Skriv en kommentar
KØB SPILLET HER
At skabe et konsolspil baseret på en film man tydeligvis ikke har forstået, har vel aldrig været et godt udgangspunkt for en spildesigner, men ikke desto mindre har Sierra nu udgivet ”Fight Club” til PS2. For ganske imod alt hvad film og bog prøver at få igennem, vælger spillet at fokusere på glorificeret vold. Mere skal jeg ikke brokke mig over det paradoksale i udgivelsen her, men det virker lidt fjollet.
”Fight Club” er, som spil, et simpelt beat-em-up i stil med "Tekken" og "Virtua Fighter". Det når dog ingen af disse til knæbeskytteren.
Man lægger ud med en stribe kæmpere alle taget fra filmen. I modsætning til hvad man kunne forvente har de ikke hver deres stribe af bevægelser, men er derimod delt op i tre hovedgrupper, inden for hvilke slå- og sparkeregistret stort set er ens. Altså har man strengt taget kun tre forskellige figurer at vælge imellem, hvilket mildest talt er tyndt.
Spillet indeholder de typiske arcade, versus og story-modes og ikke så meget andet.
Der er mulighed for at skabe sin egen kæmper, men mulighederne for variation er alt for små.
Grafik og animation er udmærket, men ikke mere end middelmådigt for genren. Der er gjort meget ud af detaljeret lemlæstelse og således ændres karakterernes ydre i løbet af de voldsomme og meget blodige kampe. Forsøget med at skabe den dystre og modbydelige stemning fra kampscenerne i filmen er ikke så vellykket som man kunne have håbet, men ideen med at lade blodet flyde over skærmen er faktisk velfungerende.
Musikken leveres af Dust Bros., Korn, Limp Bizkit og andre hipstere. En særlig bonus er helt klart når man forholdsvis tidligt i spillet får muligheden for nådesløst at brække arme og ben på fjumrehovedet Fred Durst (forsanger i Limp Bizkit), der er at finde i spillet som bonuskarakter. Muligheden for at brække arme og få egne brækket er ganske interessant, fordi det vil sige at man bliver nødt til at betale doktorregninger osv. når man spiller med sin hjemmelavede karakter. Det bliver dog ved at være en interessant ide, for i praksis bliver det hurtigt kedeligt.
Alt i alt er ”Fight Club” en stor misforståelse. Ganske som designerne ikke har forstået pointen i filmen, er der sket misforståelser fra idemændenes udkast til programmørernes produkt. En del gode ideer er blevet til et ligegyldigt spil, der nærmest virker latterliggørende på producenterne.
Spillet er venligst stillet til rådighed af
Vivendi Universal
Games.
