’Faustas perler’s oprindelige titel var ’La teta asustada’ eller ’Det skræmte bryst’ – allerede her kan man høre, at Hr og Fru Danmark næppe vil strømme ind for at se peruviansk-italienske Claudia Llosas prisbelønnede film. Men for de særligt filminteresserede gemmer der sig her en smuk, omend mystisk og langsom oplevelse - en film, der handler om både én peruviansk kvindes udvikling og om selve Peru.
Da den unge Faustas mor dør, har hendes fattige familie ikke råd til at få hende transporteret til sin hjemby og begravet (i én tragikomisk scene prøver Fausta at tage kisten med på en bus). Fausta må derfor arbejde som tjenestepige hos pianisten Aida, der kæmper med at komponere et stykke til sin næste koncert. Aida fatter snart interesse for de sange, Fausta går og synger, og tilbyder hende nogle værdifulde perler som belønning for at synge sangene.
I mellemtiden har Fausta et andet problem. Hun har arvet ’sorgens mælk’, en overtroisk slags sygdom hos døtre af kvinder, der er blevet voldtaget under den brutale borgerkrig i Peru. Det betyder, at Fausta er angst for mænd og for livet i det hele taget. Hun har stoppet en kartoffel op i livmoderen (!) for at forhindre eventuelle voldtægtsforsøg. Hos lægen siger hendes onkel: ”Den er nok kommet derop af sig selv. Der er masser af frugt i huset.”
’Faustas perler’ svæver let og drømmende igennem selv de mest bizarre indslag (Aida har på et tidspunkt egenhændigt smidt sit klaver ud af vinduet), hvilket næsten får den til at føles som magisk realisme, som jo også er udsprunget fra Sydamerika. Musikken er passende smuk og melankolsk. Billederne er afdæmpede og til tider slående flotte, som når Fausta holder en stor, rød blomst i munden, som halvt skjuler hendes ansigt. Hun åbner en port for at lukke nogen ind – og taber blomsten i sidste øjeblik, så det kun er publikum og hende, der når at se den.
Samtidig er der en bevidst komisk, men kærlig tone i fremstillingen af de fattige peruvianere, der holder det ene bryllup efter det andet - samt et massebryllup, hvor præsten vier en stor flok brude og brudgomme simultant. Overklassen får vi kun et glimt af i form af Aida, der virker kold og udnyttende overfor Fausta.
’Faustas perler’ handler under overfladen om selve landet Peru, der ligesom Fausta må lære at begrave fortiden, men også at overlevere den, måske gennem sang eller andre traditioner. Ifølge instruktøren er Peru et ”undertrykt land, der kun kan udtrykke sig selv via sit ubevidste; dets myter, dets frygt og traumer.” ”Hvordan kan en nation samle sig selv efter et voldsomt brud og traumatiske erfaringer?”
Dette dybere niveau af filmen træder måske ikke tydeligt nok frem. Og det er lidt en skam. Hvis Claudia Llosa har så meget på hjerte omkring Peru, burde hun næsten have udtrykt sig mere klart, når hun nu tydeligvis har evnen til at fortælle en historie med flotte billeder og stærkt skuespil. Hvis man har et politisk og folkeligt budskab, er en film som ’Faustas perler’ nok en lidt for gådefuld og obskur besked at sende af sted – men smuk, det er den.