Skriv en kommentar
Kung-fu film er ikke ligefrem en metervare indenfor dansk film og at sådan en pludseligt skulle se dagens lys, er højst sandsynligt kommet som en overraskelse for de fleste. Dog har vi med ”Fighter” at gøre med en overraskende sprudlende film, der med et imponerende kraftspring favner over flere problemstillinger - og dét er endda med et nuanceret overblik og hjertet det helt rette sted.
Aicha (Semra Turan) er en pige på 17 år, der går i 3.G og bor på Nørrebro med sin tyrkiske familie. Det går ikke så godt i skolen, Aicha føler sig splittet mellem tyrkiske traditioner og dansk kultur og som andre teenagere ved hun ikke hvad hun vil med sin tilværelse. At dyrke kampsport er Aichas frirum, men da hun bliver smidt ud af et skolepigehold og henvist til en kung-fu skole der træner på eliteplan, begynder problemerne dog rigtigt for Aicha. Klubbens ejer, den kinesiske kung-fu mester Sifu (Xian Gao), tager Aicha under sine vinger og lader hende træne på blandet hold. Til trods for forbud af hendes fars (Sadi Tekelioglu) om at træne på hold for både drenge og piger, vælger Aicha at deltage i smug. Eftersom familien er ved at arrangere en forlovelse mellem hendes bror Ali (Nima Nabipour) og en pige fra en anden tyrkisk familie, skal Aicha opføre sig eksemplarisk. Dette er dog svært for den egenrådige og selvbestandige unge pige, der er fanget mellem ansvaret overfor sin familie og sig selv.
Man kan med rette kalde ”Fighter” for en slags dansk ”Karate Kid” pendant med andet kønsligt fortegn. Man følger en ung piges dannelsesrejse i et omend noget mere nuanceret aspekt, der modsat film som "Karate Kid" er helt sin egen. Udover at perspektivet er en fortælling set ud fra indvandrer pige, der står midt i egne teenageproblemer og identitetsspørgsmål, sættes der mellem linjerne en ganske interessant kommunikationsproblematik på spidsen. Problemerne for Aicha og hendes familie opstår ud af ingenting pga, manglende forståelse og evne til at sætte sig ind i andet end egne principper og udgangspunkter. Generationskløften mellem far og datter, opfattelsen af kønsforskelle, det ulige forhold mellem storebror og lillesøster, uvidenheden og misforståelse dansk og tyrkisk kultur imellem. I midten står Aicha, der ikke er klar over hvilket ben hun skal stå på. Hun finder dog ud af, at det er hendes eget ansvar at finde et standpunkt på den ene eller anden måde, både som teenager og som dansker med tyrkisk bagland. Selvom der er overhængende fare for at filmens karakterer indimellem nærmest skal falde igennem som flade og ensidige, fremmanet som direkte handlingsdrevne kontrapunkter til Aicha, gør de det ikke. Tværdigmod er man vidne til Aichas subjektive ungdomsunivers, hvor omgivelserne farves af hendes indre konflikter, hvilket er et stærkt og indlevelsesrigt virkemiddel.
Filmen er groft sagt en sammensmeltning af to hovedegenrer - ungdomsfilm og kung-fu film. Som ungdomsdrama med integrationsproblematik, er stilen henlagt en dogme-agtig dokumentarisk form. Farverne er kolde, kameraet er håndholdt og intimgrænserne brydes ved nådesløse nærbilleder af karakterne. Dette giver et autentisk præg, der står i heftig kontrast til Aichas indre univers og flugt fra virkeligheden - en drømmeagtig kung-fu verden med højt til loftet. Kung-fu scenerne er nøjsomt koreograferet af den internationalt anerkendte Xian Gao, der bl.a. har koreograferet og medvirket i Ang Lees ”Tiger på spring, drage i skjul” - og det mærkes. Kampscenerne er simpelthen af høj international klasse. Med opfindsom brug af wire works, som vi kender fra bl.a. ”Matrix” og netop ”Tiger på spring, drage i skjul”, pustes det ekstra liv i de i forvejen æstetiske og flot udførte kampsekvenser. På intet tidspunkt overdrives så meget, at det virker malplaceret. Derfor fastholder filmen en vis form for realistisk sans, sådan at kung-fu scenerne ikke falder helt ved siden af filmens iøvrigt troværdige udtryk.
Med henblik på at de centrale roller nærmest udelukkende er besat af debutanter, udover Cyron Bjørn Meville, Xian Gao og Molly Blixt Egelin, er her kun ros til Natasha Arthy som personinstruktør. Særligt Aicha er fremragende portrætteret af unge Semra Turan og det ville være synd og skam hvis hun ikke blev indenfor filmens verden.
Alt i alt er ”Fighter” et frisk pust, der modigt og kompromisløst følger sine præmisser til fulde - og gør det med stor vilje, skaberlyst og et intelligent manuskript begået af Nikolaj ”Kongekabale” Arcel og Natasha Arthy. Dette er et værk der har meget at byde på. Hvad end det er et ungt publikum som ønsker en underholdende ungdomsfilm, eller et ældre publikum der læser filmen som en vigtig kommentar til integrationsproblematikken og kulturkløften mellem danskere og indvandrere. Natasha Arthy har med ”Fighter” skabt årets mest interessante danske film. Et råt men også et naivt urbant eventyr, om drømmes indfrielse og deres konsekvenser på omgivelser i virkelighedens verden – men også en vigtig påmindelse om at drømme, trods besværet, er værd at efterleve alligevel. Filmen er et bevis på samme og Arthy kan ikke bifaldes nok for, ganske enkelt, at have begået den bedste og mest vigtige danske ungdomsfilm siden Bille Augusts ”Tro, håb og kærlighed” og "Zappa".
