Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...
Støt Cinemaonline
Cinema Made In I...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

The Hunger Games...
The Hunger Games: The Ballad Of Songbirds & Snakes billede

Saw X


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Blu-Ray anmeldelse

Final Destination 5

14. februar 2012 af Andreas Slocinski

2 stjerner Skriv en kommentar

Final Destination 5 billede

En Storm P.-maskine af død, der pruster og stønner for at holde sig kørende.

En ung fyr ved navn Sam (Nicholas D’Agosto) skal på tur med sine kollegaer, vist nok noget teambuildinghalløj, og er så (u)heldig at få et clairvoyantisk syn, hvori han oplever sig selv og sine venner dø i en voldsom ulykke på en bro. Synet får han umiddelbart inden ulykken virkelig indtræffer, hvilket giver ham og syv andre lige akkurat tid nok til at løbe ud af deres bus og flygte i sikkerhed på fast grund. Ligesom i de fire tidligere indslag i serien var det selvfølgelig meningen, at de otte skulle være døde i ulykken. Deres endeligt stod skrevet i stjernerne og var henlagt til lige præcis denne dag på lige præcis dette sted på lige præcis dette tidspunkt, men takket være Sams klarsyn, lykkedes det altså de unge mennesker at stikke en kæp i det store skæbnehjul og snyde selveste Døden.

Sådan noget skaber selvsagt uorden i både universet og tiden, så Døden får nu travlt med udbedre skaderne, hvilket kun kan ske ved, at de otte overlevende indfanges og slås ihjel, så de kan indtage deres behørige plads i dødsriget. Som den mystiske ligsynsmand Bludworth (Tony ”Candyman” Todd) forklarer i en scene: ”You changed things on that bridge - it's a wrinkle in reality, and that wrinkle is you.”

Final Destination 5 (2011) er, hvad kendere af serien allerede nu vil have indset, altså mere af det vi fik serveret i de første fire film. Vi præsenteres ganske vist for en smule nyt, f.eks. kan de overlevende hver især vælge at slå et andet menneske ihjel for herved redde sig selv (Døden får en sjæl, og regnskabet passer nogenlunde), men overordnet set skorter det kraftigt på narrativ innovation. På trods af at ideen om nogle unge mennesker, der snyder døden for herefter at blive jaget af og slået ihjel af denne egentlig er meget sjov, så er det tydeligt, at den ikke holder til at blive strukket ud over fem film, som det her er tilfældet. Hvis der på noget tidspunkt overhovedet har været bare antydningen af en smule handlingsmæssig tyngde i en Final Destination-film, så er den fuldstændig forsvundet fra Final Destination 5, der er lige så buldrende hul og tom som Grækenlands statskasse.

Heldigvis er det ikke meningen, at man skal se filmen for plottets skyld, hvilket folkene bag så også udmærket er klar over. Nej, det altoverskyggende omdrejningspunkt i Final Destination 5 er, ligesom i forgængerne, de bizarre og enormt sorthumoristiske, men også poppede, dødsscener, og det er da også her, blandt smadrede øjne og akupunkturnålsgennemborede kroppe, at filmens eneste styrke skal findes. Lad mig kort gennemgå et repræsentativt eksempel: En af de overlevende, Candice (Ellen Wroe), er gymnast og skal et par dage efter broulykken træne lidt. Klimanlægget, som sidder i loftet over banen, er i stykker og genstartes tilfældigvis af en reparatør, hvorefter en skrue løsner sig fra det rystende apparat og falder ned på balancebommen, hvor Candice springer rundt, samtidig med at det begynder at lække vand ned på en slidt ledning, som er sluttet til en stor gulvventilator. Derudover er en anden skrue på faretruende vis ved at løsne sig på en forskudt barre (du ved, de der stænger, som man kaster sig frem og tilbage imellem og laver saltoer osv.), som står ved siden af bommen. Man er her således ikke et øjeblik i tvivl om, at Candice om lidt vil lade livet, og skuddene af de forskellige apparater og redskaber, der er ved at gå i stykker, tjener alle det formål at præsentere for seeren en række mulige dødscenarier: Får Candice klimanlægget i hovedet, dræbes hun af strømchock, efter at hun har trådt på ledningen eller falder hun mon ned fra den forskudte barre eller balancebommen og brækker nakken? Det er ikke helt til at gennemskue, og man sidder febrilsk og prøver at gætte udfaldet af scenen. Dette giver instruktør Steven Quale mulighed for virkelig at lege med seeren, og flere af de mulige scenarier viser sig selvfølgelig at være såkaldte ”red herrings”, altså nogle der med vilje skal få en til at tro noget forkert, hvilket netop er det, der gør dødssekvenserne sjove, og når man så endelig får serveret karakterens død, så er den altid vildere og mere bizar, end man nogensinde kunne have forestillet sig.

Alt ved og i denne film graviterer mod disse dødssekvenser, hvilket er både godt og skidt (det kommer jeg tilbage om lidt). Noget så basalt som persongalleriet, der med sine flade, uinteressante og klichetunge karakterer ikke formår at vække andet end ligegyldighed, er tydeligvis designet med henblik på at få seeren til at se frem mod karakterernes endeligt snarere end at frygte for deres liv. Man sidder aldrig og grubler over spørgsmål som, hvordan de overlevende kan undslippe Døden eller hvorfor skulle den og den nu også dø, men kun om hvor bizart og blodigt det næste drab mon bliver. Det fesne og ligegyldige karaktergalleri er således nærmest en nødvendighed for filmen, da det er medvirkende til at opbygge seerens forventninger til hvert enkelt drab (man vil hjertens gerne se, hvorledes karaktererne kommer af dage), hvilket giver instruktøren mulighed for på snedig vis at manipulere seeren ved hjælp af f.eks. red herrings for herigennem at tilføre de enkelte dødssekvenser et endnu større moment i klimakset og hermed større tilfredsstillelse hos seeren. Filmen kan, med andre ord, ikke rigtigt undvære sine flade og ligegyldige karakterer, ligesom at plottet, hvilket da heller ikke er tilfældet, ikke må være for avanceret for ikke at stjæle opmærksomheden fra dødssekvenserne, som jo er det eneste filmen har til formål at vise.

Det er et farligt grundlag at lave en film på, og det da også her, at Final Destination 5 bider sig selv i halen, for selvom filmens totale mangel på tyngde er velkommen i et eller andet omfang, så er dødssekvenserne, uanset om der er en enkelt fin en imellem, simpelthen hverken sjove eller stærke nok til, at de kan bære en hel film alene. Man savner således, at karaktererne og handlingen havde haft bare en anelse mere dybde, eller at dødssekvenserne havde været tilsvarende mere ekstreme og langt ude for at kompensere. Som tingene er nu, er Final Destination 5 blot en række hurtigt glemte dødssekvenser bundet sammen af en tyndslidt historie om en flok totalt ligegyldige karakterer, man hverken kan eller vil identificere sig med. Lad os håbe, at dette er det absolut sidste indslag i en serie, der for længst har overskredet sidste salgsdato.

Da vi her på CinemaOnline ikke har mulighed for at tildele halve karakterer, er jeg venlig og runde de 1,5 stjerner, jeg oprindeligt ville give filmen, op til 2, som en anerkendelse af dens selvbevidsthed som en poppet exploitationfilm, der, trods alt, byder på et par grin hist og her i de langt ud dødssekvenser.

Ekstramateriale:
Ekstramaterialet består af en ligegyldig featurette (Final Destination 5: Circle of Death, HD, 6 min.), der ud over at vise samtlige drab giver et meget overfladisk blik bag kameraet.

I segmentet Alternate Death Scenes (HD) har man mulighed for at se to alternative dødsscener. Den lange spilletid til trods (16 min.) er der dog kun omkring 30 sekunders nyt materiale, hvis det kan gøre det, og der er derfor ikke synderligt meget at komme efter.

Ekstramaterialet rundes af med to split-screen-sammenligninger af to forskellige sekvenser (i alt 14 min.), som de tager sig ud før og efter cgi-behandling, men selvom de er et enkelt kig værd, bliver de dog aldrig virkelig interessante.

Ligesom med filmen, er der altså desværre heller ikke meget at råbe hurra for, hvad ekstramaterialet angår.

Billedkvalitet:
Som et lille plaster på såret, ser billedet (2.40:1) på denne Blu-ray fremragende ud med klare, naturlige farver, et dybt sortniveau samt, ikke mindst, en fantastisk skyggedetaljering. Jeg kunne ikke spotte gryn eller andet grums i billedet, der er et af de reneste, jeg har set på BD længe. Om vi snakker referencemateriale, ved jeg dog ikke, men det ser godt ud gør det, og skal nok få folk til at klappe i hænderne. Topkarakter herfra.

Lyd:
DTS-HD Master Audio 5.1

Filmen er venligst stillet til rådighed af Warner Bros.

Titel: Final Destination 5
Original Titel: Final Destination 5
Premieredato: 14. februar 2012
Instruktør: Steven Quale
Skuespillere: Nicholas D'Agosto, Emma Bell
Spilletid: 92 min.
Selskab: New Line Cinema, Practical Pictures/Zide Pictures, 2011
Genre: Gyser , Humor
Link: http://www.moviezoo.dk/blu-ray-film/Final-Destination-5_5051895090879&ref=boligbasen&affiliate=1014&utm_source=boligbasen
Still fra den flotte, James Bond-agtige titelsekvens.
Still fra den flotte, James Bond-agtige titelsekvens.
Broen skvatter sammen til alles store ærgrelse.
Broen skvatter sammen til alles store ærgrelse.
En scene, der nok skal få folk, der ikke har set A Clockwork Orange (1971), til at væmmes
En scene, der nok skal få folk, der ikke har set A Clockwork Orange (1971), til at væmmes
En krankrog gennem hovedet. Ja, sådan kan det gå...
En krankrog gennem hovedet. Ja, sådan kan det gå...


banner
Overskrift Højre Block
All of us strangers
FØR STORMEN
Drengen & Hejren
Argylle
Lærerværelset (B...
Golda (Blockbuster)
Pot-au-feu: Veje...
Fargo season 5
Stockholm Bloodbath
THE ZONE OF INTE...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...