Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De fleste kender nok Stanley Tucci fra roller i film som “Spotlight”, “Captain America: The First Avenger” og “The Hunger Games: Catching Fire”, men manden har også været yderst produktiv bag kameraet. Udover at have fungerer som Executive Producer på en række film, har han også skrevet manuskript og instrueret en håndfuld film efterhånden. Senest det skete var dog 10 års tid siden, og da manden ikke er helt ueffen, var det alligevel med lidt glæde og forventning, da han annoncerede et nyt projekt var på vej. Resultatet blev “Final Portrait”. Hvis vi skal vente 10 år mere til hans næste instruktørtjans, vil det være synd, for manden har en særlig evne til at tage noget ordinært, og gøre det ekstraordinært.
I “Final Portrait” oplever vi den schweiziske maler Alberto Giacomettis (Geoffrey Rush) sidste dage, da han maler sit allersidste portræt. Dette tager en del længere tid end planlagt, og han ender med at danne et bånd og venskab med sit emne - amerikaneren James Lord (Armie Hammer).
Uden direkte at kunne kaldes meta-cinema, formår filmen alligevel at referere til sig selv igennem sin titel og sit indhold. For malerens sidste portræt bliver naturligvis et portræt af ham selv, igennem et karakterstudie, der desværre aldrig forlader det overfladiske. Vi befinder os i Paris i 1964, og det lader Tucci os aldrig glemme. Små karikerede og humoristiske scener ledsages af den påtrængende utroligt stereotypiske franske score, imens næsten alle karakterer har en tung fransk accent. Det bliver simpelthen for meget af det gode i sidste ende, og gør filmens miljø en belastning for en ellers fin men forglemmelig fortælling.
Det største problem med filmen er dog dens kerne. Plottet er såmænd simpelt, og har aldrig været ment som noget dybt eksistentielt, men studiet af filmens to hovedpersoner, er noget der er sket i samarbejde med instruktøren og skuespillerne, og dette stikker aldrig dybt nok. Istedet er der kommet for stor fokus på det humoristiske, som føles lummert og dateret. Man skal hele vejen til filmens tredje akt før overfladen bliver ridset, og det er simpelthen ikke godt nok. Der er dog små geniale indslag hist og pist, som hæver filmen over ligegyldig, men det er nu meget bemærkelsesværdigt, at en instruktør som Tucci ikke kunne få noget mere ud af en skuespiller som Rush. Det er to enorme talenter. “Final Portrait” er ikke en film man skal styre direkte udenom, men bryder man sig ikke om det karikerede, bør den ses med en advarsel.
Billede & Lyd - 4/6
Billedet er ofte gråt, regnfuldt og meget atmosfærisk. De mørke toner kommer igennem glimrende, og detaljerne kommer aldrig til at lide under dette. Lydsiden er meget afdæmpet og begrænser sig ofte til dialog og lidt fuglesang samt lydeffekter, men dette er en dialogbaseret film, og lydbalancen må siges at give mening. Alle ord går rent igennem, og baggrundslydene danner en fin ramme om filmens miljø imens.
Ekstramateriale - 1/6
De udenlandske udgivelser har en smule interviews blandt ekstramaterialet, men i Danmark må vi nøjes med en håndfuld trailers til andre udgivelser. Trist.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
