Skriv en kommentar
Fasandræberne er en filmatisering af Jussi Adler Olsens internationale bestseller ved samme navn. Det er efterfølgeren til Kvinden i buret (2013) og dermed film nummer to i serien om Carl Mørck og afdeling Q – afdelingen for uopklarede sager.
En sen aften ved politigården opsøger en mand Carl Mørck, og bønfalder ham om at kigge på en 20 år gammel sag, om et brutalt mord på mandens tvillinger. Politiets efterretninger pegede dengang i retning af en flok rige kostskoleelever, men da en udenforstående erklærede sig skyldig, blev sagen lukket. Carl Mørck afviser i første omgang manden, men da manden dagen efter har taget livet af sig selv, aner Carl Mørck uråd, og kaster sig fuld af skyldfølelse over den 20 år gamle sag.
Carl, Assad og deres nye sekretær Rose, som udgør afdeling Q, graver i sagen, og finder et gammelt nødopkald fra en pige, der lader til at vide noget om mordene. Hun har været forsvundet i 20 år, og de indleder en intens jagt efter hende i håb om at finde svar. Men de er ikke de eneste, der leder efter hende, for hendes viden er til stor fare for en flok indflydelsesrige forretningsmænd, der vil gøre alt for, at forhindre sandheden i at komme frem.
Det er Nikolaj Lie Kaas (Blinkende lygter, 2000, Kandidaten, 2008, Dirch, 2011), der spiller Carl Mørck, og det gør han godt. Med skægstubbe, alvorlige ansigtsfolder, og kantet attitude, fremstår han både usympatisk og øretæveindbydende. Det er passende i denne rolle, hvor det giver indtryk af en kæderygende privatdetektiv på randen af sammenbrud, forklædt som politimand.
Assad, der bliver spillet af den svenske Fares Fares (Snabba Cash, 2010), gør det også godt. Med et smil, der ikke helt når ud af mundvigen, fremstår han troværdig og næsten tillidsvækkende. På stationen kalder de andre betjente dem jokende for araberen og drankeren, og de har derfor meget at bevise for at blive taget alvorligt. Samspillet mellem dem fungerer godt, med Assad som den fornuftige og Carl Mørck som den fandenivoldske, der gør, som det passer ham.
Pilou Asbæk (Spies & Glistrup, 2013, tv-serien Borgen) der spiller Ditlev Pram, formår at vise en gennemført ubehagelig karakter alene med sit kropssprog og lettere affekteret udtale. Det er imponerende, men karakteren er næsten for gennemført, og man kunne have ønsket sig et lille glimt af den charme, man må antage at pigerne er faldet for.
Også Devid Dencik (En kongelig affære, 2012, tv-serien Lykke) formår at vise en rigtig ubehagelig karakter i Ulrik, som fremstår slesk på den væmmelige måde. Men Ulrik bærer også præg af underdanighed, og giver i starten indtryk af, at han føjer Ditlevs mindste vink. Det kan undre om en så sadistisk og magtfuld person, virkelig ville være underdanig. Men det være sagt, så er begge karakterer godt iscenesat som korrumperede mænd med alt for meget magt og penge
Pigen Kimmie fra nødopkaldet er en meget væsentlig karakter for historien, og Danica Curcic (Over kanten, 2012, Lev stærkt, 2014) leverer en overbevisende præstation som en skræmt pige, der plages af sin fortid i en sådan grad at hun i frygt for sit liv, har måttet opgive en normal eksistens. Men som Assad siger, da Carl Mørck forsvarer hende: ”hun er ligesom de andre”, og man fristes til at give ham ret.
For selvom der ikke hersker nogen tvivl om, at hun med meget store personlige konsekvenser, er blevet ofret i Ditlev og Ulriks sadistiske spil, savner jeg noget mere end uretfærdigheden, til at give sympati for denne karakter. Jeg mener, at det er essentielt, at man kan sympatisere med en karakter, der er så væsentlig for historien, og det halter desværre lidt.
Til gengæld er filmen utroligt stilsikker i sine mørke og dystre toner. Den har mange flotte billeder og rammer en trøstesløs stemning rent. Det er på den måde en meget barsk film, der bestemt ikke er for sarte sjæle. Den er både rå og voldsom, og de mange flotte billeder viser også stærke scener med vold, der får maven til at krølle sig sammen i ubehag.
Men selvom filmen er både velspillet, stilsikker og utrolig flot, havde jeg forventet mere af en film, der er kørt i stilling som en af årets store biografsucceser, og som i den grad er slået stort op. At det kan være svært at få sympati for karaktererne gør, at den på trods af det barske emne, bliver en smule uvedkommende.
Den kan derfor desværre ikke få mere end tre stjerner herfra.
