Skriv en kommentar
Hvorfor Final Call har fået denne titel på dansk er mig en gåde, da den originale titel Cellular, for mig at se, er ganske udemærket og langt mere dækkende for filmens indhold. Måske cellular er for svært at udtale eller uforståeligt for de fleste, selv om filmen ikke just henvender sig til et ældre publikum, så der skulle være basis for forståelse, men nok om det ... Det er jo ikke filmens skyld.
Filmen er instrueret af David R. Ellis, der ellers normalt har holdt sig i baggrunden, som stuntman på alverdens produktioner siden 1976, men her kommer med sin instruktørdebut. Hovedrollerne spilles af Kim Basinger, der i de seneste år har brillieret i blandt andet 8 mile og L.A. Confidential og Chris Evans, vi kender fra Not Another Teen Movie og The Perfect Score. I gode biroller ses den dejlige William H. Macy ( Fargo, Magnolia) og den bryske Jason Statham ( Lock, stock and two smoking barrels og Snatch ).
Manuskriptet er skrevet af Larry Cohen, der også stod bag Phone Booth, og her med Final Call får vi endnu en film hvor omdrejningspunktet er en telefonopringning.
Jessica Martin ( Basinger ) bliver kidnappet af en flok skumle mænd anført af den brutale Greer ( Statham). Fra sin indespærring på et loft lykkes det Jessica at samle en ødelagt telefon og ringe en mobiltelefon op. Ejeren af telefonen er den unge Ryan ( Evans ). Efter lidt snakken frem og tilbage overbevises han om, at Jessica fortæller sandheden og at hun rent faktisk er kidnappet. Derefter går den vilde jagt i forsøget på at redde Jessicas familie, alt imens der skal navigeres udenom forhindringer såsom trafik, psykopatiske banditter og mobilbatterier der taber strøm.
Umiddelbart lyder hele molevitten som en B-film af værste skuffe, og instruktørens baggrund som stuntmand gav da også visse forventninger om eksplosioner og biljagter i lange baner. Men her skuffer Final Call heldigvis, for den er en absolut vellykket actionfilm.
Først og fremmest er skuespillet i filmen som det skal være. Kim Basinger gør sig godt som den hysteriske, skræmte husmor, lige på grænsen til at være for meget( men hun er jo trods alt kidnappet og gennembanket, så mon ikke det går) og Chris Evans har til forskel fra mange af sine kollegaer i genren mere end ét ansigtsudtryk, og skurkerollen er en der bekommer Jason Statham særdeles.
Desuden har Final Call et godt, højtpumpet tempo. Der sættes fart på lige fra starten – der går vel et par minutter før Basinger ligger småblødende og grædende på gulvet og roder med telefonen – og det er rart. For der er næsten ikke noget værre end når actionfilm skal pakkes ind i tåbelige kærlighedshistorier, sukkerromantik eller mislykkede forsøg på at give hovedpersonerne indhold og karakter. Det forskånes vi for i Final Call og tempoet i filmen er faktisk så hæsblæsende, at det af og til bliver for meget og man gerne lige vil have et pusterum, men dem er der ikke mange af. Final Call er en blanding af Phone Booth og Speed, og instruktøren skal krediteres for at have sammenbragt de bedste elementer fra de to film. Desuden er den sine steder ligefrem morsom. For eksempel hedder Jessicas søn Ricky Martin, hvilket der laves en del sjov med.
Det skal også siges ,at der absolut er steder hvor filmen fejler. For det første er nogle af filmens historier så helt enormt usandsynlige, at det irriterer. Godt nok forklarer man Basingers Magyver-evner med at hun er naturvidenskabs- og biologilærer, men hun er efter min mening lidt for vaks på fingrene med at samle telefonen og nedlægge store onde banditter ned med velplacerede snit. En anden ting er at filmen stinker langt væk af product-placement. Nu er det ikke nødvendigvis sandt at en film forringes af, at der vises et to-sekunders klip af en mobiltelefon eller at de allesammen kører rundt i volvoer, men i Final Call er det simpelthen for meget. Helten løber rundt med en mobiltelefon, hvor mærket hele tiden vises, og der er levnet usandsynligt meget plads til at fortælle om hvor fantastisk denne her telefon er. Det er så grimt at det er lige før filmen fortjener at få trukket en stjerne fra i regnskabet.
I det store hele er Final Call en film uden hverken de store overraskelser eller de de store øjeblikke. Men den formår at gøre det den vil; nemlig underholde og holde tilskueren i en konstant tilstand af anspændthed. Man sidder helt ude på stolekanten, og det er præcis som det skal være. Derfor kan den stærkt anbefales til folk der har Phone Booth og Speed stående hjemme på reolen, men alle der forventer at blive underholdt, få et adrenalinsus eller vride sig sædet af spænding vil heller ikke blive skuffede.
4/6 stjerner herfra
