Skriv en kommentar
Er der noget mere ærgerligt end spildt talent? Det skulle da lige være en komedie, der ikke er særlig sjov. Farvel til Mafiaen har den tvivlsomme ære at repræsentere begge dele, som en stjernebesat og umorsom hyldest til mafiafilmen.
Mafiafamilien Manzoni er tvunget til at tilpasse sig CIA’s vidnebeskyttelsesprogram, da de skjuler sig fra en hævngerrig og nådesløs mafiaboss, som er kommet i klemme med loven grundet Fred Manzonis (Robert De Niro) forræderiske samarbejde med CIA. Det har senest ført den bramfrie amerikanske familie til en provinsiel fransk landsby, hvor traktorer kører gennem bytorvet, og de franske butiksekspedienter er præcist ligeså ubehøvlede, som stereotypen dikterer, at de skal være. Manzoni familien, bestående af den typiske kærnefamiliekonstellation af mor (Michelle Pfeiffer), far (Robert De Niro), datter (Dianna Agron), søn (John D’Leo) og hunden Malavita, har fået strenge ordrer fra CIA-agenten Stansfield (Tommy Lee Jones) om at opføre sig så ubemærkelsesværdigt som overhovedet muligt. Dette viser sig praktisk talt umuligt for familien, for mafiaadfærd kan man ikke sådan lige pille ud af et menneske.
Forudsigelig og firkantet
Der ligger uden tvivl stor kærlighed for mafiafilm og dens klichéer til grund for Farvel til Mafiaen. Problemet er bare at hele filmen emmer af manglende fantasi og fejlslagen komisk timing. Vittighederne ser man komme langvejsfra, og når de så endelig leveres, sker det med en så underlig stiv fremførsel, at det sjældent kan fremtvinge mere end et ensomt høfligt fnis.
Historien er ufattelig tynd og sætter sin lid til, at der vil være nok gags i kultursammenstødet mellem en amerikansk mafiafamilie og de naive franske landsbybønder til at fylde filmen ud. Det kan godt afsløres her, at det er der ikke. Særligt fordi de franske og amerikanske stereotyper leges med på så kedelig en facon. Der signaleres ellers en vis bevidsthed fra filmskabernes side om de slidte stereotyper, der florerer omkring både amerikanere i Europa og landlige franskmænd. Derfor er det særligt frustrerende, når der alligevel ikke indskydes nogen som helst grad af originalitet i de gentagne forsøg på at skabe komiske situationer ud af kulturmødet. I stedet opretholdes og genbruges gamle klichéer, som ikke bare er kedelig historiefortælling, men også ufatteligt dovent. Man sidder og hungrer efter en uforudsigelig punchline, der desværre aldrig kommer.
Ikke mange grin i grotesk vold
Farvel til Mafiaen synes ellers at have mange af de rigtige ingredienser med dygtige skuespillere og en erfaren instruktør. Der opstår da også få situationer, hvor Robert De Niro kan vise lidt af det talent, han har som komisk skuespiller, hvilket afholder filmen fra totalt ligegyldighed. Fred Manzoni er en charmerende personlighed, og lidt morskab bliver der i f.eks. at følge hans maniske forsøg, på at sikre sig at der kommer klart vand ud af vandhanerne i stedet for det meget lidt appellerende brune.
Instruktør Luc Besson forsøger sig med sort komik, hvor volden er følelseskold, stærkt overdrevet og voldsom brutal. Den generelle komiske tone i Farvel til Mafiaen ringer dog hult, og efterlader blot volden som en ubehagelig grotesk oplevelse og slet ikke på nogen fed Tarantino-måde.
Farvel til Mafiaen bliver i bund og grund bare lidt kedelig og utilgiveligt umorsom for en komedie. Nogen stor hyldest til mafiafilmen er den ikke.
