Skriv en kommentar
Mange film kræver ikke så meget af sit publikum. Man griner, græder eller gyser og som oftest, er filmen glemt, idet øjeblik man træder ud af biografens mørke.
Det er langt fra tilfældet med månedens film i Cinemateket, Faust, der er en foruroligende og fascinerende, men temmelig lang, oplevelse.
Handlingen er løst baseret på den berømte fortælling om lægen, der sælger sin sjæl til djævlen i bytte for almægtig viden, men Sokurovs udlægning er så visuel en vanskabning af en film, at man mistænker den russiske instruktør for at have pløjet sig igennem Goethes klassiker under et syretrip.
Første billede er af et svævende spejl over skyerne i 1800-tallets Tyskland. Surrealistisk suser kameraret ned fra himlen, og ender direkte i en død mands kønsorganer. Faust er ved at obducere liget, i søgen efter menneskets sjæl.
I modsætning til Goethes udgave, er Faust her ikke besat af guddommelig viden, men nødtvunget til at sælge sin sjæl for en basal mangel på penge og ikke mindst kærlighed.
I desperation efter et simpelt måltid, ender han hos byens pantelåner, den unavngiven Mefistofeles; en yderst bizar og deformeret udgave af djævlen.
Djævlen tager Faust med rundt i skovene og bjergene, der omkranser den gotiske by, og turen ender på byens lurvede værsthuse. Det ender fatalt for en ung mand som Faust dræber. Manden er søster til den unge Margarete, som Faust har en hungrende seksuel trang til. ’Der er ingen Gud, kun ondskab’ proklamere djævlen, som han dog selv benægter at være, inden handlingen som ventet ender i helvedes inferno, der her er filmet på Islands golde vulkanlandskaber.
Hvis handlingen lyder forvirrende, afspejler det bestemt blot filmen.
Instruktøren Aleksandr Sokurov er kendt for sine meget avantgardistiske film, og Faust er bestemt ingen undtagelse. Handlingen er fragmenteret, og fuld af drømmeagtige scener. Eller til tider helt bizarre, som i scenen hvor de betragter månen igennem en stjernekikkert, og der kravler aber rundt i det grå månelandskab!
Til tider er Faust filmet med en sløret optik, og kameraet bevæger sig skævt rundt i den ellers veludførte scenografi. Det er på mange måde en forbilledlig oplevelse, der trækker tråde til tysk ekspressionisme i 1920’erne, så som Dr. Caligaris Kabinet eller F.W. Murnaus version af selvsamme Faust fra 1926.
Dialogen er konstant, og der må nødvendigvis gå meget af den tyske dialog tabt i underteksterne, der kæmper en brav kamp om at følge med, for der er vitterligt ikke et øjebliks stilhed i filmen.
Sokurov bliver af mange betragtet som Andrej Tarkovskijs arvetager, og med god grund. Faust vandt Guldløven ved sidste års filmfestival i Venedig, hvor juryformanden, instruktøren Daron Aronofsky, hyldede Sokurovs film som et enestående mesterværk. Det er bestemt også en enestående film, men den må nødvendigvis kræve at blive genset flere gange, før alle de mange brikker danner det korrekte puslespil.
Sokurov udforderer virkelig tilskueren, og det kræver sin tålmodighed og overblik at følge Faust, med fuld opmærksomhed fra start til slut. Her ved første øjekast føles den bestemt alt for lang i det, i over to timer bliver man mentalt bombarderet fra lærred, og det udvikler sig i en langtrukket retning.
Men tålmodighed er som bekendt en dyd, og der er helt sikkert noget at hente i Faust for alle landets cineaster.
(Faust spiller kun i perioden 3. til 13. maj i Cinemateket)
