Skriv en kommentar
For dramatisk til at være sjov – For sjov til at være dramatisk.
Der er noget galt med den overordnede tone i Farvel til Tyskland. På den ene side vil den gerne være en letbenet komedie, og på den anden side et dybfølt drama. I sin stræben efter at jonglere mellem disse to poler, bliver filmen for dramatisk til at være sjov, og for sjov til at være dramatisk. Denne fesne mellemvej gør, at man efter et par forsøg på at engagere sig i filmen, må give op på at føle noget for filmens univers og dens karakterer. Farvel til Tyskland bliver derfor langsomt bare en kold facade af bevægelige billeder, der udspiller sig for ens øjne. Meget føles falsk ved denne film, lige fra soundtracket, der lyder som et sample man kunne finde på nettet, til Antje Traues make-up, der er lidt for moderne til, at man tror på, at hun er en kvinde i 1940’erne. Også afbildningen af Auschwitz føles forfalsket og pæn, som om filmen ikke vil dykke for langt ned i den dramatiske historie den nu prøver at fortælle. Mange film har succesfuldt fundet den gyldne mellemvej mellem grin og gråd (eksempelvis Stalins Død fra sidste år), men i Farvel til Tyskland, har de altså taget en omvej, og faret vild.
Den trætte anmelder.
De fleste skuespillere i filmen spiller deres rolle ret anonymt, uden den store tyngde. Selvom næsten alle har en grædescene, hvor de forfærdes over deres traumer fra nazisterne, så virker ingen af dem generelt hæmmet af deres fortid. Man kommer aldrig under huden på nogle af karaktererne, end ikke vores hovedperson David Bermann føler man sig tættere på når filmen slutter. Ham der spiller sin karakter bedst er Václav Jakoubek i rollen som Krautberg. Hans skuespil har en større tyngde, som de andre ikke har. Så er det bare ærgerligt, at han kun er med i halvdelen af filmen.
Nuvel, de prøver da. Filmens scener med det bombede Berlin er rigtigt godt rekonstrueret. Når David Bermann trasker ned ad de totalt smadrede boulevarder, så tror man på det. Ligeså skal kostumeafdelingen også have ros for det flotte, autentiske tøj, som vores karakterer har på. Det hjælper lidt, når nu alt andet føles lidt ligegyldigt.
Nu er humor jo en smagssag, men jeg kan med stor sikkerhed sige, at du ikke vil grine meget over humoren i Farvel til Tyskland. Alle jokes og morsomme situationer i denne film flyver totalt over hovedet på publikum, og får dig til at stille spørgsmålet: ”Skal jeg grine nu?”. Personligt kan jeg også nævne, at til denne pressevisning hørte jeg flere suk, mange gab, og der var tilmed en anmelder der faldt i søvn. Ja, du læste rigtigt, en anmelder der faldt i søvn… Sikke en komedie!
Farvel til Tyskland er en toneforvirret og kedelig historie fra 2. Verdenskrig, som aldrig kommer under huden på sig selv. Flotte som de ruinerede berlinske gader nu kan være, kan det ikke redde den stilforvirring der finder sted. Vi griner ikke der hvor vi skal grine, græder ikke der hvor vi skal græde, og hvad er der så tilbage? Ikke så meget.
