Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det starter så godt: Den fijianske bedstemor Nanna (Ruby Dee) sidder i sin have foran sit hus i Mount Eden, Auckland på New Zealand. Hun mindes en kæmpe fest, hvor hun som barn blev taget op på armen af sin mor, og hvor alle stillede op til et stort familiefoto. Så da et af børnebørnene nu kommer ud i haven til bedstemoren, har hun taget en beslutning; hun vil have en stor fest i dag. Kun børnebørnene skal inviteres, for hendes egene børn er ´no good´.
Her lægges op til en fremstilling af festens væsen, om jeg så må sige, ligesom man forventer en fremstilling af det fijianske, ikke mindst det familiemæssige dengang og i samspil/konfrontation med det new zealandske dengang og nu. Ingen af tingene foldes dog rigtig ud. Tværtimod gøres der meget ud af at udjævne forskelle og dæmpe det kontroversielle af enhver slags og i stedet sige noget generelt om familiens store betydning, ikke mindst om moderens vigtige rolle for familiens sammenhold og videreførelse. Men det der måske kunne være blevet en fremhævelse af noget universelt bliver i stedet en fremvisning af en konventionel filmisk form, som vi kender alt for godt, nemlig en mainstream biograffilm der læner sig kraftigt op af en kulørt, pleasende TV-film.
Derved bliver det fijianske blot et let krydderi, en eksotisk ramme, indenfor hvilken konventionerne står i kø. Jeg nævner i flæng: (bedste)moren, der med voldsomt, varmt og charmerende overskud får samlet familien; den hårdtarbejdende mand (barnebarn), der fælder træer og slagter gris; roden (barnebarn) der driver charmerende rundt uden arbejde, men er en udmærket organisator, når det gælder; succesfyren (barnebarn) der helst ikke vil vise sin familie/sin baggrund frem for sin nye unge, smukke kæreste (der i øvrigt kommer fra Danmark), men han bliver selvfølgelig klogere, ligesom veninden umiddelbart falder godt til; for ikke at glemme den unge, hårdtarbejdende kvinde (barnebarn) der passer og plejer bedstemoren og sin egen søn – og som endda indser, at hun ikke skal være bedstemorens efterfølger, der skal nemlig en mand til!
Tilsæt hertil en let fleurten med kristen religion (den lokale præst inviteres, og får lov at slå fast, at det det hele drejer sig om er ”compassion”; ligesom Leonardos berømte nadverbillede et sted ses ganske tydeligt bag bedstemoren), der skal ophøje festens betydning, og man har – en alt, alt for pæn historie.
Problemet er ikke karakterernes og handlingens tydelighed – hvilken film kan sige sig fri herfor – men det at betydningerne først og fremmest påstås, prætenderes, ja mainstream-ikonograferes, for at være højrøvet, og derfor aldrig spilles overbevisende ud
Filmen bygger angiveligt på et teaterstykke – og det er overraskende; først og fremmest fordi dialogen er sparsom. De store ordrige familieopgør der sådan set lægges op til fra start af, udebliver ganske. Konfrontationerne markeres blot ved banale handlinger, som rådden kørsel i bil, slagsmål etc. Så er der mere kød og originalitet ved bedstemorens ordre om at fælde træerne om huset. Handlingen dæmpes dog ned til et spørgsmål om sol på den stol hun sidder på.
Når det så er sagt, må det indrømmes at det er svært ikke at blive charmeret af personerne. Skuespillerne, der vil være ukendte for rigtig mange, er tydeligvis engageret i historien og får det optimale ud af deres karakterer – selvom filmen svigter dem.
DVD-en har intet ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:PAN Vision.
