Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
00’erne og fremefter har virkelig været bogfilmatiseringernes mekka, da den enorme succes med overførslen fra det skrevne medie til det store lærred fik selskaberne til at øjne en solid mulighed for at hive spandevis af penge hjem. Harry Potter og The Lord of The Rings fik tilbage i starten af det nye årtusind for alvor tingene til at eksplodere og danskerne er for tiden også kommet med på bølgen. Jussi Adler-Olsens formidable krimi-romanserie om afdeling Q er for nyligt blevet taget kærlig hånd om i succes-filmen Kvinden i Buret og ikke mindst efterfølgeren Fasandræberne – som efter min smag udnytter et nyt potentiale og slår sin forgænger med stor stil.
Filmen følger fortsættelsen af Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og Assads (Fares Fares) arbejde med uopklarede sager i Afdeling Q, og denne gang falder fokusset på en mystisk mordsag fra 80’erne. Den ellers mere eller mindre opklarede mordsag viser sig at have mistænkelige forbindelser til en kostskole for overklassens børn, og langsomt optrevles en ubehagelig, ukendt historie fra fortiden om totur, sex og mord.
Denne efterfølger formår at kaste rigtig mange bolde i luften i løbet af handlingen uden at miste fokusset. Fordelen ved Jussi Adler-Olsens krimihistorier er, at de fungerer som et komplekst mønster af sammenflettede historier – på den måde kan man integrere fortiden med nutiden og skiftevis fortælle historien med et retrospektivt syn eller med direkte klip til fortiden. Det kræver et utroligt stort overblik og det viser instruktør Mikkel Nørgaard med stor stil. Historien er unik og original i sig selv, men at overføre det til en filmisk fremvisning kræver stort talent. Selve strukturen i filmen byder på en mørk, dyster fortælling med en knivskarp balance mellem ungdommens uskyld og den besudlende magt af menneskets griskhed og overmenneske-forestillinger.
Filmen formår at sætte nogle elementer i spil, som fremkalder en masse voldsomme følelser. Man skræmmes, provokeres, frustreres og bliver sidst men ikke mindst fuldstændig grebet af stemningen og personernes indbyrdes stridigheder. Filmen indeholder utroligt mange barske scenarier, som ikke er for sarte sjæle, og det sætter jeg stor pris på – en film i den genre og i det handlingsmønster skal leveres råt for usødet med et spark lige i solar plexus. Nogle gange kan man dog godt føle, at det hele er sat op lidt for ’udstillet’ – man ved ikke præcist, hvad der vil ske, men alligevel har man en grundlæggende fornemmelse af, hvor filmen bærer hen af. Det skal dog siges at filmen er fuld af solide plottwists løbende samt en underskøn uforudsigelighed i de små historiers egentlige betydning for den overordnede handling.
Den første film i rækken var ganske original og spændende i sit koncept, men man sad ikke på pinde lige så meget, som man gør ved denne film. Den første er lidt for fokuseret på nogle meget konkrete virkemidler i sagen, mens toeren har lidt mere frit udspil i forhold til at udforske menneskets af og til ustyrlige og modbydelige side. Den første film bød på den bedste introduktion af vores to hovedroller, men toeren har pudset de handlingsmæssigt skarpe kanter og fokuserer på et djævelsk velspillet karakterportræt. Pilou Asbæk formår virkelig at spille verdens største røvhul, men rummer samtidig et menneskeligt sindelag, hvis realistiske tilgang til karakteren skræmmer tilskueren helt ind til knoglerne. Kaas og Fares er som i sidste film dynamiske, dygtige og ikke mindst fuld af bromance. Sarah-Sofie Boussnina og David Dencik leverer så sandelig også formidabelt skuespil på hver deres måde, og generelt er hele rollebesætningen præget af velovervejet dramaturgi. Den nye stjerne Danica Curcic stjæler det meste af rampelyset med sit hjerteskærende skuespil, og hun er absolut et levende bevis på, hvorfor man bliver ved med at vende tilbage i biografmørket år efter år.
Jeg har ikke læst romanen, så jeg kan ikke vurdere, hvorvidt filmen lever op til bogen eller gør den til skamme. Jeg kan blot sige, at det er en utrolig velstruktureret film med solide handlingsmønstre og et fantastisk skuespil fra alle kanter. Denne film bidrager ikke blot med et stykke dansk film i topklasse, men giver også et eksempel på potentialet i romanerne og understreger, hvorfor man bør glæde sig til de kommende filmatiseringer.
