Det er næppe for meget sagt, at hvis man har lyst til at sætte sig grundigt ind i en af europæisk films største filminstruktørers liv og værk, nemlig tyskeren Rainer Werner Fassbinder (1945 - 82) så bør man gå til Christian Braad Thomsen. Thomsen udgav i 1975 ”I Fassbinders spejl”, en grundig og tankevækkende gennemgang af en stor del af Fassbinders værker indtil da (26 spillefilm, ca. 30 teaterforestillinger og 4 tv-produktioner). Værklisten er umenneskelig stor. Thomsens værk blev ikke mindre imponerende i hans ”Rainer Werner Fassbinder – en rejse mod lyset” fra 1983. Så egentlig bør det ikke komme bag på nogen, at Thomsen nu også står bag en fremragende dokumentarfilm om mesterinstruktøren Fassbinder.
Thomsens film er først og fremmest et portræt af mennesket Rainer Werner Fassbinder. Men dermed kommer man også meget tæt på filmene, ikke de enkelte men gennemgående tematikker og problematikker, for Fassbinder arbejdede med film dag og nat. Nye og gamle interviews med Fassbinders faste skuespillere, hans ensemble og med ham selv veksler med Thomsens præcise formuleringer. Man fornemmer, ikke overraskende, at denne films instruktør og fortæller kender sit stof indgående. Fortælleren lægger da heller ikke skjul på, at han fra mødet med Fassbinder i dennes spillefilmsdebut-år, 1969 og frem til Fassbinders død udviklede et venskab med denne der bl.a. gav ham mulighed for at lave gode interviews med mesteren.
Hvorfor den skuespiller som om nogen blev til stjerne i og med arbejdet med Fassbinder, Hanna Schygulla, ikke er med i filmen, nævnes ikke.
Scoopet i filmen er det interview med Fassbinder som Thomsen gennemførte på et hotel i Cannes i 1982, kort tid inden Fassbinders død. Thomsen siger selv, at han ikke turde se interviewet i de næste 30 år. Hvorfor får vi ikke at vide. Men nu skulle det altså være. Og selvom det er en meget træt, svedig, påvirket (?), ja i det hele taget usundt-udseende mand vi ser sidde tung i en blød stol på hotelværelset, er det som Thomsen selv siger det, klar tale der kommer ud af munden på ham. Det er åbenlyst, at Fassbinder tænker over svarene og ofte reflekterer sig frem til tankevækkende svar foran kameraet.
Fassbinder laver film på et tidspunkt, hvor politik og eksistens var temaer der på trods af af og til voldsomme offentlige reaktioner var plads til i verden, ikke mindst på den europæiske filmscene. Fassbinder diskuterer seksualitet, kønsroller, ægteskab, klasser, racisme, frihed, opdragelse, vold og terror i sine film. Store emner som han gik helt ufordækt, dvs. direkte hvilket ikke er det samme som at sige unuanceret til. Fassbinder er nuanceret i sine fortællinger, på samme måde som han er det i filmens interviews. Groft sagt er lakmusprøven på, om man har nuancerne med eller ej i 70-erne og 80-erne om man formår at lægge sig ud med både højre- og venstrefløj. Den kunst mestrede Fassbinder ligesom en anden stor europæisk instruktør fra stort set samme periode, italienske Pier Paolo Pasolini.
”Fassbinder – at elske uden at kræve” er et modent og afklaret værk af en instruktør der kender sit stof, sin instruktør indgående. Og så er det tankevækkende, at i Thomsens præcise tolkninger får Fassbinders indsigter fornyet aktualitet. Er vi virkelig ikke blevet klogere?
Af ekstramaterialet må specielt det engelsksprogede interview med Thomsen fra dennes films premiere på Berlin–festivalen fremhæves. Instruktøren er rørt – måske fordi han med portrætfilmen på sin måde posthumt får sagt tak til en god ven og filmkollega for venskabet og filmkunsten og så endda på den festival hvor Fassbinder i 1969 blev buhet ud for ”Kærlighed er koldere end døden”. En stærk tak.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.