensere. Det får han mulighed for, da M. Haffmann beslutter, at M. Mercier skal være M. Haffmann medens krigen står på og med alt, hvad det indebærer af privilegier bl.a. flytter Monsieur og Madame Mercier ind i lejligheden ovenpå butikken og butiksskiltet skiftes ud med ”Mercier”.
Helvede
Forlægget til filmen er teaterstykket med samme titel ”Adieu monsieur Haffmann” af den franske skuespiller og forfatter Jean-Philippe Daguerre fra 2016 og som blev spillet for første gang i Avignon i 2016. Både filmen og teaterstykket er et eksperiment og henter stor inspiration fra den franske og eksistentialistiske forfatter Jean-Paul Sartres ”Huis clos” (dansk ”Lukkede døre”) fra 1944, hvor publikum suges ind i et drama mellem tre vidt forskellige personligheder, som er fanget i ét rum bag lukkede døre – et ’rent’ helvede. Teaterstykkets sidste replik og rungende konstatering er det kendte citat ”L’enfer, c’est les autres” (Helvede – Dét er de andre).
I instruktør Fred Cavayés filmudgave opstår meget hurtigt et underligt og fatalt ’ménage-à-trois’ mellem M. Haffmann og M. Mercier og hans kone. De to mænd indgår en kontrakt, en pagt og rollerne byttes om mellem de to mænd fra borgerskab til arbejderklasse og fra medarbejder/undersåt til butiksejer/patron. Ligesom Sartes teaterstykke er stramt komponeret med et akt og udspilles i fem scener på præcis en time, så er intet i filmen overflødigt eller tilfældigt. Filmen varer længere og strækker sig over præcis ét år fra september 1941 til september 1942. Filmen er skudt på få’ lokationer og foregår mest indenfor i husets tre rum; stuen, butikken og kælderen, som ligeledes symboliserer de sociale klassetrin, som nedstigning og opstigning.
Persongalleriet bestående af Frankrigs fremmeste skuespillere som Auteil, Lellouche og særligt Giraudeau gør det fremragende med hendes forsagte og underspillede attitude. Hendes kropssprog og det ’usagte’ siger mere end ord. Dog er slutningen noget fortænkt og Cavayé skubber den lige til grænsen, men på det tidspunkt i filmen er man som publikum så investeret i plottet og filmens karakterer, at vi lader os opsluge.
